Interview: Satiretegnere er ikke samfundsrevsere men samfundsbevarere, mener Hannibal Munk, nylig ph.d i dansk satiretegning.
Hannibal Munk forsvarede i maj måned sin ph.d. Den visuelle leder om dansk satiretegning 1924-2010 på Historie på Roskilde Universitet. Hans centrale tese flytter den politiske satiretegning fra sin ideale position, hvorfra vi taler om den som samfundsrevser. Dens fysiske virkelighed er dog, at den har basis i et ansættelsesforhold. Heri ligger ingen nedskrivning af, hvad satiretegningen kan, men en konkretisering af dens meget konkrete tilknytning til arbejdsmarked og fagforening gennem 90 år herhjemme.
Hannibal Munk på Museet for Dansk Bladtegning, Det Kgl. Bibliotek. Foto: Jón Bjarni, 2019
Afhandlingens pointe fik i interviews i Politiken og Journalisten overskrifterne, at satiretegningen hermed er erklæret for en bovlam eksistens, men den udlægning er der intet belæg for i afhandlingen:
Tak fordi du siger det! Journalister tænker, at hvis tegningerne ikke forandrer, hvad gør de så? Men det er jo idéen om, at det ikke giver mening at forsøge at forandre hele tiden. Det giver ikke mening at kritisere alle dem, som er uenige i ytringsfriheden, for dem, som bliver tegnet, abonnerer allerede på ytringsfrihed og demokrati. I virkeligheden er det en meget større ting, der er på spil. Vi har at gøre med satire som samfundsforhandler.
Det, at de reproducerer de samme narrativer, har en konsoliderende samfundsbevarende funktion. Tegnerne forhandler for forskellige samfund i de aviser, hvori de bliver reproduceret. Det, at man visuelt debatterer, hvad der er den rigtige holdning, og hvad er det rigtige samfund, er en stor del af, hvad aviser gør, og fordi tegninger er visuelle, gør de det meget mere tydeligt. Det er pointen.
Jeg taler specifikt om, hvad det er for nogle fundamenter institutionelt og ansættelsesmæssigt, som skaber en arbejdsmæssig virkelighed. Roald Als kommenterede i Journalisten, at jeg tror, at redaktører beder om bestemte tegninger. Aldrig. Det gør de ikke og behøver heller ikke, for tegnerne ved godt, hvor de er ansat, og det faktum synes jeg ikke er nok fremme. At være tegner er også er et arbejde. Man er ansat på et politisk orienteret medie.
Tegnerne ved godt, hvor de er ansat.
Du har valgt at tage afsæt i 1924. Da har K.K. Steincke virkeliggjort de socialreformer, som har defineret det danske samfund frem til nu. Man kan sige, at du derved understreger ensartetheden?
Det var nu egentlig ikke grunden til min afgrænsning. Jeg identificerede hurtigt, at det var fra cirka starten af 1920’erne, at den politiske satire kommer ind i dagspressen som et fast fænomen. Første verdenskrig havde sætter indtil da en begrænsning for, hvad tegnerne har af muligheder. De er jo del af den neutralitet, som er påkrævet. Det gør det relativt svært at udøve deres fag. Det er en forløber for, hvad der sker i anden verdenskrig. Man kan også komme med en række efterrationaler, at efter påskekrisen har vi et mere stabilt form for styre.
Men tegnerne ansættes fra århundredets begyndelse. Der er en vigtig generation, der kommer før, mens det er en ny generation, du udgår fra?
Med 1924 kunne jeg sætte først tre aviser og efter besættelsestiden fem aviser i spil, der repræsenterer forskellige politiske holdninger, hvoraf nogle overlapper. Det er lettere at lave et komparativt studie, når der er flere aviser på banen. Valg er det tidspunkt, hvor folkestyret er til eksamen, og tendenserne derfor bliver særligt tydelige. 1924 er den valgkamp, hvor Carl Jensen laver sin satireserie over venstrepolitikerne i form af Fy og Bi og det er en start på (den politiske) “dagens tegning”.
