I dag fylder Danmarks nyeste tegnestue 1, og det fejres med en reception og så antologien ”Kulkælderen #1”, som Erik Barkman er godt tilfreds med.
Kulkælderen er en ny dansk tegnestue i Matthæusgade, København, hvor en forsamling af både purunge og mere garvede tegnetalenter tjener til brødet. De fandt sammen for præcis et år siden i dag, og det fejres behørigt med både en reception (Facebook) og antologien ”Kulkælderen” – med et løfterigt ”#1” efter titlen – hvor ni af stuens elleve medlemmer slår sig løs under den fælles overskrift ”kælder”.
De ni tegneres tilgange til temaet er meget forskellige, men påfaldende kromosomafhængige.
For tegnestuens mandlige medlemmer er kældre skumle steder, perfekte locations til rappe røverhistorier. Som Glenn Augusts løst tegnede drengerøvsepos ”Gamle gemmer” om kæmpeinsekter og nødstedte skønjomfruer i underetagen. Der er et fint overskud på spil, f.eks. når talende hoveder får lov at svæve frit i luften og når ungdommeligt begær skildres helt ublufærdigt – lidt som dengang underground-ikon Robert Crumb var ung.
Thomas Mikkelsen befinder sig i samme boldgade med ”Trollvinter i København”, en tempo- og humørfyldt fortælling om tre unge ghostbusters, der skal rydde en kælder for mumier (!). Den er ikke dybsindig, men skarpt skåret og overdådigt illustreret, også selvom det altid bliver lidt grumset, når farvetegneserier gengives i sort/hvid.
Samlingens mest uhyggelige kælderfortælling er signeret garvede Simon Bukhave, selvom lige så rutinerede Søren Mosdal giver ham kamp til stregen med en række fornemt fabulerende og umiskendeligt Mosdal’ske skræktableauer. Men altså, Bukhave: Den skraveringsglade tegner bidrager med ”Bly”, en David Lynch’sk og Charles Burns’k sag, hvis tunge stemning af gru bærer langt, selvom fortællingen som helhed er en knivspids uforløst.
Ellers er der Simon Væth, som vender logikken om – hos ham er der hyggeligt i kælderen, men mørkt og farligt udenfor. ”Kælderen” er en ordløs lille sag, smukt udført med både hård og blød blyant. Den bliver man i godt humør af at se på.
Hvilket leder os direkte videre til kvinderne i Kulkælderen, hvor Anne Munnecke Christensen har omtrent samme fortælling på hjerte som Væth. I hendes titelløse bidrag er kælderen stedet, hvor vores hovedperson – en undselig lønslave – flygter fra hverdagens trummerum ind i sit eget eventyrlige univers. Christensen har en fin, stram blyantstreg, der matcher serien perfekt.
For de kvindelige illustratorer og serieskabere i ”Kulkælderen #1” er mørket under gulvbrædderne mere psykologisk end fysisk.
Som hos Rikke Bakman, der leverer en lille ”slice of life”-fortælling om at blive konfronteret med et uhyggeligt kældervæsen fra den virkelige verden og ikke kunne se det i øjnene. Bakmans tegninger tager sig overraskende rå og punkede ud i sort/hvid, slet ikke uklædeligt. Mari Ahokoivus bidrag er et dunkelt skyggespil udført i gnidret blyant, og Helene Ringkjær Pedersens bidrag er helt uudgrundeligt: Lidt tekst, nogle træer med udflydende beskeder skåret ind i barken, ingen kældre i miles omkreds.
Samlet set er ”Kulkælderen” en blandet pose bolsjer, som er en fornøjelse at gå på opdagelse i. Ikke alle bidrag gør lige stort indtryk, men der er så meget talent på de 72 tynde tegneseriesider, at kulkældermenneskene fortjener et fint lille 4-tal i fødselsdagsgave herfra.
Karakter: 4/5
Titel: Kulkælderen #1
Forfatter/tegner: Diverse
Forlag: Kulkælderen
Farve og form: Sort/hvid, softcover
Sidetal: 76 sider
Pris: 50 kroner
ISBN: 978-87-995921-0-4
Udgivelsesår: 2013
