Årets hovednavn, Art Spiegelman, trak mange besøgende.
Den netop afholdte Copenhagen Comics var en stor succes, oplyser formand for Copenhagen Comics, Steffen Rayburn-Maarup i en pressemeddelelse:
– Copenhagen Comics 2015 var en dundrende succes. 4.873 besøgende lagde vejen forbi Øksnehallen, en opgang på 33% i forhold til forrige festival.
Som arrangement var Copenhagen Comics også større end sædvanlig. Flere udstillinger, flere paneldiskussioner, flere stande og flere tegnere, skønt det har været debatteret om der var for få hovednavne på årets festival. Børne/unge-satsningen gav også pote:
– Årets fokus på børn og unge var også en succes, med et velbesøgt børneområde under hele festivalen. Alle workshops var fuldt belagte, overalt sad børn og voksne og tegnede, og nye installationer som den fuldautomatiske portrætrobot og Zinesboden var i gang nonstop, siger Steffen Rayburn-Maarup.
Bestyrelsen har endnu ikke taget stilling til om næste ombæring af Copenhagen Comics bliver i 2016 eller 17.
Pauseunderholdning til Pingprisen: Mikkel Sommer og Signe Parkins tegner til levende musik.
Også succes hos Pingprisen og Forskningsfredag
Afviklingen af Pingprisen lørdag aften er også evalueret med tilfredshed:
– På trods af at Anders Lund Madsen i sidste øjeblik meldte afbud, fik vi en lidt anderledes men ligeså festlig aften med Nicolas Bro, der jo er dedikeret tegneserie-fanboy, siger Ida Dybdahl fra Pingteamet.
– Med lidt over 350 billetter spredt ud over officielle internationale gæster og danske tegneseriefans, var Pingfesten velbesøgt og vildt hyggelig. Både Halfdan Pisket, der vandt prisen for bedste danske tegneserie og Eva Stenby, der modtog æresprisen på vegne af sin far, Arne Stenby – der jo desværre gik bort kort før festen – holdt meget rørende takketaler, som prægede festen på en meget fin måde.
Dansk Tegneserieråd forestod igen CoCos fredagskonference på Københavns Universitet, og også her mærkede man det store fremmøde. CoCo- og Dansk Tegneserierådbestyrelsesmedlem Marianne Eskebæk, der var hovedkoordinator på projektet, fremhæver især fremmødet af unge som en succes.
– Vi synes selv vi havde lavet et fornuftigt program, der fint vekslede mellem det decideret akademiske på den ene side og mere praktiske ting som indslaget om grafisk facilitering og artist talk med Halfdan Pisket på den anden. På trods af grundlovsdag var mange studerende tilstede, og man fornemmede at det langt fra var alle gæster, der kom inde fra miljøet.
Forskningsfredag: Christoffer Zieler i samtale med Pingvinder Halfdan Pisket om ‘Desertør’
Fotos: Thomas Thorhauge