Jeg har også skrevet om generationen før, og man kan sagtens diskutere, at der er en form for tyvstart. De lægger grunden for det, som sker senere ud over Alfred Schmidt, som aldrig kommer rigtigt ind i dagspressen.
Alfred Schmidt laver noget helt andet. Han er organisatoren, der skaber tidsskrifter, der promoverer hans kolleger…
Han er en grundfigur. En stiliseret tankegang er, at der er en midterlinje i dansk bladtegning, som er Alfred Schmidt. Den er konsensussøgende og afvæbnende, og overtages ikke mindst af Herluf Jensenius, som også overtager det organisatoriske talent. Der er enorm stærk faglig identitet; et fagfællesskab, der er med til at konstruere enhedsfortællingen, at vi gør alle sammen det samme og kulminerer med deres organisering i fagforening. Da er folk som Bo Bojesen også kommet til. Den type af satire, som er meget venlig og som gør, at mange af politikerne forholder sig positivt.
Alfred Schmidt, Forside til Klods-Hans, No. 35, 27. maj 1910. Tidligere konseilspræsident (statsminister) J.C. Christensen blev i 1910 frikendt for at have medvirket til sin justitsminister Albertis bedrageri. Han havde en ræv som fast følgesvend, når han blev tegnet af Alfred Schmidt. For at ingen skulle glemme, at J.C. var fra Vestjylland, talte ræven jysk.
Læseren gives genkendelighed, og mange læsere vil sige, jamen det er jo mit samfund. Danmark er altid den del af landet, som de selv er en del af. Det kendetegner den offentlige debat, at de afgrænsede ting bliver hævet op til noget generelt. Det er til gengæld heller ikke en dårlig ting i forhold til, hvordan folk opfatter sig selv og deres hverdag, og er i den grad heller ikke en dårlig ting for aviserne. Lad os nu sige, at en avis var spækket med tegninger, der altid var modsat af den redaktionelle linje, så ville de ikke sælge aviserne, så der er også et promoverende kommercielt perspektiv, at det giver ret god mening at bekræfte de ting. Og så er det netop ikke et modsætningsforhold at forsøge at forandre og bevare på en gang, så der er en mulighed for at forandre. Jeg tror, at det havde en kæmpe indflydelse på Politikens udbredelse i landet at have sådan én som Bo Bojesen, som man i al fald på overfladen mente var i stand til at samle landet.
Jeg tror, at det havde en kæmpe indflydelse på Politikens udbredelse i landet at have sådan én som Bo Bojesen.
Han tegnede Danmark, men i virkeligheden var det ikke det, han gjorde. Han tegnede København. Han kaldte det bare Danmark og løftede Politiken frem af københavneruniverset. Men i praksis, mens hans forgængere tegnede København, så tog han københavneren med ud i landet som turist i sit eget land. Han – som faktisk selv var jyde – fremstillede jyderne, at nu skal I se, de findes også. Det er ikke det samme som at sige, at læseren bliver til noget andet.
Bo Bojesen, Selvbærende konstruktion, 10. december 1958.
“De mange Storebæltsbetænkninger, som er udarbejdet i tidens løb, har bidraget til at give et klart billede af broens udseende”. Bo Bojesen tegnede jakkesæt og beslutningsprocesser, så demokratiets tandhjul fik synlighed på Politiken.
Jeg har en anekdote fra 1954, da han var på højden af sin karriere. Sindssygt respekteret af sine kolleger. Han havde tegnet venstrevikingerne fra 1950 og Jyllands-Posten beskrev rygter om, at venstrevikingerne måske skulle stoppes, fordi de var for populære med ordene: “Nu ved vi ikke, om I har hørt om ham her?” En sætning, der indikerer, at okay, han var på toppen af sin succes, men det var i hovedstaden.
Det kunne også være en provokation fra Jyllands-Postens side?
