Foto: Dansk Tegneserieråd fejrede sit 10 års jubilæum på Copenhagen Comics, hvor tegneren Simon Bukhave (i midten) havde lavet en flot jubilæumsplakat. Foto: Carsten Olsen.
Der er god grund til at ønske Dansk Tegneserieråd et stort tillykke med de 10 år.
For rådet, der i realiteten er en frivillig forening, med kontigent-betalende medlemmer og en valgt bestyrelse, har gennem sin levetid været en drivende kraft i en række gode og væsentlige initiativer der har styrket den niende kunstarts position i Danmark.
Mest markant etableringen af Grafisk Fortælling i Viborg, en rigtig SU-berettiget tegneserieskaber-uddannelse, som jeg spår over åre umærkeligt vil revolutionere tegneserielandskabet i Danmark.
Men blandt mange initiativer bør også den gen-opstående Pingpris, der både profilerer de allerbedste tegneserier udadtil og er blevet en festlig fejring af branchen, Bogforum Comics, der har givet tegneserier en markant placering på landets største bog-markedsplads, og herværende medie, der som det eneste i Danmark har en dækkende journalistisk dækning af tegneseriemediet, nævnes.
Markante tiltag, som alle tegneserieelskere i Danmark bør glædes over.

Dansk Tegneserieråd står bl.a. bag genoplivningen af Pingprisen, der siden 2012 har fejret årets bedste tegneserier og tegneserieskabere ved et festligt show.
Men det er også værd at bemærke, at de fleste af ovenstående initiativer er etableret i rådets tidlige år, da entusiasmen var størst og behovet for forandringer syntes mest akut. Samtidig har flere af rådets mere permanente tiltag i perioder været kriseramte, når de frivillige ildsjæle der løb initiativerne i gang, er løbet tør for kræfter. Det gælder f.eks. både Pingprisen og Bogforum Comics.
Der peger mod to problemstillinger, som den nye bestyrelse med rådets nyvalgte forkvinde Line Høj Høstrup i spidsen, bør forholde sig til.
For det første, at forankring er essentielt, når store initiativer sættes i søen. Det handler både om at sikre en vis økonomi, f.eks. genne stærke samarbejder med offentlige institutioner, kommuner eller biblioteker, og om at organisere de frivillige bedre og mere professionelt, end man har for vane i det danske tegneseriemiljø. Ikke noget særlig morsom tjans, for det handler om møder, strukturer og ansøgninger, men det er absolut nødvendigt.
For det andet, at rådet netop har brug for at søsætte store initiativer og store visioner, hvis det også i de kommende år skal være en synlig og relevant spiller i hvad man lidt flot kan kalde danske tegneserie-kulturpolitik. For det er netop de markante tiltag der skaber synlighed, engagement og begejstring både internt og eksternt, og giver rådet dets legitimitet, ikke kun i tegneseriemiljøet, men også blandt beslutningstagere på kulturområdet.
Et sådant initiativ kunne f.eks. være etableringen af et tegneseriens hus, der skulle fungere som bibliotek og udstillingssted, og lægge lokaler til tegneserier-arrangementer. Et samlingspunkt for tegneseriekulturen i Danmark, med et lønnet sekretariat, der ud over at drifte huset, kunne have til opgave at støtte op om andre tegneserierelaterede initiativer i Danmark.
Eller noget andet, og endnu bedre. Kom endelig med forslag.
Jeg glæder mig i hvert fald til at se hvad Line Høj Høstrup, der har meldt ud, at hun vil involvere og aktivere de menige medlemmer og have fest farver tilbage i tegneseriekulturen (ja, for f…..!), og den øvrige bestyrelse kommer med af initiativer i den kommende tid.
Så tillykke med de 10 år, Danske Tegneserieråd, og tillykke med valget til den nye bestyrelse. Der er brug for jer.

Dansk Tegneserieråds første og tredje formand, Thomas Thorhauge og Marianne Eskebæk Larsen. I de kommende år er det tegneren Line Høj Høstrup der sidder for bordenden i rådet. Foto Carsten Olsen.