I torsdags genåbnede Storm P.-museet på Frederiksberg efter et lille halvt års renovation og sikring af bygningen. Museet byder i den anledning på udstillingen First Class, hvor otte danske kulturpersonligheder har udvalgt værker til visning.
Udstillingen åbnedes af Kulturminister Uffe Elbæk og fik samtidig ord med på vejen fra Frederiksbergs borgmester Jørgen Glenthøj og en repræsentant for A.P. Møller og hustru Chastine Mc-Kinney Møllers fond, der har bekostet ombygningen. En stor dag for museet, der siden Iben Overgaard i 2010 tiltrådte som ny leder, har været i gang med en omfattende opdatering og konsolidering af museet som tidssvarende kulturinstitution.
Det er bl.a. sket ved et storstilet digitaliseringsinitiativ betalt af Frederiksberg kommunes digitaliseringspulje, der betyder, at 33.000 tegninger fra museets samling nu forefindes i digital form. Dertil kommer en ny hjemmeside og udvidelse af museets kontorer til en tilstødende bygning, hvilket har muliggjort, at to ekstra rum på førstesalen nu kan fungere som udstillingslokaler.
Planen er nu, at museet løbende skal præsentere særudstillinger i stueetagen, mens førstesalen viser et udvalg af den permanente samling af tegninger, malerier og selvfølgelig Storm P.s rekonstruerede arbejdsværelse og pibesamling.
Særligt interessant for tegneseriedanmark er det endvidere, at museet i samme åndedræt har redefineret sig selv bredere og således også ønsker at favne humor- og satire mere generelt. Herunder sorterer ligeledes tegneserien i et vist omfang, og museet ligger i den forbindelse i forhandlinger med Tegneseriemuseet i Danmark og Dansk tegneserieråd om at overtage dele af førstnævntes samling.
Udstillingen First Class viser værker udvalgt af Jytte Abildstrøm, Martin Bigum, Lars Bukdahl, Peter Gantzler, Anne Marie Helger, Per Kirkeby, Anders Lund Madsen og Johannes Møllehave og er åben til 21. oktober.
I anledning af museets åbning udsendes endvidere bogen Plakatfuld, der katalogiserer Storm P.s beskedne, men interessante produktion af plakater, med tekst af Peter Michael Hornung.