Interview: Sofie Louise Dam er debuteret i USA med en 160 sider lang grafisk roman om utopiske samfund, skrevet af Andy Warner. Selv bliver hun nervøs af store abstrakte tanker og idéer.
When everything around you is falling apart, build something better står skrevet på bagsiden af Andy Warner og Sofie Louise Dams nye graphic novel This Land Is My Land. Sofie Louise dam blev udlært fra Grafisk Fortælling på The animation Workshop i 2017, og This Land Is My Land er hendes første større tegneserie-projekt.
På tidslinjen over det menneskelige samfunds historie, skyder enkelte pile i afvigende retninger. De fortæller historien om ildsjæle og drømmere, der i misforhold til et fællesskab, bryder fri for at skabe sit eget rum. This Land Is My Land beretter over 160 sider om 30 globalt og tidsmæssigt adspredte mikronationer og utopier, nogle af dem realiserede, andre ikke.
Det gælder f.eks. Fordlandia, en landsby baseret på amerikanske værdier, som Henry Ford grundlagde i Brazilien i 1928, den svenske kunstner Lars Vilks’ selværklærede ø-nation Ladonia, som i dag lever koncept og fællesskab på nettet med 15.000 indbyggere, og vores egen fristad Christiania.
Her fortæller Sofie Louise Dam om udviklingen af This Land Is My Land, udfordringen ved at illustrere nonfiktion og samarbejdet på kryds af Atlanten:
Praktik i Portland
– Andy Warner, der er tegneserietegner, forfatter og redaktør på tegneserie magasinet The Nib, underviste i et forløb om nonfiktion-tegneserier på TAW. Da vi senere skulle finde praktikpladser, spurgte jeg, om jeg kunne komme i praktik hos The Nib. Det kunne jeg! De næste tre måneder lavede jeg tegneserier i Portland.
Det var under opløbet til det amerikanske præsidentvalg i 2016, og de ville gerne udgive en positiv tegneserie midt i al den dårlige stemning.
– Andy havde et manuskript til en kort webcomic om mikronationer, der hed Think Small, og han spurgte, om jeg ville tegne den.Det var under opløbet til det amerikanske præsidentvalg i 2016, og de ville gerne udgive en positiv tegneserie midt i al den dårlige stemning. Efterfølgende snakkede vi om at udvide webtegneserien til en bog. Chronicle Books hoppede på vores pitch-pakke. Vi forhandlede, vi underskrev kontrakten og jeg gik i gang med at tegne.
Tegningen skal noget andet end teksten
– Andy, og vores redaktør Julia Patrick, havde helt styr på manuskriptet, før jeg gik i gang med at illustrere. Andy gav mig fuldstændig frie rammer i forhold til det visuelle. Han stolede 100 % på mine beslutninger og min fortælleevne. Han er en helt fantastisk samarbejdspartner. Processen involverede en hel del visuel research, da This Land Is My Land er en nonfiktion-tegneserie. Når jeg illustrerer, forsøger jeg altid at tilføje dybere lag til fortællingen. Ved brug af visuelle metaforer og rytmer, bliver temaet understøttet i hver enkelt historie. Det er essentielt for mig, at tegningen fortæller noget mere, eller noget anderledes, end teksten i et panel. Ellers kunne det jo lige så godt være en tekstbog.
Det er essentielt for mig, at tegningen fortæller noget mere, end teksten i et panel.
Thumbnails af kapitlet Auroville.
Rentegning af af kapitlet Oneida.
Deadline er et moving target
– Jeg gik i gang med at arbejde på bogen i oktober 2017, og den oprindelige deadline var sat til maj 2018. Det var jo helt skørt. Jeg havde selv fastlagt tidsrammen, og tidsperioden var derfor et estimat baseret på, hvor lang tid det tager for mig, at tegne en kort tegneserie. Jeg fandt hurtigt ud af, at sådan fungerer det vist ikke. Det var meget stressende. Jeg arbejdede hele tiden, og det kan ikke anbefales.
Jeg blev meget lettet da min redaktør fortalte mig at en deadline er et ”moving target”.