Det kunne det sagtens være; men en jysk professor har beskrevet, hvordan han var gammel nok til at huske, at i Vestjylland følte man sig ikke repræsenteret. I mellemtiden er Bojesens status blevet cementeret i nekrologer skrevet på de høje nagler, hvordan han havde taget arven op fra Hørup. Kontinuitet.
Samtidig med, at Anton Hansen kritiserer arbejderfattigheden, der leder til hungersnød og død, er det mest alvorlige Politiken kan komme på, at børn skal have lommepenge.
Anton Hansen, Slavekøberen, 1937. De er slave og opkøber til enhver tid, bundet sammen af hver en linje. Anton Hansen var kritikeren med det episke fortællegen på Social-Demokraten, der i hver eneste tegning fortalte den store historie om sygdommen i samfundets indretning.
Der, hvor jeg kigger institutionelt, har jeg haft meget fokus på de enkelte tegnere og deres måder at tegne på. Hvor er tegningerne trykt, og hvad signalerede de. Helt konkret. De mønstre for, hvad jeg kalder samfundssatiren, er ekstremt forskellige i 1930’erne for, hvad Politiken og Berlingske sætter som rammen for, hvad der er interessant for deres læsere i forhold til, hvad Social-Demokraten gør. Samtidig med, at Anton Hansen kritiserer arbejderfattigheden, der leder til hungersnød og død, er det mest alvorlige Politiken kan komme på, at børn skal have lommepenge.
Men det kan være en politisk pointe at pege væk fra en problemstilling. Berlingske ryddede forsiden for en belgisk prinsesse, der steg i land ved Toldboden, så der tilfældigvis ikke var plads til at forholde sig til en udvikling i Nazityskland. Men når vi nævner Berlingske, skal Blix fremhæves…
De var enormt stolte af at have Blix, der leverede en kras kritik i forhold til, hvor Berlingske stod. Det er et interessant fænomen, at de vælger at sige, det her skal vi have med. Og han var jo international. I den sammenhæng har han heller ingen anden rolle; det ville også at være fuldstændig sindssygt, men det er ekstrem kras kritik. Hver søndag i teorien og ikke engang hver søndag i praksis. Til gengæld står den der.
Ragnvald Blix, Nazi-tilvækst, 1933.
“Af jer kvinder forlanger vi ikke andet, end at I formerer os!”
Hitlers propagandaminister Goebbels som personificeringen af det voldelige ord og dets resonans, når alle tier. Berlingske Tidende var ingen ynder af tegninger og holdt lav profil over for Nazitysklands eksistens, alligevel var det dem, der havde en stærkt nazikritisk redaktør af udenrigsstoffet, og Blix, der kom til avisen som international berømthed, og var tegner såvel som nazikritiker.
Når man laver noget, som jeg har gjort, så er det altid som et modsvar til den eksisterende overordnede tendens. Formålet er jo ikke at dekonstruere den eksisterende holdning, men at nuancere den. Formålet er ikke at sige, at er omvendt, men at det også er sådan.
Så det er for at smide tingene lidt op i luften, f.eks. når vi tager begrebet kritik, som i virkeligheden er det satiretegningen er. Det er ikke for at sige at den ikke er kritisk, men det, som interesserer mig, er, at kritik altid bliver læst for hvad, den siger om andre. Jeg synes, det er mere interessant, hvad siger det om afsenderen.
Roald Als, eksempelvis. Han bliver billedet på den rummelighed som Politiken gerne vil vise deres læsere og så længe Roald leverer på det indenrigspolitiske så fuldstændig stringent og anti-borgerligt, som han gør, kan han slippe afsted med sin EU-modstand. Så længe den er trods alt i sammenligningen irrelevant for Danmark. Jeg kunne til gengæld forestille mig, at med den udvikling der sker i EU og verden, så kan det ikke vare ved. Europa kommer tættere på. Han vil blive udfordret på det.
Så længe Roald leverer på det indenrigspolitiske så fuldstændig stringent og anti-borgerligt, som han gør, kan han slippe afsted med sin EU-modstand
Roald Als, 27. Februar, 2010.
