Under-Danmark anmelder udgivelser fra det nærmest mytiske undergrundsforlag, der egentlig var gået til grunde.
En gang for længe, længe siden – det vil sige i 2008 – var der en podcast med titlen Ondskabens flydende vatikan – herefter forkortet OFV – hvor de tre gutter Peder Riis, Henning Larsen og Tore Sæderup snakkede om de tegneserier, Henning købte.
I 2010 blev podcasten til et decideret tegneserieforlag, som hen over en 10-årig periode udgav 15-20 antologier med bidrag fra en række mere eller mindre etablerede tegnere, bl.a. Patrick Leis, Rikke Loft og Tatiana Goldberg.
I 2021 lukkede OFV officielt på grund af mangel på materiale, hvilket jo så kunne forlede én til at tro, at historien slutter her. Men ukrudt forgår som bekendt ikke så let! Faktisk tyder alt på, at der stadig er liv i ondskaben …
I hvert fald i navnet. Det dukker nemlig stadig op på de danske tegneseriefestivaler. Og bag bordet, hvor bladende med OFVs karakteristiske logo sælges, finder man typisk de tre herrer Peter Meldgaard, Asger Grevil og grand old man & Under-Danmark kending Peder Riis. Mens Riis er lykkeligt selvlært, er både Grevil og Meldgaard studenter fra animationsskolen i Viborg, og bringer dermed en anderledes professionalisme til denne nye, mere uformelle inkarnation af OFV.
SILAS 1
S/H, 103 s.
Silas er fra 2014 og er altså egentlig et levn fra den gang, OFV stadig fungerede som forlag. Vi har valgt at medtage den alligevel, da den repræsenterer Asger Grevil, som nok må siges at være en af Danmarks mest underkendte tegnere. Han har gået på animationsskolen i Viborg, og det er til at se; han har både Cartoon Network og anime stående ud af begge ører.
Silas er første bind i en serie, der historiemæssigt nok lægger sig lige vel tæt op ad af især Adventure Time og deslige, men som ikke desto mindre er fuld af velfungerende actionscener og charmerende figurer. Allerede her er det altså tydeligt, at OFV med Grevil har fået fingrene i et nyt supervåben!
HUNDELIV
S/H, ingen sidetal
Hundeliv er en ”tegneseriejam”, hvor Riis, Grevil (nu med kunstnernavnet Foxcato) og Meldgaard (aka Pod) skiftes til at tegne en side uden nogen form for ”manuskript, kritisk sans eller kvalitetskontrol” (sic!). Det er funny-animals ramasjang i fri dressur om en antropomorf hund, der arbejder på kødbensfabrikken Vuff Howlberg, indtil fabrikken går konkurs, og han stikker af på eventyr med sin sekretær. De tre tegnere har tydeligvis haft en fest, og det skinner igennem. Det hele er meget løst, meget energisk – og meget fjollet.
SKYGGERNES KRAFT
S/H, ingen sidetal
I Skyggernes Kraft fra 2021 ”jammer” d’herrer igen. Denne gang er det Grevil og Riis der har tegnet med blyant, hvorefter Peter Meldgaard har svunget penslen. Det er noget nær den ideelle arbejdsfordeling! Historien – endnu en funny animals historie i sword & sorcery regi a la Cerebus møder Jumbobog – står utrolig flot grafisk med Meldgaards kraftfulde penselstrøg og gråtoner.
KRONISK TURISME #1
S/H, 27 s.
Vi starter hvor vi sluttede, med en solo-udgivelse af Grevil/Foxcato, nu 8 år efter Silas #1. Vi befinder os i det samme nabolag både hvad angår stil og indhold; to venner, den ene en sort-snakkende øgle og den anden en … ja, det er faktisk ikke til at sige hvad den anden er, måske en frø eller en radise, men i hvert fald holder de to venner picnic på en kirkegård. De bliver forstyrret af et lille grædende spøgelse, og vips, så har de deres quest; nogen skal reddes. Det er ikke historien der er det vigtige, men derimod de mærkelige møder og situationer, der opstår under vejs. Som i Rick & Morty kan løjerne gå fra cute til mesterhak på 0,5, ligesom de traditionelle genretroper gerne får et skud kulsort humor. Hytte-is, anyone?
Under-Danmark konkluderer: Ondskaben flyder stadig kraftfuldt, og d’herrer Grevil, Meldgaard & ikke mindst Riis kan sagtens tage næste skridt opad hvad angår ambitionsniveauet!
Og så havde vi nær glemt det bedste ved OFV – deres blade kan nemlig købes … ingen steder! De har hverken webshop, bigcartel eller noget af alt det andet nymodens lort, så der er ikke andet for end at du, kære læser, må få røven i gear og vove dig ud næste gang der er tegneseriefestival i dit nabolag og se om du er heldig at få øje på vatikanets tre ypperstepræster!
Hvis du kunne tænke dig at få dit blad anmeldt på Under-Danmark, så send en mail til Lars1284@gmail.com. Bemærk: Under-Danmark er for små, uafhængige udgivelser der normalt ikke bliver anmeldt andre steder. Med andre ord: Etablerede forlag skal holde sig væk!