– eller gør han? Nummer 9 snakker tegneseriefavoritter med manden bag den groteske billedbog “De pyntede børn”.
Med lidt god vilje kan “De pyntede børn” snildt gøre det ud for en tegneserie. Eller, okay, måske en “billedbog for voksne”. Med én illustration per opslag tilsat en kryptisk titel og en overordnet – omend dunkel – fortælling, der binder hele molevitten sammen, er Mads Ljungdahls debut lidt af bastard.
Nummer 9 gik billedkunstneren og teatermanden på klingen for at høre, hvor meget tegneserieinspiration, der helt præcis gemmer sig bag “De pyntede børn”s dystre og groteske beretning. Ganske lidt, viser det sig!
Men derfor har Mads Ljungdahl nu alligevel masser af holdninger til både tegneserier, forbilleder og hidsige, morderiske, lesbiske terrorister …
Hvad er den første tegneserie, du husker at have læst?
– Indgangen var vist Anders And. En historie, der gjorde særligt indtryk, fyldte et helt blad, og det, jeg husker fra den, var en stor skovbrand, hvor Anders And og ungerne måtte begrave sig selv for at overleve. Det gjorde et stort indtryk på mig – jeg må ha’ været omkring 4-5 år og tog historien meget alvorligt, jeg husker den som uhyggelig og dommedagsagtig, i mit barnehoved var den lidt i samme familie som “Solen er så rød, mor”. Lidt net-research tyder på, at det er “Lejrturen” eller “Vacation Time”, som viser sig at være en Carl Barks-historie fra 1950. Gad vide, hvor meget skovbranden rent faktisk fylder i historien? For mig var det hele omdrejningspunktet, men erindringen har det med at fordreje tingene over tid.
Hvis du skulle nævne én tegneserie, der i sin tid inspirerede dig til selv at lave tegneserier – hvilken én ville du så pege på??
– Jeg ved ikke rigtig, hvor godt ordet “tegneserie” dækker i forbindelse med “De Pyntede Børn”. Selv kalder jeg det en billedbog, som igen er en udløber af mit øvrige kunstneriske billedarbejde med fotografi, tegning og maleri. Umiddelbart vil det nok være mest oplagt at pege på forskellige billedfriser, kalmalerier, ældre verdslig islamisk kunst på Davids Samling og en masse andre ting som inspirationskilde. Desuden er der mit arbejde med teater, som også viser sig i den måde, jeg fremviser historier på med kukkasse-referencer, komplet med begrænset scenografi. Jeg beskriver også ofte de enkelte billeder som “scener”. Så selvom jeg opererer med et formsprog, som er beslægtet med tegneseriens, kommer inspirationen ikke i særlig grad fra tegneserier, men er en simpel konsekvens af mit arbejde med still-billedfortællinger og de muligheder, jeg fandt der.
Hvis du skulle vælge én favorittegneserie, hvilken ville det så være?
– Tintin – ja, jeg ved det, man kan sikkert hævde, at det må være fordi jeg ikke har været interesseret nok, ikke har set nok, ikke gået på opdagelse nok i tegneseriens verden, hvilket jeg slet ikke kan afvise. Men indtil videre har jeg ikke oplevet noget, der samlet set har virket mere overbevisende på mig.
– Tintin har, for mig, den fantastiske egenskab, at den i første omgang fanger mig som læser på et øjeblik med sine klare, vanvittigt velkomponerede og ofte meget smukke billeder – og samtidig præsenterer en verden, der indeholder mere, end den objektivt viser. For udover det sprog, der ligger i selve plottet og den enkle, koncise streg, fremmanes samtidig en verden af subjektive forestillinger, parallelle understrømme, en atmosfære, som i sidste ende nok er det, der virkelig optager mig. Det vises indimellem helt konkret som surreelle udflugter på albummets sider. Jeg husker særligt en sekvens – jeg mener, det er fra “Tintin i Tibet” – hvor Haddock slumrer hen og ind i en syret alkohol-drøm, som slutter, da Tournesol slår ham i hovedet med en paraply. Det vil sikkert heller ikke undre nogen, der har set “De Pyntede Børn”, at jeg er ret begejstret for den tossede søn, der gerne vil hugge Tintins hoved af og senere Terrys i et til lejligheden hurtigt opsat ritual i “Den Blå Lotus”. Der ligger en syret vildskab og simrer mange steder og i øvrigt også en del slapstick-humor parallelt med den på mange måder ret kedsommelige spejderfornuft og det ultra-rationelle og simple tankesæt, der præger seriens helt, men det fungerer forbløffende godt, når ingredienserne blandes. I dén forstand har Hergé skabt en slags idealoplevelse, hvor læseren nemt kan komme indenfor i en fortællende billedverden, men hvor udbyttet, efter min mening, er væsentligt større end det, historien umiddelbart lader ane, noget som er tæt forbundet med seriens irrationelle udflugter.
