Under-Danmark er taget i felten for at interviewe the one, the only: Johan Nørgaard Pedersen!
Johan Pedersen er en ener i dansk tegneserie. Med et sted mellem 80-90 selvudgivne albums om den hårdkogte Chicago-strømer og antihelt, Bill Nash, under bæltet, samt første nummer i den helt nye fly-serie Only Angels Got Wings, der netop er udkommet, er den 44-årige viborgenser lidt af en institution.
Only Angels Got Wings vender vi tilbage til sidst i interviewet, Nu sætter Under-Danmark sig først ind på passagersædet i Bill Nashs Ford Galaxy 500 LTD fra 1973 (den samme bilmodel som Michael Douglas kører i San Franciscos gader og Clint Eastwood i Dirty Harry går Amok ), og tager en tur omkring Pedersens inspirationskilder, arbejdsmetode og forhold til tidens fremherskende politiske korrekthed i tegneserier.
Der står nostalgi på køreplanen, men også uforfalsket og inspirerende kærlighed til tegneserieformen, så spænd sikkerhedsselen – det bliver med hundrede procents sikkerhed forbudt for børn under 15!
Fra Viborg til Chicago
Hvor og hvornår er du født?
Jeg er født i 1978 her i Viborg, er også opvokset her i byen og har boet her hele mit liv.
Kan du give os et billede af din barndom og opvækst i Viborg?
Jeg vil sige det var en opvækst i et middelklasse-hjem, utroligt rart og harmonisk. Ikke specielt eventyragtigt eller med rejser nogen steder hen. Rejserne foregik igennem tegneserier og meget tv. Men en varm og tryg opvækst.
Hvordan og hvornår kommer tegneserierne og de action-film der så tydeligt har inspireret Bill Nash, ind i dit liv? Hvor fandt du tegneserier/blev eksponeret for filmene?
Actionfilm kom tidligt. Mest på tv, var sjældent i biografen pga. økonomien. Lidt senere, som tidlig teenager, kom tegneserier og flittige besøg på det lokale bibliotek og Bogcentralen i byen. Især tre serier gav mig rigtig lysten til at tegne efter Tintin i hvert fald: Agent X9, McCord og især Al & Brock. Bogcentralen og Statoils videocenter var guld værd i min barndom.
Hvilke titler havde Statoil den gang? Du må nærmest have været med fra VHS’ens barndom, så vidt jeg kan regne ud. For slet ikke at tale om at udvalget af serieblade må have set helt anderledes ud?
Bagbutikken var jo en hel væg med Charles Bronson VHS-film, Clint Eastwood og Burt Reynolds. Det var meget politifilm som Dirty Harry, En mand ser rødt og “ nye film” som The Presidio og De red mod nord og alt i tv-krimier.
Det var en gylden tid for serieblade men bestemt også for albums. Alle steder på busterminaler, bladkiosker, og selv hos bageren havde de karruseller med tegneseriealbums og lommeserier.
Jeg tror netop dét du beskriver der er nostalgisk for mange tegneserielæsere. Men hvad fik dig til at tegne selv?
Jeg tror meget det var lommeserierne i starten, der gav mig lysten til at tegne. De kunne skabe stemninger og action og havde mange forskellige stilarter.
Så lommeserierne var med mange forskellige tegnere? Kan du give nogle eksempler?
Der var jo mange, der var anonyme. Men jeg fandt senere ud af, at jeg holdt meget af Ian Kennedy og Francesco Verola. Jeg tror også, at Hugo Pratt var inde over og måske også Repetto.
Rebel & antihelt
Hvordan og hvornår startede serien om Bill Nash så? Lavede du andre serier før Nash?
Jeg havde prøvet lidt med andre serier før, og bla. en fan-art af Al & Brock pga. deres lækre biljagter og Buck Danny pga. af de smukke fly. Jeg lavede to serier, John Field, og en anden der hed Colt. Men det var ikke noget, jeg lavede længe. I 1994/95 lavede jeg Bill Nash som en hyldest til tv-serierne New York Blues og San Franciscos gader. Og faktisk skulle Bill Nash have foregået i San Francisco, men jeg kunne ikke få bakkerne lavet på en måde, så jeg brød mig om det.
