Den historiske tegneseriebutik kan snart være historie. Vi har snakket med indehaver Marit Nim.
Siden åbningen den 22. oktober 1972 har Fantask langet tegneserier, bøger og spil over disken på Sankt Peders Stræde. Det gør butikken til den ældste stadigt aktive tegneseriebutik i verden. Men nu er det snart slut, i hvert fald på den nuværende adresse, har butikken i dag meddelt deres stamkunder.
Marit Nim fra Fantask var overraskende nem at få fat på i telefonen, når man tænker på situationen. Marit, som har været i butikken i 24 år, fortæller at det er gået ned ad bakke for salget i Fantask i de senere år.
– Det er ingen hemmelighed, at folk køber online i stedet for, konstaterer hun.
– Et typisk eksempel kunne være kunden, som går ned i butikken og forhører sig om, hvilke brætspil, der er fede. Vi fortæller så vedkommende vidt og bredt om forskellige brætspil, hvorefter kunden siger: ”jeg går lige hjem og tænker over det”. Altså: går hjem og køber spillet, vi har anbefalet, på nettet.
Er der en app for varm kaffe?
I følge Nim er vilkårene generelt hårde for detailhandlen. Det er efterhånden sådan, at butikker kun overlever, hvis de sælger noget, man ikke kan få igennem Amazon.
– Vi har prøvet alt muligt for at forbedre økonomien. Vi har sparet op og skåret ned på personalet. Men vi kommer ikke udenom, at der simpelthen er færre kunder, siger hun.
– Det er vigtigt at påpege, at huslejen er ikke steget. Derimod er der tale om, at Rolf og Søren, grundlæggerne af Fantask, gerne vil sælge lokalerne, når nu butikken ikke kører rundt længere.
Hvad nu?
Marit giver ikke op. Hun taler om at måske flytte butikken ud til Nordvest. Men spørgsmålet er, om kunderne så vil følge med, eller om de ikke vil vælge den nemmere løsning at handle i Faraos Cigarer. Når dette forslag bliver luftet på nettet, og når butikken har et lidt større overblik over hele situationen, vil vi vide mere om Fantasks fremtid.
Fra denne reporters side skal der selvfølgelig lyde en opfordring til at gå ned i butikken og bruge nogen penge. Hvis man vil have, at de lokale butikker bevares, må man bruge dem.
Det ville være forfærdeligt trist, hvis Fantask skal lukke. Jeg husker selv, da jeg gik ned i butikken for at se, om de ville sælge et sort-hvidt zine, jeg havde lavet sammen med min ven Martin. Marvel Mortens kommentar til værket var ”don’t quit your day job”. Men de satte det til salg alligevel.
Fantask er sat til at lukke d. 29 juni 2019. De kunder, som abonnerer på forskellige tegneserier, vil fortsat have deres abonnement så længe som muligt.