Emil Friis Ernst, studerende på Grafisk Fortælling i Viborg, er blevet hyret til at tegne The Avengers. Han bliver så vidt vides den første dansker, der lægger streg til superheltene.
Han har kun studeret på Danmarks nye bacheloruddannelse i tegneserietegning i godt halvandet år. Men 9. juli gør Emil Friis Ernst sin officielle debut på San Diego Comic Con, USAs største tegneseriefestival, som tegner af nogle af Marvel-universets mest populære figurer.
Den markante debut kommer som følge af en konkurrence, hvor Marvel inviterede tegneserietegner-studerende til at lægge deres arbejde op på portfolieportalen Behance og tagge billederne med #Marvel.
Eksplosionsfare i hovedregionen
De mest talentfulde deltagere i konkurrencen blev valgt ud til Skype-interviews, og da juryen havde voteret, stod Emil som én af fire vindere. Præmien: Et betalt job som tegner på en Avengers-tegneserie og en tur til San Diego Comic Con med alle udgifter dækket.
– Mit hoved er ved at eksplodere! Det er simpelthen så stort, også bare at skulle til den her enorme tegneseriefestival, jeg har hørt så meget om, fortæller Emil Friis Ernst.
Tegneren fra den lille fynske landsby Blommenslyst har gået på Grafisk Fortælling ved The Animation Workshop siden august 2013, hvor han blev en del af det allerførste hold på uddannelsen. Konkurrencesejren gør ham så vidt vides til den første dansker, der har tegnet for Marvel.
Godt fra start
Blandt de fire vindere er Ernst den eneste, som ikke studerer i USA. De øvrige tre er Hayden Sherman fra Rhode Island School of Design, Alexandra Huntington fra Academy of Art og Chad Lewis fra Kent State University.
For Morten Thorning, centerchef på The Animation Workshop, er udmærkelsen et tegn på, at Grafisk Fortælling er kommet godt fra start.
– Det er en helt ny uddannelse, hvor de studerende ligesom på vores animationslinjer arbejder meget målrettet med deres håndværk. At et stort forlag som Marvel viser interesse for Emil på et tidspunkt, hvor han ikke engang er halvvejs gennem sin 4-årige uddannelse, giver mig forhåbninger om, at vi kan klæde de her unge talenter rigtig godt på til et liv som visuelle fortællere og formidlere, siger Thorning.
Konkurrencen var arrangeret af Adobe, softwareselskabet bag Behance og kreative redskaber som Photoshop og Premiere.