Hvad var det så, der var så fedt ved f.eks. New York Blues og San Franciscos gader, at du måtte lave din egen version? Og hvad er det for en type figur, Bill Nash er?
Bill Nash er jo en rebel og antihelt, og det gjorde måske, jeg kunne lave ting man ikke kunne eller noget jeg drømte om. En mere spænende hverdag eller leve i et mere farligt og nervepirrende univers. En dagdrøm på papir. At afreagere og udleve spændende oplevelser og sager og leve i en tid, der for længst er forbi.
Hvor kommer inspirationen til navnet Bill Nash (vinder-spørgsmål fra Facebook – tak til Asmus Helms!)?
Bill Nash kommer af flere ting. Efternavnet stammer fra kunstneren Jørgen Nash og “ havfruemordet” på tv, jeg så for mange år siden. Han blev beskyldt (tror jeg) for at have savet hovedet af den lille havfrue. Der blev sagt, at “ Nash havde myrdet en fiktiv person”, og så tænkte jeg, at det gjorde min antihelt jo også. Jeg tror, at Bill kom fra daværende præsident Bill Clinton, da han holdt af damer og bluesmusik.
Improviserede historier
Jeg ved du bruger en ret unik arbejdsmetode når du tegner. Kan du beskrive din metode for læserne og fortælle, hvordan du fandt frem til den?
Jeg laver aldrig skitser eller tegner en sekvens op. De sider er opbygget af A4-tegninger, som bliver sat sammen på plancher, efter de er blevet formindsket. Historierne er alle improviserede, ligesom tegningerne også er til dels. Men mange er jo hyldester til “De tre vise mænd”: Alex Raymond, Al Williamson og John Prentice. Meget af det er jo simpelthen, fordi jeg ikke vidste, hvordan jeg kunne lave det anderledes. Og senere har jeg også fundet ud af, at jeg arbejder nemmest på denne måde.
Hvad mener du med hyldester?
Jeg vil næsten påstå, at hvis jeg ikke have kendt til hverken McCord, Rip Kirby eller Agent Corrigan, havde jeg aldrig rigtigt begyndt at lave tegneserier. Jeg har altid beundret dem alle og villet lavet noget lige så smukt og cool som deres. Så det er simpelthen en ren beundring af deres stil og måde at se verden igennem deres stil og udtryk
Marie Dyekjær har farvelagt nogle af forsiderne til Bill Nash. Hvem er hun? Hvordan kom I til at arbejde sammen?
Marie mødte jeg på flere tegneseriemesser, og vi holdt meget af hinandens stil, så hun gjorde meget for mig med de to Nash-kopper og Nash t-shirten, som hun også skabte plus de forsider, hun farvelagde. Men vi faldt i snak på messerne og tænkte at prøve at arbejde lidt sammen.
Kan du forklare, hvor mange albums det er blevet til, og hvad der sker med nummereringen? Der er et eller andet mystisk ved det …
Det er meget mystisk med nummerering. Nogle albums, en ca. 5-10 stk. har jeg sprunget over, da ideerne var for dårlige, eller jeg simpelthen bare er gået videre til andre Nash-projekter. Og det er jo også meget irriterende for samlere og fans, og mange af de tidlige numre er også udsolgte og ikke blive optrykt foreløbigt. Og så er jeg næsten flov over de første i serien. Og føler også, at jeg burde have tegnet mindre og bedre fra starten. Kvalitet fremfor kvantitet.
Selvironien og sort humor har svære kår
Du er begyndt at lave Bill Nash på engelsk til læsere i USA. Hvordan er du nået så langt ud?
Jeg ligger meget ud på Instagram og er også blevet gode venner med Jim Rugg, som har besøgt Danmark og animationsskolen her i Viborg. Den støtte, han og Ed Piskor har givet mig på deres Youtube-kanal Cartoonist Kayfabe, har skabt en masse røre og omtale, så jeg har fået mange kontakter i USA og især Canada. I år vil jeg prøve at få nogle engelske udgaver af Bill Nash udgivet igennem New Friday Comics i Canada. Cartoonist Kayfabe netværker utroligt meget og godt imellem tegnere, fans og udgivere.
Apropos USA, så tales der jo meget om problematiske skildringer af kvinder i populærkulturen. Får du nogensinde kritik for al den vold og sex, der er i Bill Nash? Er det noget, du tænker over?
