Under-Danmark: Nu med clickbait! Det nye år er over os, og det synes umuligt at bevæge sig rundt på internettet uden at overvældes af diætkultur og tomme vægttabsløfter – ikke engang Nummer 9 kan sige sig fri. Eller hvad…?
UNDER-DANMARK er Nummer 9s månedlige blog om small press, zines & undergrundsblade med tegneserier, skrevet af forlægger Paw Mathiasen og tegneserieskaber Lars Kramhøft.
Gys er godt og gys er sundt. Det minder et af denne måneds blade, Healthy Horror, os om. Og faktisk viser undersøgelser*, at det både kan have have en afstressende effekt samt øge kalorieforbrændingen at se horrorfilm. Og da starten på et nyt år traditionelt også er sæson for nytårsforsætter og slankekure, er det store spørgsmål på alles læber selvfølgelig: Virker det også med (horror)tegneserier?
Det har Under-Danmarks frygtløse reportere sat sig for at finde ud af ved at vurdere en række nye, danske horror-tegneserier fra undergrunden, ud fra det eneste rimelige kriterium for grafisk fortællekunst, nemlig: Kan den hjælpe os med at tabe os???
I stedet for Nummer 9s traditionelle karaktersystem, vil de følgende blade derfor blive vurderet ud fra antal kalorier forbrændt** under læsningen!
HEALTHY HORROR
Af Crowcore, Embryu & Josephine
(henholdsvis: @crowcore, @embryum og @twin_artist_)
Selvudgivet
Sidetal ukendt, A5, farver
Healthy Horror er et lille antologihæfte i høj kvalitet fra tre meget professionelle skabere (alle tre har gået på grafisk fortælling i Viborg). Historierne er forskellige og spænder bredt: I Purgatory part 1 bevæger vi os på få sider fra pastelfarvet manga til noget der minder om internettets mørke hjørner, computerspillet Silent Hill og creepypastas. Der er gotisk uhygge i den elegante, sepiatonede House, slikfarvet selvskade i Candy gore, og en fin lille hævnfortælling i form af den elegante en-sides Dinner, som viser hvor meget man kan udfolde på bare en side. Vi kommer også omkring den historiske sag om englemagersken Dagmar Overbye.
Kalorier forbrændt: ca. 785
CURIOSITIES
Af Lauge Eilsøe Madsen
Selvudgivet (men fås via forlaget Afkom)
Sidetal ukendt, A5, S/H
Lauge Eilsøe Madsen fortsætter sin kærlighedsaffære med H. P. Lovecraft, men løfter sig tegnemæssigt gevaldigt siden sin sidste udgivelse. Hans nyeste blad, Curiosities, består af et bestiarium med enkeltstående illustrationer af monstre og tre små sekventielle forløb. Grafisk er vi i lidt samme boldgade som Asbjørn Skou, som læsere muligvis vil huske for I Tusmørkets Tid, og så er det ellers Lovecraft mythos med kosmisk horror drivende ned ad siderne, så det løber om kap med blækket som Lauge gavmildt og ekspressivt slynger ud over panelerne.
Kalorier forbrændt: ∞
HUN-ULV VARULV
Af Peter Keller Hansen
Sidetal: Ukendt, B5, S/H
Peter Keller Hansen har hverken hjemmeside eller Instagram, og ud over bidrag til antologien Satankulten på Anholt kender vi faktisk intet til ham. Han er altså en ægte kulttegner!
I Hun-Ulv Varulv tager Peter os med til Californien i 70’erne, hvor en ung kvinde med mystiske kræfter tages til fange af en satanistisk kult ledet af krigerpræsten Langor. Hun har dog skjulte kræfter som skal vise sig at komme hende til god gavn! Hun-Ulv Varulv vækker mindelser om periodens low-budget exploitation-horror a la Roger Corman og Herschell Gordon Lewis, mens vi grafisk befinder os et sted mellem Johan Nørgaard Pedersen og Ben Marra; altså lidt stift og til tider naivt, men ganske veloplagt hærg!
Kalorier forbrændt: 666
ZINE
Af Nanna Anna
Selvudgivet
Kontakt: @nannaelskerdig
Sidetal ukendt, A5, S/H
Nanna Anna er en 22-årig tegner der debuterer med et blad med den enkle titel Zine. Det indeholder tre små historier og viser et flot spænd i stilarter. I den første historie forstyrrer en dæmonisk cowboy den landlige idyl, i den anden får vi et drømmende, symbolladet billeddigt og i den tredje historien om fortællerens første arbejde og et decideret traumatiserende møde med mandlige chefer, der bogstaveligt talt fremstilles som svin. Alle tre historier er vellykkede på hver deres måde, og Nanna Anna demonstrerer på lovende vis at hun som ny, ung tegneserieskaber har mange tangenter at spille på.
Kalorier forbrændt: 834 5/8
SLAGTESVINET XIII
Af Peder Riis
Sidetal ukendt, A4, S/H
Vi slutter også i afdelingen med svin. I den ustoppelige Peder Riis’ old school hyldest Slagtesvinet er den Jason Vorhees-agtige morder nemlig et svin der slagter mennesker! De udpenslede scener er overdrevne og splattede på den helt rigtige måde, og tilmed er Slagtesvinet rent tegnemæssigt faktisk et klart step up for Peder Riis. Titlens nummer – XIII – er selvfølgelig et indforstået nik til slasherfilm med mange sequels, men Peder skal bare fyre op for noget mere svin – vi er klar!
Kalorier forbrændt: CMXII
Hvis du kunne tænke dig at få dit blad anmeldt på Under-Danmark, så send en mail til Lars1284@gmail.com. Bemærk: Under-Danmark er for små, uafhængige udgivelser der normalt ikke bliver anmeldt andre steder. Med andre ord: Etablerede forlag skal holde sig væk!
*Regel nummer 1: Artikler om vægttab, der bruger sætningen ‘undersøgelser viser at…’ har aldrig ret. [red.]
**Redaktionen fraskriver sig ethvert ansvar for akkuratessen af disse resultater. [red.]