Donationsbaseret site tilbyder gratis tegneserier fra en række spændende serieskabere – for eksempel en helt ny “Filmbulvinter”-epilog fra Søren Mosdal.
Tegneserier er mere end glittede seriehæfter, tykke graphic novels og album i hardcover. Lige under overfladen findes en livlig understrøm af ‘zines, mini comics og andre ukurante tryksager, ofte signeret af kendte serieskaberRe og fremstillet som et eksperiment eller for at have noget at sælge på alverdens tegneseriefestivaler. Tag bare sidste måneds Copenhagen Comics, hvor Ina Korneliussen f.eks. havde “Økotopia #1” med, Zven Balslev og Tue Sprogø bød ind med Hit and Run Mutants, Signe Parkins solgte mikroskopiske, vrede “Fuck You”-tegneserier og så videre.
Men hvad bliver der af alle de små, skæve tegneserier, når de ikke længe er tilgængelige på tryk? Zco.mx er et bud på svaret.
– Zco.mx er et kurateret, non-profit tegneseriewebsite for DIY-serieskabere og deres læsere, fortæller tovholder Steve Blatchford.
– Målet med sitet er at samle serieskabere om at fremelske og dele et publikum, som kan donere penge til gengæld for gode læseoplevelser. Tegneserierne kan både læses på sitet eller downloades, og de gøres tilgængelige ud fra et “prøv før du køber”-princip.
Blandt de mere etablerede bidragydere kan nævnes Jordan Crane med den fremragende hæfteserie Uptight, Roger Langridge med en række kortere serier og vores egen Søren Mosdal, som netop nu er i færd med at lægge Nastrand The Beach of the Dead op på sitet.
– Det er en selvstændig fortsættelse til “Filmbulvinter”, som følger Thorkel i efterlivet, hvor han mod forventning ikke lander i Valhalla, fortæller Mosdal.
“Nastrand the Beach of the Dead” er foreløbig nået til side 13 – nye sider tilføjes hver onsdag.