Street Machine
Laurent Gehin er et nyt navn i tegneseriemiljøet, der første gang stak hovedet frem til CPH Small Press tidligere i år. Med sig havde han sin debut, den sort/hvide Street Machine, en hårdtpumpet, antiautoritær dystopi fuld af tentakelsex, ultravold og metalag.
Laurent Gehin er en tegneserieskaber med baggrund i skatermiljøet. Faktisk er han, som skater, sponsoreret af virkelighedens Street Machine, en skater-butik i København, som altså også lægger navn til både Gehins debut og den onde virksomhed i tegneserien. Meta med meta på, må man sige!
Den knap 100 sider lange udgivelse kan dog sagtens stå på egne ben, og føles heldigvis heller ikke som en reklame for butikken.
Tentakelsex og ultravold
Street Machine introducerer os for et København, hvor masserne holdes nede af svært bevæbnet politi, mens magthaverne boltrer sig i luxus og sex-orgier, der ville gøre Jeffrey Epstein misundelig. Der er forurening, politivold og reklamer for virksomheden Street Machine over alt. Det lader dog ikke til at være virkelighedens Street Machine, men snarere en ansigtsløs megakorporation af den slags, man kender fra et væld af dystopiske fortællinger. Meget sigende er det for tegneseriens verden, at der aldrig henvises til folketing eller politikere; det er det private erhvervsliv, der styrer showet, mens medieverdenen står for opium til folket. Kort sagt, vi befinder os i den dystopiske fremskrivning af neoliberalismens gennem-privatiserede helvede!
Oprøret er på vej, men det kommer ikke fra folkedybet; derimod er den den feterede, kvindelige sangerinde Voice of the Underground, der melder sin ankomst hos Street Machine med en vision om at skabe en bedre verden i samarbejde med virksomhedens leder.
Men, men, men – som bekendt er problemet med at arbejde for forandring inden for systemets rammer, at man i stedet for at skabe reel forandring ender med at blive voldtaget af et gigantisk tentakel-monster. Så giver det måske mere mening at gøre som Voice of the Underground’s medsammensvorne, en sortklædt ninja, der tager sin katana frem og hugge alle svinene i stumper og stykker.
Ironisk dobbelthed
Street Machine er et typisk eksempel på den krydsbestøvning, der sker i miljøerne omkring skateboarding, streetart og forskellige former for grafisk litteratur. Her flyder kunst og kommercialisme frit sammen, og værker som Street Machine opstår. Udgivelsen er endda suppleret med både skateboard-designs, T-shirts og et computerspil (!), og køber man et skateboard på hjemmesiden for virkelighedens Street Machine, får man et eksemplar af tegneserien med i handlen.
Som nævnt er Gehin også sponsoreret af Street Machine, og selvom butikken ikke som sådan har postet penge i tegneserien (Gehin har selvudgivet den) er det unægteligt interessant, hvordan Street Machine tematiserer det farlige i netop kunstens forsøg på at indgå alliancer med erhvervslivet. På den måde går værket selv ind i en drilsk dialog med sit forhold til virkeligheden; for gu’ er det problematisk, når kunst og forretning blandes, men det er jo netop hvad Gehin selv gør med Street machine!
Hvordan Gehin styrer sin involvering med virkelighedens Street Machine skal jeg ikke gisne om, men det er oplagt at diskutere de problemstillinger, der opstår, når det private erhvervsliv blander blod med kunsten. Hvem ved, med John Kenn Mortensens Copenhell-tegneserie Fribryderen in mente, kunne det ligefrem tyde på, at det er noget, vi kommer til at se mere af ?
Fest for den dårlige smag
Tegnemæssigt dyrker Laurent Gehin den meget trendy, bevidst uskønne æstetik, som ses hos “store” undergrundstegnere som Benjamin Marra, og som herhjemme er repræsenteret af f.eks. Erik Pontoppidan og Zven Balslev. Figurtegningens bløde linjer står i skarp kontrast til til baggrundenes helt rene, lige linjer, som for deres del skaber en følelse af et grundlæggende tomt og menneskefjendsk univers, hvilket klæder historien godt. Der veksles mellem splash pages med enkelte, store paneler og sider med flere paneler, ligesom det sort/hvide udtryk suppleres med den samme raster-baserede gråtoneteknik, man kender fra manga. Man bør ikke lade sig skræmme af den Photoshop-overmalede forside, som ikke har meget med indholdet at gøre, og som ikke gør værket nogen tjenester.
Det er ikke hele vejen igennem lige let at følge historien i Street Machine, og især slutningen føles forvirrende. Men at læse Gehins debut er grundlæggende som at overvære en teenagers dagdrøm med reptilians, ninjaer og sex-orgier, mens vild skatepunk hamrer ud af anlægget som baggrundsmusik: En kæmpe fest for den dårlige smag, men stilsikkert udført og rimelig helstøbt af en selvudgivet undergrundstegneserie at være. Ironien i metalaget – hvad end den er tilsigtet eller ej – gør sådan set kun oplevelsen mere interessant.