Computerspil, japansk popkultur, science fiction, cos-play og tegneserier. Alle emner, du kan snuse til på GEEKcore-festivalen, der løber af stablen d. 17. til 20. oktober i Valby Kulturhus.
Ifølge festivalens website, er GEEKcore en festival for nørdede subkulturer startet på grundlag af et behov fra en række individuelle grupperinger inden for subkulturer såsom anime/manga, rollespil, cosplay, brætspil og computerspil. Alle subkulturer, der måske et eller andet sted har en del tilfælles, men som – indtil nu – ikke har haft et sted at mødes.
Det er lidt af et mission-statement fra festivalen, der bl.a. drives af kræfter bag et andet Københavnsk subkulturevent, nemlig festivalen for japansk popkultur, Genki. GEEKcore har allerede samarbejder i stand med Sci-fi Cirklen, rollespilsforeninger og e-sport arrangører.
På tegneseriefronten kan du indtil videre opleve et foredrag om science fiction-helte i tegneserier, selvom programmet på festivalens website endnu ikke melder noget om, hvem foredragsholderen er. Der vil også være paneler om Cosplay-fænomenet, hvis du gerne vil snuse lidt til den helt særlige og meget farverige subkultur, hvor udklædningens kunst er i centrum.
Skulle Cosplay vise sig at være sagen, kan vi i øvrigt lige nævne, at den nystartede festival KoyoCon i november vil blænde op for et såkaldt Retro Cosplay-show. Man kan allerede nu tilmelde sig på deres hjemmeside. Festivalen afholdes i Grenaa i dagene 8.-10. november.