Oslo Comics Expo blev sidste weekend afholdt for fjerde gang. Den formel, festivalen fastlagde i første omgang i 2007 er mere eller mindre stadig gældende: festivalen består af halvanden dags program med hovedfokus på norske tegneserier og med et lille og interessant, men også lettere eklektisk udvalg af internationale gæster — i år var Jim Woodring og Becky Cloonan hovednavnene — en behagelig, afslappet atmosfære og et stor fest som afslutning.
Festivalen er centreret omkring byens tegneseriebibliotek, Serieteket, som ligger på en grøn offentlig plads, Schous Plass, midt i rabarberkvarteret Grünerløkka. I år bød festivalen på to udstillinger — et udvalg af værker af dens officielle gæster og en spektakulær gruppeudstilling af kunstnerne fra den finske antologi Glömp, som bestod af værker i overgangen mellem tegneserier og installationskunst, mange af hvilke kunne beskrives som tre-dimensionale tegneserier.
Udenfor på pladsen var forlagenes telte slået op. Boderne tilhørte primært landets mindre forlag, samt en række kunstnergrupper og individuelle tegnere. Det norske seriemiljø kan, som måske bekendt, groft opdeles i to grupperinger: den første er de store, bladdrevne forlag, der hovedsageligt publicerer ofte vældig populære striber (Nemi, Pondus, M, mv.), men også jævnlig gør sig i bogudgivelser. Ingen af disse var officielt til stede, men deres repræsentanter var der og deltog i festlighederne.
Den anden gruppering er de mindre forlag — med veteranerne Jippi og No Comprendo i spidsen — som fokuserer mere på bogudgivelser og holder live i et antal mindre, alternative antologier, såsom Jippis Forresten. Dertil kommer en livlig og alsidig fanzinescene.
Ligesom i Sverige og Finland, er statstøtten til tegneserier i Norge væsentligt større end herhjemme. Dertil kommer landets biblioteksystem, som i et vist omfang pålægger bibliotekerne at opkøbe norske udgivelser. Dette skaber et langt mere omfattende hjemligt spektrum af tegneserieudgivelser end vi er vant til i Danmark, som så styrkes yderligere af landets i skandinavisk sammenhæng ganske unikke mainstreambranche, hvis kommercielle interesse i tegneserier uden tvivl gør det mere attraktivt for alle at udgive tegneserier.
Blandt de mest bemærkelsesværdige nye udgivelser til festivalen var den relativt nytilkomne Bendik Kaltenborns Serier som vil deg vel, der samler en række kortere serier han har lavet i løbet af de seneste år. Han er en både formalt opfindsom og afsindig morsom tegner og vil formodentlig have store ting at byde på i fremtiden. Et andet yngre talent er mozambikanske Rui Tenreiro, hvis Museum i højformat er en imponerende tegneseriestilistisk forestilling. Og så er Håvard Johansens ambitiøse STOP.REC.FFWD, som samler en gruppe stærke og tematisk beslægtede tegneserienoveller, en særdeles overbevisende bogdebut.
90er-veteranen Lars Fiske — som arbejder i en kantet, ‘konstruktivistisk’ stil og er bedst kendt for sit samarbejde med Steffen Kverneland på en række gonzo-agtige tegneseriebiografier over store modernistiske kunstnere som Edvard Munch og Kurt Schwitters — har netop udgivet en opsamling af sine rablende, ældre historier om den håbløse men også snu digterstjerne Matje, til hvilke han har tilføjet et nyt kapitel, der bringer hobvedpersonen tilbage til sin hjemby.
Kunstneren og illustratoren Vanessa Baird, som samarbejder med tegneren og forfatteren Mette Hellenes på den grovkornet satiriske stribe Kebbelife i weekendavisen Morgenbladet, har for nylig udgivet en opsamling af sine kraftfulde og til tider forskrækkende illustrationer, You Can’t Keep a Good Rabbit Down. Sidst, men ikke mindst vender den store 80erpionér Christoffer Nielsen i det seneste nummer af sin serie Weltschmerz tilbage til sine undergroundrødder. De tre første historier beskræftiger sig hhv. med usund fissesyge, et kæmpe røvhul i himlen og tegnerens egen, gigantiske pik. Så er stilen ligesom lagt.
Baird og Hellenes præsenterede med tungen i kinden deres arbejde fra scenen på den nærliggende bar Mir fredag aften, mens en hel række norske serieskabere deltog i paneler og interviews i festivalens programtelt på Schous Plass i løbet af lørdagen. Her optrådte også de internationale gæster, som udover Woodring og Cloonan omfattede den tyske selvbiograf og humorist Mawil og repræsentanter for Glömp. Woodring fortalte kort om sit arbejde fra en selvbiografisk vinkel og bød på en del interessante ungdomstegninger samt sigende anekdoter fra et liv levet i lige dele rædsel for og fascination af omverdenen.
I den anden side af byen, i det lille Galleri Briskeby udstilles der måneden ud en række af Woodrins grafiske tryk (digitale, litografiske og dybtryk), samt originalsider fra den surrealistiske humorist Øystein Runde. Udstillingen er bestemt et besøg værd, hvis man er i byen, selvom undertegnede nok havde foretrukket at se originale tegneseriesider — Woodrings illustrationer og grafik er til tider lidt for nette og kan tage sig overbagte ud i forhold til den visionære klarhed man møder i hans tegneserier.
Alt i alt var OCX en fin oplevelse. Selvom man godt kunne forestille sig en mere alsidig og interessant gæsteliste, et større og bedre udstillingsområde eller en større kritisk tilstedeværelse i programmet, var det godt at se, at festivalen har fastholdt det solide koncept, de startede ud med og ikke har knækket halsen på for store ambitioner. Der er en selvfølgelighed over OCX og den måde, hvorpå den samler et forholdsvist lille, men meget levende tegneseriemiljø og giver det en vindue mod verden.
De årlige Sproingpriser blev uddelt til festen lørdag aften; se vinderne her. Og check også Metabunkerens fotos fra festivalen.