I weekenden vender Bogforum tilbage til Bella Center på Amager for fulde omdrejninger. Og igen i år er der et omfattende tegneserieprogram på Bogforum Comics
De seneste år har Bogforum Comics været en selvstændig del af Bogforum med sceneprogram, tegnevæg, forlagsstande og i år er ikke anderledes. På trods af et par ærgerlige afbud fra et par internationale hovednavne er der dækket op til en weekend med masser af spændende tegneserieoplevelser i Bellacenteret.
Her er Nummer 9’s læserservice med en hurtig overflyvning af sceneprogrammet plus det løse:
Fredag
Kl. 14: Supersnak Live – De bedste bøger ingen kan læse
Altid veloplagte Marvel-Morten og Kim Helt giver en liveudgave af Supersnak, hvor de dykker ned i de bedste bøger, som ingen kan læse – fordi de slet ikke findes i virkeligheden!
Kl. 15: Tegneseriens morgenstjerner
Felix Rothstein og Ida Dybdahl taler med Jam Aden, Thit Bitsch, Gabriel Tiedt Lange og Line Nordskjold om at debutere, de tanker, der optager dem, og hvordan en ny generation ser fremtiden for danske tegneserier.
Kl. 16: Tegnerne taler!
Avistegnerne Maren Uthaug, Stine Spedsbjerg, Gitte Skov og Thomas Thorhauge taler sammen om at tegne til offentligheden, om overvejelser, grænser og tabuer.
Kl. 16: Udgivelse og signering af ”Sprækken”
På Bogforum Comics i 2019 var det første gang, at Tegnevæggen fortalte en samlet historie. Det var Jussi Adler-Olsens kriminovelle ”Sprækken” fra 2009a, der blev omsat til en tegneserieudgave. Nu udgives den som en rigtig tegneserie. Det fejres med en stor signeringsevent, hvor 20 af de medvirkende tegnere og forfatter Jussi Adler-Olsen sidder klar til at signere udgivelsen i Artist Alley.
Lørdag
Kl. 11: Den store Anders And Quiz
Et af de mange højdepunkter ved seneste udgave af Bogforum Comics, var den store Lucky Luke-Quiz, hvor de danske stemmeskuespiller dystede mod hinanden. I år går Turen til Andeby, Hvor SORTEPER i skikkelse af stemmeskuespilleren over dem alle, Lars Thiesgaard, vil quizze to hold om viden om Anders And. Holden består af: FEDTMULE (Johan Vinde), MICKEY (Anders Bircow), MINNIE (Louise Engell), ANDERSINE (Annette Heick), JOAKIM VON AND (Lars Knutzon) og RAPTUS VON AND (Henrik Koefoed)
Kl. 12: Kunst vs. karriere – hvordan kan man leve af at lave tegneserier?
Tre unge tegneserieskabere, Silja Lin, Cecilie ”Q” Maintz Thorsen og Gabriel Tiedt Lange, taler med kunsthistoriker Matthias Wivel om at finde deres stemme og at leve af at lave tegneserier.
Kl. 13: Interview med Jordi Lefebre
Spanske Jordi Lefebre har arbejdet som illustrator, karakterdesigner og tegneserieskaber. Tidligere I år vandt han Pingprisen for den smukke ”En dag – altid”. På Bogforum er han udgivelsesaktuel med ” Sommerminder 1: Kurs sydpå!” Jordi Lefebre interviewes af journalist Christian Monggaard
Kl. 14: Apokalypsens arkitektur
Tv-vært mv. Ane Cortzen taler med tegneserieskaber Christian Skovgaard om, hvad undergangsfascinationen i hans meget anmelder roste tegneserie ”Efter København” bunder i, og hvorledes arkitekturen spiller ind.
Kl. 15: Væk – Lindring i den vilde natur
Anne Mette Kærulf Lorentzens nye udgivelse, “Væk”, er en ungdomsfortælling om at rejse bort for at blive hel og vende hjem igen. Oplev en samtale mellem hende og Dennis Jacob Rosenfeld om tilblivelsen af værket og dets tematikker.
Kl. 16: And the Rest is History
De historiske biografiers legen med det fiktive og det dokumentariske et populært greb i disse år. De tre tegneserieskabere Karoline Stjernfelt (”I morgen bliver bedre”), Thit Bitsch (”Den lille djævel”) og Sidsel Mørch (”Rids – En fortælling om Gustaf Munch-Petersen”) beskæftiger sig alle med netop denne genre, også kaldet exofiktion. Hvordan balancerer man autenticiteten overfor den gode historie i sådanne værker? Dette er blandt de spørgsmål, der udforskes på scenen med Dennis Jacob Rosenfeld som moderator.
