En hurtig rundtur i ugens tegneserielæsning på nettet. Ingen billet nødvendig!
De seneste måneder har tegneserienettet været præget af en række usædvanligt åbenhjertige debatindlæg om serieskaberes indtjeningsmuligheder. Tendensen fortsatte i uge 10, hvor det vakte opsigt, da den respekterede superheltetegner Jerry Ordway fortalte om at være på eksklusivkontrakt på DC – uden at få nogen opgaver.
En diskussion om “aldersdiskrimination” udviklede sig, hvor f.eks. veteran Mark Evanier bekymret noterede sig en klar tendens i dén retning.
Samme dag uploadede den morsomme britiske webserieskaber John Allison et tilsvarende bekymret anti-Tumblr indlæg. Den livlige blogtjeneste kan ikke oppebære en frugtbar webcomics-karriere, fastholder Allison, Tumblr anonymiserer serieskaberne og undergraver dermed de indtjeningsmuligheder, der er forbundet med dedikerede websites.
Allisons indlæg fik den begavede serieskaber Matt Bors til at tænke på forne tiders sammenstød mellem tryk-stribetegnere vs. web-stribetegnere, hvor internet-opkomlingene ikke var sene til at håne modstanderne for deres forældede forretningsmodel:
If your model can be completely undone by a new website you need to be more nimble … The only known step in how to achieve success in comics remains “draw comics.” The rest I’m still trying to figure out.
Nu vi snakker tegneserier på nettet, så lancerede smartphone- og tablettjenesten Comixology i denne uge sin længe ventede “Submit”-portal, hvor serieskabere kan uploade deres varer til salg på platformen. Comixology screener udgivelserne og står for at gøre dem læsbare i deres app; til gengæld napper de så også lige halvdelen af salgsprisen.
Og så var der dén om den belgiske serieskaber Didier Comès, der døde. Den højt respekterede veteran blev 70 – behørig nekrolog følger.
In other news:
- Palle Schmidt laver YouTube-tutorials om at skrive og tegne (genre)tegneserier. Så kan du lære det!
- Det er blevet tid til March Modok Madness, og Peder Riis er klar med en passende hyldest til den bizart designede serieskurk.
- Brian Michael Bendis og Michael Avon Oeming – holdet bag Powers – har begået en række gratis små Guardians of the Galaxy-tegneserier.
- Thomas Thorhauge har været på en medieblitz i den forgangne uge, og det kom der bl.a. det her rigtig friske indslag ud af, hvor Thorhauge flankeret af Maren Uthaug behændigt drejer samtalen ind på sexlegetøj og tabuiserede kropsåbninger …