Et Anders And-jubilæum, en glemt Dan Turèll-krimi, og en ganske særlig debutant. Her er månedens tegneserieudgivelser.
Vi kan lige så godt sige det som det er: Det er ikke meget der udkommer i marts. Forlagene brændte alt krudtet af til Copenhagen Comics i sidste weekend, og nu er tegneseriegeværerne tomme.
Faktisk er halvdelen af udgivelserne på nedenstående liste ”glemte” Copenhagen Comics-udgivelser, vi ikke havde kendskab til, da vi skrev ”Det udkommer i februar”. Med dem når vi et dusin tegneserier, og af dem glæder vi os særligt til:
Marts’ anbefalinger – Kristian Bang Larsen glæder sig til:
Dansk: Det rette element
De med interesse for dansk tegneseriehistorie må slikke sig sultent om munden, når udgivelserne fra forlaget desAHJn kommer på tallerkenen. Her er blandt andet en tegneserieudgave af en Dan Turèll-krimi, og en klassisk Hjemmet-serie af den store danske illustrator Svend Otto S.
Men jeg vælger alligevel fremtiden over fortiden og glæder mig især til Line Høj Høstrups debut Det rette element. Hun er den første (tidligere) elev fra den danske tegneserieuddannelse ”Grafisk fortælling” der får en tegneserie udgivet på et dansk forlag, og det bliver spændende at se hvad hun kan med fortælling som blandt andet handler om psykisk sygdom.
Oversat: Anders And & Co. 1949-2019
Og så går jeg efter fortiden blandt det sparsomme udvalg af oversatte tegneserier. Anders And & Co-bladet er jo en institution på det danske marked, og fylder i disse dage 70 år. Så jeg glæder mig til jubilæumsudgivelsen på 264 sider, som forhåbentligt både giver et nostalgisk historisk vue over 70 år med andehistorie, og en mulighed for at (gen)læse nogle af de bedste fortællinger – f.eks. dem signeret en vis Carl Barks.
Marts måneds udgivelser (og lidt februar-udeladelser):
23. februar
Dan Turèll & Arne Stjernholm Madsen: Mord ved Runddelen
Forlaget desAHJn
Niels Voss Boldvig: 100 ting du ikke vidste om insekter
Forlaget desAHJn
Svend Otto S.: Børnene paa Sydhavsøen
Forlaget desAHJn
Thomas H. Nøhr: Karla Karlsdatter
Forlaget desAHJn
Line Høj Høstrup: Det rette element
Forlæns
Rune Ryberg: Death Save
Forlæns
1. marts
Carl Barks, Don Rosa, Paul Murry, m.fl : Anders And & Co. 1949-2019: 70 år i Danmark
Egmont
Søren Jessen og Rasmus Meisler: Liv på spil – en graphic novel
Gyldendal
6. marts
Jan Kjær: Kong Neos Løver 1: Den magiske hjelm
Forlaget Agama
Jan Kjær: Kong Neos Løver 2: Kampen om kronen
Forlaget Agama
7. marts
Yann/Roman Surzhenko: Thorgals Verden: Ulv, fjerde del: Crow
Cobolt
Sirius/François Walthéry: Natacha 23: På sporet af Den Blå Spurvehøg
Cobolt
21. marts
François Bourgeon: Vindens passagerer: Kirsebærrenes blod, 1. del
Cobolt
De listede februarudgivelser er serier der enten ikke var annoncerede da vi bragte “Det udkommer i februar, eller som har fået rykket deres udgivelsesdato frem.
Listen baserer sig på den information Nummer 9 har kunnet indhente. Kender du til kommende udgivelser der mangler, så skriv til kontakt@nummer9.dk