Litteraturfestivallen Kbh læser starter i denne uge. Temaet er intet ringere end “Mænd”, og den danske tegneseriescene er stærkt repræsenteret.
Den københavnske litteraturfestival Kbh læser foregår i år fra den 26. februar, og frem til 6. marts. Af særlig interesse for Nummer9’s læsere kan vi oplyse at Tatiana Goldberg, Rikke Villadsen, Cav Bøgelund og, ikke mindst, Marvel Morten, vil figurere blandt festivalens mange lokkende tilbud:
– Fredag den 4. marts kl. 10 og kl. 13 afholder Tatiana Goldberg afsluttende workshop på Hovedbiblioteket om psykologiske virkemidler i visuelt design af væsner/figurer og sammenhængen med kognitive funktioner. Målgruppen er 7. – 10 klasse og gymnasier, og eleverne vil fremlægge karaktertegninger baseret på Adda Djørups “Poesi og andre former for trods”. Tilmelding og yderligere information på: hbtilmelding@kff.kk.dk
– I anledning af festivallen afholder Dagbladet Information et morgenarrangement hvor Rikke Villadsen fortæller om hvorfor og hvordan hun dekonstruerer den maskuline identitet i sine karakterer, senest i den udsyrede western Et knald til. Det sker onsdag den 2. marts kl. 8:30-9:15 på Dagbladet Information i Store Kongensgade 40C. Det koster 35 kr., inkl. kaffe & croissant.
– Endelig så skal der også være plads til lidt maskulin superhelte-dyrkelse – det manglede bare. Men er superhelte kun for drenge og kan man løse problemer med vold? Sådanne højaktuelle spørgsmål forventes Cav Bøgelund og Marvel Morten at give svar på. Det foregår den 29. februar kl 19, på Blågårdens Bibliotek. Læs det spændende opslag her.
Læs mere om alle de spændende tilbud på festivallens hjemmeside – festivalprogammet indeholder i øvrigt en tegneserie af Brahe/Hansn!