Havet
De fleste med teenagere i hjemmet kan nok skrive under på Ulrich Hoffs indledende ord om at ”uorden er et grundvilkår” fra efterskriftet til Havet. Det er bare ikke altid så let at gøre noget ved, hverken i det virkelige liv eller i fiktionens verden. Heller ikke for Lene og hendes søn, André, følger der orden med, selv om det er formålet med at skifte bopæl til Lyngø.
Lene flytter netop med sin søn fra Aarhus til Lyngø for at skabe ro og orden i deres liv. 12-årige André er alt andet end begejstret. Overfor moren pakkes det mest ind i tavshed og murren, overfor gamervennerne kommer det direkte til udtryk: ”Her er fucking nederen. Jeg vil bare hjem til Aarhus”.
Det er dog svært for hende at få kontakt til sin tavse søn gennem hans panser af SoMe, ungdomstristesse og vrede over at være blevet tvunget ud på en tyndt befolket ø. Det er da også lidt svært at se, hvad Lenes plan var ift. sønnen, der åbenlyst mistrives fra første øjeblik på Lyngø. Lene har sit arbejde på Aarhus Universitet som holdepunkt, ligesom hun ivrigt surfer i sin fritid. André derimod gider hverken spille fodbold, surfe eller bare gå en tur og nyde naturen. Hurtigt bliver man som læser frustreret over, hvor lidt blik Lene har for, at hun er i gang med et projekt, der kun er hendes eget og ikke på nogen måde involverer den ensomme og på Lyngø venneløse André.
Til gengæld får Lene nærkontakt til Hans, en af de lokale, der ligeledes er enlig forælder. Igennem ham får hun dækket både et socialt behov og kan dele de svære tanker om at være enlig og nogle gange utilstrækkelig forælder. Hans overvejer at flytte fra øen for at komme videre i sit liv, hvor Lene omvendt netop har søgt mod Lyngø med det samme mål. Langt hen ad vejen er det dog kun hendes egne behov og interesser, der har dikteret kursen mod det lille øsamfund.
Overfor Hans siger hun det direkte: ”Jeg ved, at jeg har gjort André rigtig ked af det. Men vi kan jo heller ikke leve på en måde, der gør os ulykkelige.” Det er vel for de fleste forældre en balancegang, der for Lenes vedkommende er tippet over til hendes fordel fremfor sønnens. Hun har åbenlyst prioriteret egne interesser og behov på bekostning af Andrés. Igen og igen ser man hende surfe ivrigt i bølgerne omkring øen. Tilsyneladende det eneste, der gør hende rigtig glad.
Selve historien er ikke en hyggespreder til en mørk efterårsaften. Tværtimod. Nissen flytter med fra Aarhus, så den ro og stabilitet, Lene på sin lille families vegne søger på Lyngø, den finder hun ikke. Og godt nok er hun glad for havet både i kraft af surfing og sin forskning i dets evne til at optage CO2, men tidligt får hun også en advarsel fra den lokale købmand om, at hun skal passe på det, da det kan være lunefuldt. Det sidste fornemmer man allerede på forsidens ildevarslende skumsprøjt.
Uordenen og mørket presser sig på i fortællingen og fysisk på siderne. Havet er sort-hvid socialrealisme med en overvægt af sort(syn) både på siderne og i sindet på Lene og hendes søn. Der er også noget mystisk omkring Andrés far, der først mod slutningen begynder at komme klarhed over. Forsiden er et Gustave Doré-agtigt hav i oprør, hvor det er svært at se, hvor vandet slutter og himlen begynder. Indeni bliver tegnestilen enklere.
Kim Larsen har en fin realistisk streg med masser af sorte flader og tegner lydefrit huse, biler og mennesker uden de store dikkedarer. Indimellem bliver det lidt statisk, men omvendt er de ordløse og gentagne sekvenser, hvor Lene surfer, egentlig de mindst interessante. Derimod er spillet imellem personerne levende, både hvad angår tekst og tegninger. Persongalleriet er sparsomt, men træder tydeligt frem og Larsen er nænsom i gengivelsen af de ansigtsudtryk, der ofte understøtter og uddyber Jan Egesborgs tekst.
Det hele bliver lidt dystert og mørkt i Havet, men som Ulrich Hoff afslutningsvis forklarer i efterskriftet, kan mennesket i bedste fald ”lære at navigere de stadigt voksende bølger af uorden, som konstant slår ind over os”. Således er Havet en fiktionalisering af termodynamikkens anden hovedsætning. Hvis orden etableres ét sted, så vil det være på bekostning af uorden et andet sted.
Derfor må Lenes projekt ud fra den betragtning nødvendigvis være dømt til at fejle på forhånd. Kan man leve med den præmis og Lenes åbenlyse mangel på empati i forhold til sin søn, så er Egesborg, Larsen og Hoffs Havet en dyster lille fortælling om den evige uorden. Så må vi andre bare være glade, når det roder på teenageværelset, for ellers ville det bare rykke et andet sted hen.
