Fire forlag præsenterer deres bedste horrorhistorier den anden adventsweekend i december. Skal julegaverne være ekstra grufulde i år? Look no further.
En flok danske tegneserie-mikroforlæggere har flettet tveskæggene sammen og holder pop-up-shop i Indre København. Vi giver ordet til organisatorerne:
“Fra fredag den 9. december skal du kigge forbi Comicgarden i Sankt Peders Stræde, ved siden af Fantask. I baren vil der være juleøl og hygge, og i galleriet ovenpå kan du høre oplæsninger og møde danske horror-tegnere fra undergrundsscenen.
Vi hjemsøger det noble comicsgalleri i hele weekenden, hvor du blandt andet vil kunne møde tegnerne Craig Frank, Henrik Kublick, Bjørk Mathias Friis og få signeret dine fede juleindkøb. Tegnere fra Absurd nr.9 vil være klar lørdag, så du kan få en veltegnet slimklat i din nye bog. Du kan også høre Freja Løvhøj interviewe gyserforfatteren Karsten Brandt-Knudsen. Christine Reinwald optræder med liveoplæsning og besvarer spørgsmål om sin kønspolitiske hverdagsgysertegneserie Smerten og jeg, der udkom i dette efterår. Vores tegnevæg vil undervejs blive dryppet med sort blod.
Der vil naturligvis være mulighed for at hilse på os og få en god terapeutisk sludder og købe en drink i baren, hvis du brug for at få nerverne til at falde til ro.”
Program
Fredag den 9. december:
15.00 SMERTEN OG JEG liveoplæsning ved Christine Rheinwald
17.00 Graig Frank signerer TO THE BONE, GRÁR og STALINS SINK.
Lørdag den 10. december:
14.00 Interview med gyserforfatter Karsten Brandt-Knudsen.
15.30 Signering af ABSURD 9.
Søndag den 11. december:
12.00 Signering af “Glemte liv” med Mariane Mide
13.00 Interview med forfatter Freddy E. Silva
14.00 Interview med forfatter og illustrator Pernille L. Stenby
På tegnevæggen
Fredag:
Kl. 14.00 Henrik Kublick & Bjørk Matias Friis.
Kl. 15.00 Jonas Kleis & Pil Trampe.
Lørdag:
Kl. 14.00 Mathias Gedtek & Pelle Gedtek.
Kl. 15.00 – Kim Heyst & Karsten Brandt-Knudsen.
Søndag:
Kl. 15.00 Pernille L. Stenby.
Om forlagene:
Forlaget Hunov & Haffgaard er et lille forlag på Nørrebro, der udgiver graphic novels med nye og endnu ikke helt så kendte tegnere og grafikere, men vi er også åbne over for mere etablerede tegneserieskabere, der har lyst til at eksperimentere. Vores mål med forlaget er at løfte de tegnere, som vi kan lide, et lille stykke videre ved at få en gennemarbejdet udgivelse ud til læserne. Vi sætter altid pris på det eksperimenterende og modige. Vores fokus er den gode fortælling og den personlige streg.
Forlaget Afkom fokuserer generelt på nichegenrer, herunder særligt gys, der udkommer i form af både tegneserier og zines. Forlaget har rod i en do-it-yourself-mentalitet og er blandt andet drevet af en passion for at give stemme og tegneplads til kunstnere, der enten endnu ikke er blevet udgivet på tryk eller kun med begrænset mulighed for at få deres fortællinger ud som fysiske udgivelser.
Cult Pumps filosofi lægger sig i forlængelse af en anarkistisk “D.I.Y.” zine-kultur, arvet fra både punk- og undergrundstegneserie. Udgivelserne trækker desuden på inspiration fra forskellige fænomener som Art Brut, situationisme og surrealisme. Forlaget udgiver artist books, tegneserier og billedbøger, ofte trykt i serigrafi i begrænsede oplag, samt tidsskriftet Radbrækket. Cult Pump er samtidig et trykkeri og grafisk værksted, hvor der produceres bøger, plakater og kunsttryk, beliggende ved siden af koncert-rummet Mayhem i København.
Forlaget Read.Die.Repeat sætter en ære i at give taletid til nye stemmer såvel som de etablerede kunstnere. Vi stræber efter at tilbyde en bred repræsentation af dansk horror både på skrift og i visuelt udtryk. Det gælder også i forhold til genrer og hybrider, hvor horror og weird art er det centrale fikspunkt, men alle subgenrer er velkomne. Desuden er vores filosofi, at det er vigtigt at have mod til at flytte grænse og at turde kaste sig ud i projekter og udgivelser, der ikke blot følger traditionen.