Et fanbrev til Anders Hjorth-Jørgensen
Jeg burde have været der. På Frederiksberg i begyndelsen af februar i Storm P Museets lokaler, hvor din store indsats for tegneserieformidling i Danmark langt om længe kom ind under museumslovens vinger. Det var på tide, og selvom mit helbred ikke tillod mig at være til stede, er jeg ganske sikker på, at du fik alle de fortjente rygklap på denne dag.
Når man, som jeg, vokser op i en mindre by som Høng på Vestsjælland og samtidig har fået appetit på tegneseriemediet, så kommer det lokale bibliotek meget hurtigt til kort – alt var gennemlæst også mere end bare en enkelt gang, og så er der ikke andet for end at tage bussen de 16 kilometer til biblioteket i Slagelse, for her at gå om bord i det langt større udvalg. Dengang tænkte jeg, at det større udvalg sikkert skyldtes bibliotekets større rammer – siden har det selvfølgelig slået mig, at din tilstedeværelse givet også har haft stor indflydelse.
Det var nemlig på Slagelse Centralbibliotek, at jeg første gang mødte dig – og det var rent ud sagt en skræmmende oplevelse. Du var blandt bibliotekets unge brugere kendt som “ham den sure.” Det har jeg siden nævnt for dig, og hvis jeg ikke husker helt galt, fik det dig blot til at smile og lade en kommentar falde om, at du blot var konsekvent – du har ganske givet ret, men det er sjovere at huske dig som bøhmanden fra biblioteket.
En af de vigtigste bøger på min bogreol er De danske tegneseriers historie, som du fik udgivet i 1985. Det er den bog, der på bedste facon har givet mig en fornemmelse af, hvordan den danske tegneseriehistorie hænger sammen i brede strøg lige fra Storm P og hele vejen frem til de hotteste navne i midtfirserne. Det er samtidig en bog, som på allertydeligste vis understreger en af de største mangler inden for danske tegneserier: Historisk faglitteratur.
På samme tid er De danske tegneseriers historie også første gang, jeg fik en fornemmelse af, at du som alle andre formidlere har dine helt personlige favoritter, præferencer og “fund” i tegneseriehistorien. Sådan skal det være; det er derfor, at kildekritikken eksisterer. Jeg har gang på gang læst det omfattende stykke tekst begunstiget Knud V. Larsen i bogen og har kun kunnet konstatere, at jeg ikke forstod det – jeg synes simpelthen ikke, at han som serieskaber er spændende på et niveau, der står mål med mængden af tekst hverken her eller i andre sammenhænge. Selv i Maurice Horns ekstremt omfattende The World Encyclopedia of Comics er der fundet plads til Knud V. Larsen. Mon ikke du har haft en finger med der?
Faktum er, at du som både forfatter og oversætter er en meget central del af min boghylde med tegneseriefaglitteratur. Du oversatte Will Eisners fremragende grundbog i tegneserieforståelse Tegneserien & den grafiske fortælleteknik, som er vigtig at læse, hvad end man er udøvende serieskaber eller formidler. Den er lige så central for forståelsen af tegneseriemediet som Scott McClouds senere Tegneserier – fornøjelse, fremstilling, forståelse, som du ikke overraskende også var den helt rigtige oversætter til.
I 1996 og dermed et godt stykke tid, inden internettet og ikke mindst Wikipedia slog igennem, leverede du også det vigtigste opslagsværk om tegneserier i form af Carlsens store tegneserieleksikon. Bogen er et stykke hen ad vejen baseret på tyske Andreas C. Knigges opslagsværk Comic Lexikon, men jeg er ikke et øjeblik i tvivl om, at bogen i hovedparten er dit værk – det fornemmes både i skrivestil og vægtning af biografier. Bogen har været uundværlig for mig gennem årene, og det sker stadig, at jeg hiver fat i den for at tjekke årstal og sammenhænge.
Samtidig indeholder bogen ganske enkelt det mest fantastiske eksempel på et overflødigt biografiopslag, jeg nogensinde har læst. Her tænker jeg på biografien af den danske illustrator Sven Baré. Konklusionen i de små 20 linjer lyder, at hans stribe aldrig fandt særligt stor udbredelse, og at han dengang som nu var et navn, som kun de færreste kender. Ham er der blevet plads til i bogen, mens en for mig på det tidspunkt mere væsentlig serieskaber som Peter Bagge ikke var at finde på bogens sider.
Men lad det nu ligge – det vigtigste at holde fast i er, at du som formidler har forsynet mig med en række solide skamler at stå på, når jeg har skullet foregive at vide noget om tegneserier. Og det er jeg på alle måder taknemmelig for.
Jeg har forsøgt at grave i hukommelsen for at finde ud af, hvornår jeg første gang var forbi Tegneseriemuseet i Danmark, som du åbnede i Gørlev i 1993. Gørlev lå jo ikke meget mere end et roekast fra Høng (hvis man går ud fra, at det er menneskeligt muligt at tyre en sukkerroe ti kilometer), så det var relativt nemt lige at tage et smut forbi. Men jeg kan simpelthen ikke huske det overhovedet. Jeg har været forbi på egen hånd flere gange og en enkelt gang i selskab med vennerne fra STRIP!, hvor vi fik lov til at komme på museets Wall of Fame. Tak for det.
Jeg har lært noget, hver gang jeg var forbi lokalerne i Gørlev. Specielt husker jeg en udstilling, hvor du havde sidestillet tegneserieudviklingen i Danmark med, hvad der skete i henholdsvis Europa og Frankrig, og på den måde tydeliggjort, hvor meget danske tegneserieskabere i årevis er blevet overhalet både uden- og indenom. Det var muligvis ikke dit budskab med udstillingen, men det var mit udbytte.
Det rørte mig på ingen måde, at museet havde den der fornemmelse af hjemmebyg og lægter fra den lokale tømmerhandel. Sådan var omstændighederne bare, og det var imponerende, hvad du fik ud af de begrænsede ressourcer. Det er ligeledes imponerende, at du gennem årene siden har holdt fast i museumstanken og nu endelig har fået den forløst på Storm P Museet.
Men faktisk er der især en grund til, at jeg synes, at det var vigtigt at skrive dette fanbrev. Da jeg var teenager, slog lokalradioerne igennem landet over – og Radio Høng fik til huse i lokaler stillet til rådighed af byens gymnasium. Jeg var knapt 15 år gammel, da jeg begyndte at lave udsendelser af forskellig karakter. Heriblandt selvfølgelig et program om tegneserier med titlen Fantasy.
Den første udsendelse i en efterfølgende lang række handlede om Will Eisner, og eksperten i det lille studie var Anders Hjorth-Jørgensen. Du kunne have valgt at sige nej til at medvirke i en udsendelse med en så ung vært. Det kunne have været gået galt på så mange forskellige måder. Men det gjorde det slet ikke – ikke som jeg husker det. Du sendte endda efterfølgende et brev med et tak for sidst og nogle andre pæne ord.
Bøhmanden fra Biblioteket var slet ikke særligt farlig, og jeg har været fan lige siden.
