Lange bryster, uforløste traumer og feministiske fællesskaber. Femi-nichen dykker ned i nyere danske tegneserier, der handler om mødre og moderkroppe.
Ved et alfabetisk tilfælde har jeg de seneste tre års debutant-Pingpris-vindere stående på rad i mit private bibliotek. Høstrup, Jensen, Jetsmark. Ud over at have det til fælles, at de er prisbelønnede, skabt af kvinder og virkelig gode tegneserier, så fandt jeg et andet fællestræk: De handler om mødre og moderskab. Jojo, tænker du måske, Clara Jetsmarks har titlen My Dead Mother og Line Kjeldsen Jensens dagbogstegninger handler om livet på barsel, men Det rette element? Er det ikke noget med et gammel hus og skimmelsvamp og en ALS-diagnose? Jo, du har ret – men det vrimler også med mødre og modererfaringer i Line Høj Høstrups farverige univers.
Min opdagelse var affødt af en mindre omrokering i biblioteket, blandt andet for at skabe plads til det nyeste værk fra endnu en Pingpris-vindende kvinde, Signe Parkins’ GRØDE. Det er om noget en tegneserie – og ja, jeg synes, den kan læses som tegneserie, om end purister nok vil kalde det en kunstbog – der undersøger moderkroppe og moderskabserfaringer. Det er ingenlunde fremmede eller nye temaer for Parkins. Moderskab har fyldt en del i hendes tidligere værker, ikke mindst i Signe Parkins & Drawings og På den anden side (sidstnævnte sammen med Kamila Slocinska og Line Lisberg Refstrup). I GRØDE bliver moderkroppene i bogstaveligste forstand foldet ud.
Fra ‘GRØDE’ af Signe Parkins
Mødre på hjernen
En bekendelse: Jeg har moderskab på hjernen for tiden. Moderskabet og moderkroppen er allestedsnærværende for mig, også i min læsning af nyere danske tegneserier og tegnede værker. Måske ser jeg det særligt tydeligt, fordi jeg selv har et barn på vej. Dagen inden, jeg fik mit eksemplar af GRØDE ind ad døren, skrev jeg med en gammel studieveninde, der også er gravid. Hun er digter og kan udtrykke sig med ubegribelig præcision i sit billedsprog. “Det er lidt af et fuldtidsjob at være en krop som nogen bor i,” skrev hun til mig. Det er dén erfaring, Parkins udforsker i GRØDE.
Kvindekroppen og moderskabet har optaget Parkins fra de tidligste skitser til bogen og er forblevet de centrale temaer i det vildtvoksende og poetisk fabulerende værk, der også tager flere spor op fra sidste års Tusindfryd, hvor vi også blev præsenteret for idéen om kvinden som et hus. I GRØDE er kvinden ikke bare hus, hun er en ramme for barnet, for en fælles erfaring, for en kropslighed, der trækkes i langdrag. Rummeligheden er både opslidende og frigørende, fornemmer jeg på Parkins’ tegninger af kvinder med lange bryster og langt hår og lange ben, der fletter sig ind i hinanden og bygger en verden, der drejer sig om erfaringen af at være nogens datter og nogens mor.
Fra ‘GRØDE’ af Signe Parkins
Sære og besværlige kroppe
Og jeg mener altså også, at det er på spil i min debutant-række. Der er skrevet og sagt mange gode ting om Line Kjeldsen Jensens dagbogstegninger, både i deres oprindelige Instagram-form og i de nu to bog-værker, det er blevet til, så dem vil jeg ikke vie så meget plads her. Jensen, og hendes åndsfælle PernilleE, der også tegner om moderskab på Instagram, er del af en bølge af mommy-blogging i tegnet mikro-format, hvor den tegnede moderkrop kan udtrykke noget andet og ofte mere præcist end fotografier og tekst kan. Jensen og PernilleEs avatarers lange, flade bryster virker som det moderlige ophav til de vildtvoksende, megalange bryster, der kan bruges som et sæt ekstra hænder eller fødder, som Parkins tegner igen og igen i GRØDE.
