I tegneseriebutikken Faraos Cigarers fortsatte række af signeringsarrangementer slås dørene fredag den 1. juni op for den britiske tegner Barry Kitson, der som noget temmelig unikt har sagt ja til at hilse på og tegne for sine danske fans fra kl. 11.00 og indtil butikken lukker kl. 18.00.
Kitson er i det hele taget ikke karrig i mødet med sine fans, og leverer efter sigende ikke blot head sketches men også fuldt forarbejdede tusch- og akvareltegninger efter ønske – og modsat mange af sine amerikanske kollegaer gør han det aldeles kvit og frit. Numre til signeringskøen vil blive uddelt efter først-til-mølle-princippet i Faraos Cigarers tegneserieafdeling, Skindergade 27, fra kl. 11 på dagen.
Barry Kitson begyndte sin karriere som tegner på den britiske udgave af Marvels Spider-Man og leverede desuden adskillige bidrag til det hæderkronede gamle magasin 2000 A.D., hvor han illustrerede manuskripter af bl.a. Peter Milligan og Grant Morrison. Hans eminente håndværk bragte ham snart i søgelyset hos den amerikanske forlagsgigant DC Comics, for hvem han i 2004 var med til at relancere superheltekollektivet Legion of Superheroes.
I 2007 skiftede Kitson til det konkurrerende forlag Marvel, der siden har nydt godt af hans talent i form af en lang række livtag med forlagets største ikoner som fx Fantastic Four og Iron Man. Det var også Kitson, der illustrerede det meget omtalte nummer af The Amazing Spider-Man fra 2009, hvor figuren af samme navn møder USAs nyvalgte præsident Barack Obama.