Den europæiske albumtradition holdes stolt i hævd af de danske forlag, både når det gælder gamle travere som Hermann og nyere som Ralph Meyer. Vi har kastet et blik på listen og kommenteret udvalgte, mens den samlede liste kan ses længere nede.
Faraos Cigarer er den dominerende kæmpe i denne kategori med ikke færre end tolv udgivelser i løbet af efteråret. Det er mange af de store navne i cigarernes stald, der trækkes frem til endnu en omgang i manegen kombineret med et af forlagets klassiske bokssæt. Corto Maltese får måske ny luft under vingerne i hænderne på Ruben Pellejero og Juan Diaz Canales eller også falder den tungt til jorden. Det er i hvert fald en ualmindelig tung arv, der skal løftes.
Stjerneforfatteren Fabien Nury får igen æren af et bokssæt. Som vanligt tager han afsæt i historiske begivenheder, nu med udgangspunkt i to centrale perioder af Ruslands historie. Enrico Marini, der alene står bag Roms ørne, får chancen med de tre første bind i den lange serie Skorpionen skabt i samarbejde med Stephen Desberg. Dertil nye udgivelser med blandt andre Hermann og Tardi, så har forlaget vist også gjort sin efterårspligt.
Cobolt tager det lidt mere afslappet i denne genre, men lader fransk/danske Thierry Capezzone og Jørgen Jørgensen tage livtag med Skipper Clement. Her bliver det spændende at se, om det lykkes Jørgensen at puste mere liv ind i danmarkshistorien end i de lidt blodfattige Capezzonetegneserier med Dronning Margrethe og Kim Larsen. Ellers kommer der nok lidt mere gang i blodet, når Cobolt lader Manfred von Richthofen, alias Den Røde Baron, skyde allierede fly ned, i første af tre planlagte bind.
Og endelig – hold på cowboyhat og seksløber – vender både Red Kelly og Undertaker tilbage dette efterår. Donovan planlægger to album med Kelly, som altid skrevet af Greg, men med afløseren Rouge ved pennen. Her skal man nok ikke skrue andet end de nostalgiske forventninger for højt i vejret. Så er det forhåbentlig en lidt anden sag, når Shadow Zone lader Undertaker fortsætte, hvor den meget lovende og ulideligt cliffhangerspændende 1’er stoppede.
Hermann og Yves Huppen: Færgemanden. (Faraos Cigarer)
Hermann og Yves Huppen: Uden Nåde. (Faraos Cigarer)
Walthéry og Georges van Linthout, Marilyn 1 – Manden i kvinden. (High Heels Society)
Ruben Pellejero og Juan Diaz Canales: Corto Maltese, Under midnatssolen. (Faraos cigarer)
September
Fabien Nury og Thierry Robin: Død over Zaren. (Faraos cigarer)
Fabien Nury og Thierry Robin: Stalins død. (Faraos cigarer)
Fabien Nury og Thierry Robin: En russisk historie (bokssæt). Indeholder Død over Zaren og Stalins død. (Faraos cigarer)
Pierre Veys og Carlos Puerta: Den Røde Baron 1, Kuglesprøjternes ballet. (Cobolt)
Oktober
Xavier Dorison og Ralph Meyer: Undertaker 2 – Gribbenes dans. (Shadow Zone)
Jacques Tardi og Jean-Patrick Manchette: Skydende fra liggende stilling. (Faraos cigarer)
Jacques Tardi og Jean-Patrick Manchette: Tosseanstalter og luftkasteller. (Faraos cigarer)
Marini og Stephan Desberg: Skorpionen 1, Djævelens mærke. (Faraos cigarer)
Marini og Stephan Desberg: Skorpionen 2, Pavens hemmelighed. (Faraos cigarer)
Marini og Stephan Desberg: Skorpionen 3, Peters kors. (Faraos cigarer)
Vincent Mallié, Djian og Régis Loisel: Den Døde Kæmpe 5, Panik. (Faraos cigarer)
Vincent Mallié, Djian og Régis Loisel: Den Døde kæmpe 6, Brist. (Faraos cigarer)
Mangin og Dupré: Rovdyrenes klub 1, Bogeyman. (Zoom)
Thierry Capezzone og Jørgen Jørgensen: Skipper Clement. (Cobolt)
December
Yves Sente og André Juillard: Blake og Mortimer, Shakespeares testamente. (Cobolt)
Uden dato
Fred Pullin, Mary Pullin og Thorsten Kiecker: Ria 2, Seglets magt. (Donovan)
Greg og Rouge: Red Kelly 11, Den tresidede dollar. (Donovan)
Greg og Rouge: Red Kelly 12, Det vilde karneval. (Donovan)