I pressen var det den af mine teser, der blev udfordret: Se, jeg tegner for Politiken og hader EU. Det er også et godt argument; det er bare også ret renestående. Undtagelsen bekræfter reglen. Det er en af de ting, der sker, når arbejder med et spænd på 90 år. Jeg har ingen påstand om, at tegnerne er stået op hver morgen og har erklæret, at nu skal jeg lige huske at bekræfte mine læsere, Det er jo slet ikke sådan, det fungerer. Men når man ser henover den lange bane, så er der en helt tydelig tendens.
Hvilke tegnere taler vi for lidt om? Og skal vi tale om betydningen af den kunstneriske kvalitet?
Klaus Albrechtsen eksempelvis. Han er bindeleddet i aksen mellem Herluf Bidstrup og Roald: Se, hvor uforsonlige, vi er som tegnere.
Den streg der vil noget, vil også noget med indholdet. Modernisterne Jørgen Saabye, Poul Holck, Peder Nyman og egentlig også Arne Ungermann som forfader til de andre, og senere Henrik Flagstad, som politisk tegner helt derude, hvor kragerne vender. Flagstad er den radikale kunstnerisk som politisk; der er en sammenhæng mellem de to dele. I 1980’erne, hvor de andre havde fundet mere tilbage til rødderne, stillede han spørgsmål til om ikke hele demokratiet, så til den praktiske indretning af folkestyret.
Peder Nyman, ca. 1980.
Peder Nyman var at finde på Politikens debatsider i en menneskealder og altid genkendelig på den ene figur, hvori alle debattens argumenter var formet med ind. Hans formsprog beviste billedets evne til at indeholde ordet uden brug af ord.
Du undgår konsekvent at bruge ordet bladtegning, som også er en anakronisme. Jeg er begyndt at sige cartoon. Når vi bruger det også på fransk og spansk nu, er det mest praktisk, at vi bruger samme term…
Jeg havde lyst til at få “bladtegning” væk, men jeg kunne ikke opfinde begrebet på dansk. Den definition, der er den mest rammende, eller i det mindste stringent i forhold til de tegninger, jeg har med at gøre, gør indspark af editorial karakter. Deraf blev det til “den visuelle leder”.
Satiretegningen forhandler hver dag om samfundets fremtid, men i en del årtier nu, har vi talt om satiretegningens egen fremtid…
Emnemæssigt er det en gigantisk udfordring for tegnerne, fordi deres præmis i det implicitte fællesskab mellem tegner og læser er totalt dekonstrueret. Det føltes først dystopisk som end of an era, hvad det jo også er.
Per Marquard Otzen, Xenofoben, 7. januar 2017.
Per Marquard Otzen er den intellektuelle, der leger med litteraturen, psykoanalysen, jazzen og alt derimellem på Information og siden 2005 Politiken. .
Omfanget af kulturelle koder med en dybdegående symbolik, mere end lige en taburet, er faldet væsentligt i de senere år. Det kunne indikere at de taler til et større fællesskab online. Andre går i den totalt modsatte grøft. Per Marquard Otzen erklærer, at han er ligeglad: “Jeg har et meget lille fællesskab”. Hans tegninger rammer et specielt segment af Politiken-læsere, som ikke nødvendigvis er det samme som Roald Als-segmentet. Den ene er intellektuel; den anden politisk korrekt. Tilsammen klinger de med min forståelse af Politiken.
Men på nettet kommer de unge til.
Men på nettet kommer de unge til. De arbejder igen tværmedialt. De laver bøger. De gør noget andet end andre, der illustrerer eller gør bøger. De gør det hele selv, og de forholder sig intuitivt til omverdenen, hvad de tager med sig ind på andre grafiske felter. De arbejder i felter, der går tilbage til Alfred Schmidt. Energien er igen den samme som hans.
Louise Thrane Jensen, Selvportræt ved overrækkelsen af Pentel-prisen 2019 som årets bladtegner. Den unge generation markerer sig ved et højt niveau og for første gang i tegningskunstens historie er størsteparten kvinder.
