MAD – de største tegnere 3: Don Martin 1965 - 1973
Don Martins særegne streg og ikke mindst gakkede humor går stadig direkte i smilebåndet, også selvom striberne i Cobolt tredje Mad Magazine samling har godt 50 år på bagen.
“Som dreng forsøgte jeg at efterabe Don Martins måde at tegne på, mens hans stil var så særpræget og enestående. at den nærmest var umulig at efterligne uden at kalkere. Det samme gjaldt også for den perfekte timing og iscenesættelse af hans tegneserier – kvaliteter der er lette at overse, så længe man ikke selv forsøger at skrive og tegne samme slags serier.”
Sådan fortæller serieskaberen Peter Bagge om sit idol i forordet til det tredje bind af Cobolt bogserie MAD – de største tegnere, der i denne ombæring samler et righoldigt udvalg af Don Martin bidrag til Mad Magazine i årene fra 1965 til og med 1973.
Bogen har således fået plads til rigeligt af Don Martins typiske et- og tosiders gaghistorier, der følger hans helt egen udgave af den ellers klassiske ” ba-dum-tss”-rytme. Hvor Martin snarere end at udføre den humoristiske trommehvirvel på et trommesæt, understreger sine pointer ved at smide et hornorkester ned af trappen.
Som når den temperamentsfulde kok, der hører gæsten i restauranten klage højlydt over et hår i suppen, smøger ærmerne op for at lukke munden på ham blot for at opdage, at håret slynger sig fra suppen mod loftet som en tentakel.
Sutskohelte og matroner
Don Martins absurde figurer med deres lange strittende fingre, uregerlige lemmer og enorme hagepartier lever i en godt 50 år gammel amerikanske tidslomme – anderledes kan det selvsagt ikke være, men heldigvis har tidens tand ikke taget bidet ud af striberne.
Læseren inviteres indenfor i en gennemkarikeret tegneserieverden, hvor det i hovedreglen er mændene, som går på arbejde, mens kvinderne – medmindre de er filmstjerner eller sekretærer – befinder sig hjemme bag kødgryderne.
Og kvinderne er rapkæftede, tyranniserende og ikke særlig kønne – medmindre førnævnte undtagelse er opfyldt – og det er de nødt til at være, for Don Martins mænd er ofte tilsvarende vattede. Det her er kvinder, som du ikke kan løbe om hjørner med, og som for eksempel ikke holder sig tilbage for at kalde slagteren en svindler:
“Jeg kan se Deres finger på vægten,” lyder det harmdirrende fra kunden i viktualieforretningen. Og hun har jo selvfølgelig ret, for slagteren afskårne finger ligger nemlig og vejer til side om side med charcuteri.
Makabert med sjældent blodigt
Som grafisk fortæller er en af Don Martins styrker evnen til at levere virkelig makabre situationer uden at svælge i det ulækre. Når slagteren ikke har opdaget, at hans finger ligger på vægten, så er det fordi blodet ikke sprøjter ud af den afskårne stump – den del af billedet er på bedste vis placeret i læserens fantasi.
Det samme er tilfældet, når Martin gang på gang vender tilbage til operationsstuen, hvor kirurgen oftest smider omkring sig med indvolde, eller hvad han ellers måtte finde i patienten. Eller når tjeneren på restauranten hurtigt og effektivt skærer stegen i skiver uden at opdage, at han også har fået skiveskåret sin kollegas hoved. Det er makabert, men sjældent særligt blodigt, fordi der først og fremmest er fokus på, at det skal være morsomt.
Don Martin var et populært indslag i Mad Magazine, og det er i bund og grund den sammenhæng han fungerer allerbedst i – som en del af bladets store pose blandede tegneserieslik. Alene og i en produktionsmæssigt flot bog, hvis vi ser bort fra enkelte sider, hvor trykmateriale i ordentlig kvalitet tydeligvis mangler, bliver det hurtigt lidt for meget af det gode og mere ensformig end sjovt.