Søndag
Kl. 11: Bliv kongerigets største Spider-Man ekspert
Endelig får du mulighed for at bruge al din Spider-Man trivia til noget fornuftigt. Dennis Jacob Rosenfeld er den veloplagte quizvært.
Kl. 12: Spider-Man i tykt og tyndt – de største øjeblikke
Et knivskarpt panel bestående af “Marvel” Morten Søndergård, Matthias Wivel og Karoline Stjernfelt taler om de største øjeblikke med Spider-man
Kl 13: Nofret – en ægyptisk tegneseriedronning takker af
Det sidste album med Nofret: ”Tutankhamon”, udkom i foråret 2022. Nofrets skaber, Sussi Bech, kan opleves på scenen i samtale med ægyptolog Rune Olsen om arbejdet med den historiske serie, som nu er kommet til vejs ende efter hele 36 år.
Kl. 14: En tegnet guide til (under)livet
Debutant, Line Nordskjold, taler med Nummer 9’s egen Charlotte Fabricius (Feminichen) om Nordskjolds ”Under livet”; en hybrid mellem computerspil og tegneserie, der tager livtag med mange af de svære ting i livet. Menstruation, skrukhed og overgangsalder. Forelskelse, skilsmisse og død.
Kl. 16.00: Patrick & Shelley Block
Disneytegner Patrick Block og Disneyforfatter Shelley Block laver en publikums- involverende Comics Creation workshop.
Tegnevæg med manuskript af Peter Snejbjerg.
Tegnevæggen er i gang alle tre dage, og i år har Peter Snejbjerg skrevet manuskript til en samlet fortælling som adskillige tegnere vil arbejde på under hele weekenden. Disse tegnere bidrager i år: Mari Ahokoivu, Sussi Bech, Thit Bitsch, Ursula Blix, Rasmus Bregnhøi, Simon Bukhave, Ole Comoll, Mette Ehlers, Bjørk Mathias Friis, Tatiana Goldberg, Christoffer Hammer, Heidi Holmeå, Rasmus Julius, Jan Kjær, Ina Korneliussen, Anna Kornum, Jordi Lafebre, Silja Lin, Anne Mette Kærulf Lorentzen, Peter Madsen, Ingvild Marie Methi, Ingo Milton, Sidsel Mørch, Martin Flink, Kim Svarer, Line Nordskjold, Zelina Ozol, Simon Petersen, Erik Petri, Maria Prohazka, Rune Ryberg, Palle Schmidt, Stine Spedsbjerg,Brian Dall Schyth, Teddy Kristiansen, Christian Skovgaard, Jon Skræntskov, Karoline Stjernfelt, Angelica Inigo Sørensen, Søren Maarbjerg Thomsen, Thomas Thorhauge, Cecilie ”Q” Maintz Thorsen og Frederikke Tornager.
Artist Alley samler en masse tegnere, der løbende kan træffes til en snak og Forlaget Faraos Cigarer/Fahrenheit, Galleri Disneyana+, Forlaget Forlæns, Forlaget Gladiator, The Animation workshop har stande og udstillinger omkring eller i nærheden af Comics Scenen.
Tegneserier i det fri
Ud over aktiviteterne på Bogforum Comics er der også andre tegneserierelaterede stande og begivenheder spredt ud i resten af Bella Center. Her er et udpluk
Eudor Comics, Forlaget Afart og Forlaget Cobolt, har egne stande med løbende aktiviteter i området ”Børnebogforum”. Forlaget Cobolt har desuden en stand i den store hal C
Events
Lars Kramhøft taler om den skjulte ulighed
Lars Kramhøft, der er aktuel med tegneserien “Husvild”, i samtale med Zissel Astrid Kjertum-Mohr og Glenn Bech om den skjulte ulighed. Det er lørdag på Bellascenen kl. 14.30
Youtuber og Superhelt
Youtuberen Simon Langhoff aka. Flamesman1 og Mads Ellegård Skovbakke interviewes om deres tegneserie ”Flamesman1 – Doktor Skum.” Hør, hvordan det er at være både Youtuber og superhelt, og hvordan man tegner superhelte. Det er Fredag kl 14.55 på Børnescenen.
Wulffmorgenthaler om Wulffmorgenthaler
Hør Anders Morgenthaler og Mikael Wulff i samtale om deres populære tegneserie-stribe. Der sker i JP/Politikens forlags stand fredag kl. 15.20.
Bemærk at tider og programpunkter kan ændre sig.