– Efter jeg havde læst manuskriptet et par gange, lavede jeg thumbnails til hele bogen. This Land Is My Land er en teksttung tegneserie. På grund af det omfangsrige manuskript satte jeg tidligt i processen teksten op i InDesign. Jeg tjekkede om der var plads til teksten, at rytmen og pageturns fungerede, samt bestemte det overordnede design i kapitlerne. Derefter skitsede jeg hele bogen digitalt på Mobilestudio Pro. Skitserne printede jeg ud, og så rentegnede jeg det hele på Bristol Board med dyppepen og tusch. Til sidst scannede jeg siderne ind og farvelagde dem i Photoshop. Jeg var nødt til at hyre en colorflatter, fordi jeg havde så travlt.
– Jeg blev meget lettet da min redaktør fortalte mig at en deadline er et ”moving target”, og at forsinkelser var indberegnet i processen. Jeg endte med at sende bogen til tryk omkring august i stedet for maj.
Sofies arbejdsplads i Open Workshop i Viborg, hvor bogen er tegnet. Siden er hun flyttet til København, og sidder nu på tegnestuen Kulkælderen.
Drømmen om en perfekt verden
– Fælles for historierne er, at de handler om ildsjæle, der er gået egne besynderlige og sommetider farlige veje for at skabe en perfekt – eller i det mindste udholdelig – tilværelse. Omfanget af deres projekter varierer, og vi fornemmer fx at Van Zants Thunder Mountain Monument snarere har været en personlig overlevelsesstrategi for en plaget sjæl end et decideret utopi-projekt. Og man kan klart diskutere, om alle disse steder kan kaldes utopier eller ej, og det handler nok også om øjnene der ser. Det er noget af det, jeg synes er spændende ved bogens historier.
– I den feedback jeg har fået på bogen indtil videre, virker folk ret spændte på at den handler om utopier. Jeg tror måske at de er moderne lige nu. Måske fordi verden er ved at gå under. Jeg er ikke selv en visionær type, og jeg kunne aldrig finde på at pådutte andre mennesker min egen levevis. Store abstrakte tanker og idéer gør mig nervøs. Det er derfor de lidt mere nære fortællinger i bogen, jeg kan forholde mig til. Nogle eksempler er Freedom Cove, som ser helt fantastisk ud, og Thunder Mountain Monument, et område med skulpturer, huse og monumenter bygget af en mand ved navn Frank Van Zant, hvis bil brød sammen på det sted langs Interstate-80 i 1960’erne. Han slog sig ned med sin familie og begyndte at bygge et monument for de indfødte amerikaneres ofre og tab. Det føles som om, Van Zant virkelig bare forsøgte at skabe et rum for sig selv og sin familie. Så valgte han bare at gøre det i en ørken. Jeg beundrer folk, der tør løbe risici og som har overblikket til at organisere større mængder af mennesker.
Store abstrakte tanker og idéer gør mig nervøs. Det er derfor de lidt mere nære fortællinger i bogen, jeg kan forholde mig til.
Uddrag fra This Land Is My Land, kapitlet Auroville
Drømmen er at skrive egne historier
– Jeg har to tegneserie-samarbejder med forfattere på bedding. Dem glæder jeg mig helt vildt meget til! Jeg går i gang med det første meget snart. Personligt, er min drøm også at skrive egne historier, men jeg synes godt nok, det er svært at hoppe fra kun at tegne, til at gøre det hele selv. Jeg er lige gået i gang med et skriveprojekt, og planen er, at når jeg er færdig med at tegne de to næste forfattersamarbejder, så er jeg klar til at gå i gang med at tegne min egen bog. Jeg håber på at kunne skrive på den sideløbende med illustrationsarbejdet. Men planlægning er en ting og virkelighed en anden. Hvis jeg en skønne dag har så meget styr på at skrive, synes jeg det kunne være helt fantastisk at skrive til en anden tegner. Men det er nok nærmere på 10-årsplanen.
This Land Is My Land udkom d. 7. maj 2019.
