Den danske horrortegneserie “Fordærvet” af Lars Kramhøft og Tom Kristensen er på vej til det store udland. De to har i samarbejde med det amerikanske forlag startet en crowdfunding-kampagne for at få drømmen om USA til at gå i opfyldelse. Vi har interviewet de to.
“Made Flesh”, som tegneseriens engelske titel er, udkom først som selvudgivelse. Dengang var sproget engelsk, og dermed var ambitionerne om det store udland allerede til stede. Senere udkom den grusomme fortælling så på dansk under titlen “Fordærvet”. Men de to herrer er slet ikke færdige med at rulle deres værk ud, og nu er de kommet i stald hos det amerikanske forlag Evil Jester.
For kort tid siden havde Thomas Mikkelsen og Michael Magnus Nybrandt stort held med at crowdfunde deres graphic novel “Dreams in thin Air” via Kickstarter, og der er i det hele taget en voksende tendens inden for alle kunstformer. Deriblandt naturligvis tegneserien. Kristensen og Kramhøft har dog valgt et alternativ til Kickstarter, nemlig Indiegogo.
Vi har talt med Lars og Tom om det ambitiøse projekt.
“Made Flesh” er allerede udkommet herhjemme på både dansk og engelsk. Nu ruller I den så for alvor ud internationalt. I har et forlag i Evil Jester, men der er alligevel brug for lidt ekstra i kassen. Hvad er baggrunden for det? Er det limousine-ture i LA, I skal bruge penge til?
Tom: Grunden til fundraiserkampagnen på Indiegogo er, at EJC er et lille forlag, som hidtil kun har udgivet prosabøger, men som nu har slået sig på tegneserierne, så deres pengepung rækker ikke til at udgive en graphic novel i fuld farve og forhåbentligt hardcover. Så pengene går udelukkende til at få bogen trykt.
Har det hele tiden været planen, at Made Flesh skulle ud på det amerikanske marked? Udstyret ligner jo til forveksling en tegneserie i amerikansk format. Er det den store drøm om udlandet, I vil udleve her?
Lars: Well, du taler om at udleve en eller anden drøm …. jeg er blevet skeptisk over for drømme. Har lige siddet og læst Hunter S. Thompsons råd om at leve et meningsfuldt liv – han siger, vær varsom med mål, søg i stedet en måde at leve på.
Tom: Den store drøm om udlandet er der da, men det er ikke kun med Made Flesh. Den er forhåbentligt begyndelsen. Det først skridt. Vi ved godt, det kommer til at tage tid og hårdt arbejde, men vi er indstillet på at det er vejen frem.
Lars: Når man bruger så meget tid og energi på at lave noget godt, er det ærgerligt at være begrænset af noget så arbitrært som et sprogområde. Jeg vil gerne kunne dele det jeg laver med så mange som muligt, og derfor er det vigtigt for mig at komme ud i USA.
Ordet på gaden siger, at I allerede er i gang med en til stor horrortegneserie?
Tom: Ja, vi er i gang med en længere tegneserie som hedder ”Hellbent”, eller ”Fandenivoldsk” på dansk. Det bliver en tour de force med romantik, horror, action og splat. Den bliver noget mere strømlinet i stregen end ”Made Flesh” og noget sjovere i fortællingen. Vi håber dog at kunne balancere det sjove med det alvorlige.
Lars: Hvor Made Flesh var meget dyster og baseret meget på spiritualitet og film og bøger, så er “Hellbent” primært inspireret af musik. Den bliver rock and roll. En sjov, action-fyldt tegneserie. Jeg har virkelig bestræbt mig på at fylde nogle helt gale ting i den, som jeg håber Tom får det sjovt med at tegne, og som det bliver fedt at se.
Tom:.Vi har brugt det meste af ugen på manus og layouts til ”Hellbent”, og det bliver rigtigt fedt.
Kan I sige lidt om, hvordan I fandt sammen med Evil Jester?
Tom: Vi havde browset lidt efter et forlag som vi mente kunne passe til ”Made Flesh”, og faldt over Evil Jester Comics. De havde ikke udgivet så mange tegneserier, men dem de havde udgivet var af en høj kvalitet. Desuden synes vi profilen passede fint til en horror graphic novel, så vi sendte MF til dem, og de sagde ja ret meget med det samme.
Lars: Jeg havde faktisk skrevet sammen med redaktøren på forhånd om at lave noget sammen med dem. Da Made Flesh var færdig sendte vi den til dem, og de sagde ja med det samme.
Hvis I skal pitche jer selv og jeres crowdfunding kampagne til Nummer9s læsere, hvad ville I så sige? Sig noget sejt, der får Dankortet op af lommen på folk.
Lars: Vi har knoklet røven ud af bukserne for “Made Flesh” – jeg ved ikke om jeg har nævnt det, men den eneste grund til jeg ikke røg på kontanthjælp mens vi lavede den var, at der kom legat ind præcis den dag, jeg havde været nede på kommunen og hente papirerne. Efter at have selvudgivet “Made Flesh” oprindeligt var jeg faktisk på kontanthjælp i en måned, fordi det havde ruineret mig. Så tro mig, det her handler ikke om at vi stikker pengene i lommen. Det handler om at få taget det kæmpe skridt som det er at komme over dammen og ind i et land/på et marked hvor der er en reel fremtid i det her. Jeg har satset alt på den kreative vej, jeg har ingen plan B, jeg skriver som om mit liv afhang af det, for det gør det faktisk, og jeg vil give det TI FOLD igen uden at få så meget som en krone ud af det selv – hvis folk viser mig, de vil have det – og det er nu de skal vise det. Hvis folk bakker op om det her og viser, at de ligesom os tror på noget, der er godt, ægte, lavet med integritet og ikke bare for at tjene penge
Tom: Hvis du støtter os, så lover vi at blive ved at lave tegneserier. Jeg kan også godt love, at vi bliver ved med det alligevel, men det vil hjælpe os en hel del og give os et dejligt skulderklap med på vejen, forhåbentligt hele vejen over Atlanten. Som Lars siger, så er det jo ikke for pengenes skyld, men fordi vi synes det er fedt, og det håber jeg også afspejles i de ting vi laver.
Lars: Min pointe er bare – vis os at I ligesom os vil se det her ske – og at I tror på at det kan lade sig gøre at lave noget totalt vildt selv her i Danmark!
Læs mere om Kramhøft og Kristensens crowdfunding-projekt på Indiegogo.