Warren Ellis og Paul Duffields “Freakangels” er et stykke vellysten og uforpligtende modkultur, mener Kristian Bang Larsen, dagens julekalenderskribent.
12 unge med stærke psykiske kræfter har forsaget Englands undergang. Nu leder de 11 af dem en større gruppe overlevende i Whitechapel i det oversvømmede London. De kalder sig FreakAngels og har påtaget sig forskellige funktioner. Én er ingeniør, én er politibetjent, én er gartner. Én er sexgudinde, én er tosset, én er et røvhul. Og så videre.
Den 12. og stærkeste af dem, Mark, har de smidt ud af Whitechapel, for at have rodet med “almindelige” menneskers hoveder. Det må man nemlig ikke ifølge Flipperenglenes selvbestaltede regler. Men nu vender Mark galsindet tilbage, hjernevasker folk og sender dem som små bomber til Whitechapel.
Det er i store træk plottet i Warren Ellis (tekst) og Paul Duffields (tegninger) veloplagte webtegneserie FreakAngels, der udkom mellem 2008 og 2011. Det giver de sig god tid med, plottet, for glæden ligger åbenlyst lige så meget i karaktertegningen af de 12 modkulturengle og deres vilde evner og i bygningen af den ødelagte verden og dens nye hjemmegjorte maskiner og konstruktioner.
Paul Duffields illustrationer med den meddigtende farvelægning skaber en både mørk og romantisk stemning, og hans mangainspirerede tegninger af de unge smukke spinkle mennesker taler til både drenge og piger.
Det er vellysten og uforpligtende modkultur sci-fi for alle pengene. Det er os mod verden, vilde psykiske mindfuck-kræfter, øko-punk-hippie-emo æstetik-ideologi, vold, weltschmerz og verdens undergang. Åh, du sure, misforstående teenager, hvad kan du ønske dig mere?
Et skud ungdommelig optimisme og troen på at vi kan forandre verden? Det får du så også, signeret den gamle, vrisne kyniker, Warren Ellis.
FreakAngels har som sagt et par år på bagen, så superaktuel er den ikke. Til gengæld kan du så grovæde dig gennem hele værket på 864 sider uden at skulle vente på opdateringer. Det gjorde jeg. Det var en fornøjelse.
“Webgodter” er årets julekalender på Nummer 9. De anbefalede webserier udgør et skønsomt udvalg plukket blandt alle de digitale tegneserier, der er tilgængelige internationalt netop nu, af skribenterne selv. Rækkefølgen, anbefalingerne optræder i, udgør ikke nogen kvalitativ rangordning.