Hvilken tegneserie ville du ønske, du havde lavet?
– Her er der flere ting på spil. I første omgang er det nok igen mit manglende ønske om at lave en egentlig tegneserie, der står i vejen for et klart svar. Men spørgsmålet forudsætter jo også, at jeg i det hele taget har lyst til at skabe noget, som andre allerede har lavet, hvilket forekommer mig at være ret meningsløst. Jeg vil meget hellere glæde mig over, at andre har skabt noget fremragende. Jeg foretrækker, at “skabende mennesker” kommer med noget individuelt i stedet for at forsøge at ligne hinanden. Diversitet er noget af det, der gør livet og kunsten værd at beskæftige sig med.
– Og selvom jeg nu alligevel kastede mig ud i det tankeeksperiment, at f.eks. Tintin var den tegneserie, jeg ville ønske, jeg havde lavet, så ville omdrejningspunktet for historien hurtigt blive et helt andet – for sådan ville jeg gøre det – og så ville ønsket igen være meningsløst, fordi seriens oprindelige dynamik ville være fordampet. Vi må finde vores egne veje og nyde andres, når vi kan, det er vist, hvad jeg kan sige om det.
Nævn en tegneserie, du er vild med, men har svært ved at overbevise andre om at påskønne efter fortjeneste …
– Jeg er ikke rigtig en del af et tegneseriefællesskab, hvor den slags er oppe og vende. Men jeg får alligevel lyst til at nævne “Hothead Paisan Homicidal Lesbian Terrorist” af Diane DiMassa, som jeg engang stødte på, da nogle frie eksemplarer lå til at tage med hjem fra en udstilling på Louisiana – det er en del år siden. Om det er en serie, som er alment kendt, elsket eller hadet, det ved jeg faktisk ikke, men jeg kunne forestille mig, at den nok deler vandene. Det var i første omgang min kæreste, der gik ombord i den, og hendes begejstring satte mig i gang.
Nævn en serieskaber, du har ”opdaget” for relativt nyligt, hvis ting har gjort indtryk på dig – og den tegneserie, der introducerede dig for vedkommende …
– Jim Woodring – Aben maler har to af hans fortællinger på repertoiret, så præsentationen lå lige for. Jeg holder meget af, at Woodring viser os en ordløs historie, som alligevel føles meget meningsfuld. Jeg forstod på Steffen Maarup, at Woodring, som jeg selv, har en historie som fundament i sit arbejde, men at han ikke ønsker at fortælle det på anden måde end gennem de billeder, han sender videre til læserne. Den information, han ønsker at videregive, er der allerede – vi skal ikke have “forklaringen” efterfølgende, den må vi selv finde. Det er et godt slægtsskab, selvom vores arbejde på andre områder ligger dejligt langt fra hinanden.
”♥ tegneserier” er en Nummer 9-interviewserie, hvor tegneseriefolk fortæller om tegneseriefavoritter. Tidligere: Peter Madsen, Jacob Rask, Peter Kielland, Silke Nedergaard, Søren Mosdal, Peter Snejbjerg, Rikke Villadsen, Henrik Rehr, Christoffer Zieler, Niklas Asker, Rasmus Bregnhøi, Tore Bolhøj, Dong Trieu Do, Paw Mathiasen, Lars Jakobsen, Mikkel Sommer, Lars Kram, Bjarne Kristensen og Søren W. Nørbæk.
- Jeg er ikke rigtig en del af et tegneseriefællesskab, hvor den slags er oppe og vende. Men jeg får alligevel lyst til at nævne "Hothead Paisan Homicidal Lesbian Terrorist" af Diane DiMassa, som jeg engang stødte på, da nogle frie eksemplarer lå til at tage med hjem fra en udstilling på Louisiana - det er en del år siden. Om det er en serie, som er alment kendt, elsket eller hadet, det ved jeg faktisk ikke, men jeg kunne forestille mig, at den nok deler vandene. Det var i første omgang min kæreste, der gik ombord i den, og hendes begejstring satte mig i gang.