Både ja og nej. Jeg er ikke fortaler for censur eller politisk korrekthed. Jeg kan bestemt godt forstå, at nogle kvinder bliver frastødt af Nashs kvindesyn og hans måde at være på. Men det er op til læserne selv at være dommere.
Hvad er, i dine øjne, problemet med politisk korrekthed?
Politisk korrekthed er som udgangspunkt godt. I hvert fald udgangspunktet for 40-50 år siden. Men i dag er det næsten en form for skinger religion og meningstyranni. Folk sætter sig i en offerrolle for at skabe en slags magtplatform og bliver indignerede eller bitre over, at folk mener noget andet end dem selv. Og det er jo et paradoks, når mange politisk korrekte prædiker om mangfoldighed og diversitet.
Jeg kan da godt se, at f.eks. Torpedo 1936 eller Druuna ikke er i alles smag, men føler at det også bliver misforstået af de politisk korrekte og frelste, der hverken kan se grov humor eller læse imellem linjerne. Selvironien og sort humor har svære kår. Og jeg synes også, at de er utroligt sensitive og unuancerede år, der er nu. Selv Maus fik ikke en chance, og film som Det rabler for Rabbi Jacob, som er en film on anti-racisme og forståelse imellem folk og kulturer, er blevet forbudt på flere franske tv-kanaler for antisemitisme. Og det er endda en film skrevet og lavet af jøder selv. Jeg ved ikke, hvad det er for en verden vi lever i, når intet bliver debatteret, og alt der stiller spørgsmål til livet, mennesker og etik bare fjernes uden debat eller hensyn til, hvad meningen eller konteksten er. Jeg synes det er deprimerende. Ærlighed, åbenhed og især samtale og debat er livsvigtige for et demokrati. Og på papir!
Hvad betyder det for dig at lave Bill Nash? Jeg spørger, fordi der må være en enorm kærlighed til tegneseriens form, til karakteren eller universet, når man kan arbejde på en serie i så mange år og lave så mange albums i et land, hvor mange giver op når de finder ud af, hvor få penge der er i tegneserier.
Det betyder meget for mig at lave Bill Nash. Ikke økonomisk, men at hygge sig med noget, at se noget lykkedes, f.eks. en scene man har arbejdet på længe, at den fungerer. Komme ud på messer og se og tale med folk er også en fantastisk bonus og glæde for mig.
Du har lige udgivet det første nummer af en helt ny serie; Only Angels Got Wings! Hvad handler den om?
Kun engle har vinger-flyalbummet handler om to mænd, en franskmand – en bankrøver på flugt – og en italiener på flugt fra mafiaen, der har søgt tilflugt i den fiktive Latinamerikanske stat Santo Rico, der ligger højt oppe i Andesbjergene. Der arbejder de sammen som piloter med at flyve for lyssky fragtfirmaer, der flyver rundt med hemmelige laster i Latinamerikas afkroge. Min hyldest til filmen af samme navn og flytegneserier fra min barndom, som jeg elskede at læse.
Man kan finde Johan Pedersen på Instagram @Pedersenjohannørgaard hvor man også kan bestille både Bill Nash og Only Angels got wings.
JNP’S Tegneserie top-10:
Secret Agent Corrigan (Hammet/Raymond)
McCord (Bunker/Verola)
Al & Brock (Duchâteau/Denayer)
Mark Breton (Graton)
Luftens Ørne (Charlier/Uderzo/Jijé)
Buck Danny (Charlier/Hubinon)
Blueberry (Charlier/Giraud)
Jess Long (Tilieux/Piroton)
Partnerne (Richards/Brugman)
Bruno Brazil (Albert/Vance)
UNDER-DANMARK er Nummer 9s månedlige blog om small press, zines & undergrundsblade med tegneserier, skrevet af forlægger Paw Mathiasen og tegneserieskaber Lars Kramhøft.
Hvis du kunne tænke dig at få din udgivelse anmeldt i Under-Danmark, så send en mail til Lars1284@gmail.com. Bemærk: Under-Danmark er for små, uafhængige udgivelser der normalt ikke bliver anmeldt andre steder. Med andre ord: Etablerede forlag skal holde sig væk!
Del på
