Serieskaber og Comicing.dk-ankermand Shum Stra anbefaler en kulsort stribeserie fra Guds eget land.
Dagens anbefaling er af en slags, der står mit hjerte nært: en stribeserie uden storylines eller faste karakterer – bare ren komik.
Amazing Super Powers er den mest konsistent sjove serie, jeg følger med i. Bagmændene Wes & Tony’s fokus er på den gode joke med alt, hvad det involverer af overraskelse, timing og levering – og tilhørende små-goofy karikerede tegninger.
Siden starten i 2007 har Amazing Super Powers ikke været bange for at flirte med dystre temaer, lykkeligt ignorante medvirkende, hjerne-kildende absurditeter og meta-humor. Men stort set altid i en form med tre paneler og en overraskende punchline. Det er klassisk stribe-comedy, når det er bedst.
Karaktererne i seriens univers går sjældent igen fra stribe til stribe, for de eksisterer kun for at facilitere den joke, der er stribens fortællemæssige ærinde. Alligevel føles figurerne bekendte, når man først er blevet fast læser, for tegnestilen og den personlighed, Wes & Tony lægger i deres arbejde, er genkendelig.
Hver stribe kommer også med ekstramateriale i form af hidden comics, som med tiden er blevet mindre og mindre skjult. Ekstramaterialet bidrager ofte med et ekstra twist, som gør striben til mere end bare én joke – lidt ligesom stand-up-komikere nogle gange kan riffe videre over en bit og få folk til at blive ved med at grine. Bare klik på det næsten usynlige spørgsmålstegn øverst til højre for en stribe for at se dens hidden comic.
I 2012 og 2013 blev det også til 18 glimrende animerede ultrakortfilm, som du kan finde her og på YouTube. Kortfilmene har også hidden comics, hvis du ser dem på Amazing Super Powers-websitet.
Amazing Super Powers udkommer tre gange om ugen og kan findes på www.amazingsuperpowers.com og www.shitcomicwemakeinbetweenjerkingoff.com.
“Webgodter” er årets julekalender på Nummer 9. De anbefalede webserier udgør et skønsomt udvalg plukket blandt alle de digitale tegneserier, der er tilgængelige internationalt netop nu, af skribenterne selv. Rækkefølgen, anbefalingerne optræder i, udgør ikke nogen kvalitativ rangordning.