Kropsdele, der får et eget liv, danner også rammen om den noget bøvlede moder-relation, der er på spil i Clara Jetsmarks mini-comic My Dead Mother. Den har jeg skrevet om før, så heller ikke den får meget plads her. Blot vil jeg minde om, at den skøre historie om at sørge over en moder, der både er væk og alt for nærværende, stadig findes derude og bestemt er læseværdig!
Fra ‘Det rette element’ af Line Høj Høstrup
Og det bringer os så til Line Høj Høstrups Det rette element, dette års Bedste danske debut. Historien om Ellen, hvis liv og drømme begynder at kollapse i takt med at hendes krop nedbrydes af ALS og hendes nyanskaffede hus bukker under for skimmelsvamp, vrimler med mødre og uforløste modertraumer. Ellens søster er selvvalgt solo-mor og både hun og Ellen har et kompliceret forhold til mindet om deres egen mor, der har taget livet af sig i en ung alder og tilsyneladende har haft svært ved at greje moderrollen og sine tabte ambitioner om at være sangerinde og skuespiller. Gennem forskellige perspektiver, flashbacks og drømmesekvenser udnytter Høstrup tegneseriemediet til at give et flertydigt billede af moderskab. Den dårlige mor danser i kælderen på Ellens forfaldne hus og har måske mere til fælles med Ellen, end nogen af dem vidste. Og søsteren skaber en familie for sin søn, der består af moster, bedstefar og et par nære veninder, i et forsøg på at gøre moderskabet anderledes end det, hun selv kommer af.
Fra ‘Det rette element’ af Line Høj Høstrup
Grusom optimisme
Hjulpet på vej af feministisk kulturteori kan man forstå børn som en art ’lykke-objekter’. Det er en af grundpillerne i det patriarkalske samfund: barnet, der symboliserer løftet om at slægten bæres videre, at historien vil fortsætte og at fremtiden er sikret. Sara Ahmed, en af mine teoretiske guruer, skriver i The Promise of Happiness, at barnet som lykke-objekt bliver en måde at rette subjekter mod heteroseksuel reproduktion og normative familieforhold. Dermed bliver et også et tabu, hvis barnet ikke bringer den lykke, der blev lovet. Det tabu udforsker Høstrup i historien om den dårlige mor, og det er også i høj grad på spil hos Jetsmarks teenage-hovedperson og i Jensens dagbogstegninger om frygten for ikke at slå til. Løftet om barnet som lykke-objekt kan nemlig, med kulturteoretiker Lauren Berlants udtryk, slå om i cruel optimism; noget, der lover lykke, men resulterer i det modsatte. Det kan man bryde med på forskellig vis – for eksempel ved, som Ellens søster, at gøre moderskabet i en anden konstellation end den heteroseksuelle kernefamilie. Eller ved, som Jensen og Parkins gør, at udforske flere forskellige sider af moderskabet og den kropslige erfaring af at give liv til et andet menneske, uden på forhånd at dømme nogen eller noget ude.
I efterordet til GRØDE skriver kunsthistoriker Rebekka Laugesen om Parkins’ arbejde med at fremstille moderkroppe som forbundne og fejlagtige på måder, der ikke er forkerte. Ved at lade sine fejl blive stående på papiret og integrere dem i tegningerne, snarere end at viske dem ud, lader Parkins det fejlbarlige være en del af moderskabets mest intime erfaring. Det er ikke det perfekte, det er målet, men det forsøgende, det fælles. Det er tegneserien særligt god til at udtrykke, synes jeg. Den tegnede krop kan fortælle andet og mere, end det fotograferede eller den, der består af tekst. Og jeg kan personligt ikke få nok af nye og udfordrende perspektiver på det at være en krop, nogen har boet i.
Fra ‘GRØDE’ af Signe Parkins
