Fra hverdag til vanvid. Der er Boulet-souffle bag den næsteside låge i Nummer9’s julekalender.
Ok. Boulet. Det lyder som lyder som noget man kan spise, ikke? Noget fransk. En suppe måske, eller en souffle. Ja, nok en souffle. Et stort rødmosset hoved der hæver sig op af terrinen, vokser sig enormt som en ballon, så stort at retten løfter sig over bordet, for så til sidst at springe.
Pouf.
Og falde ned igen.
Klang.
Sådan er den franske webserie Boulet. Eller Bouletcorp.com, som den egentlig og DJØF-agtigt hedder. Tegnet af Boulet. I en typisk serie tager han noget genkendeligt, noget hverdagsagtigt. Som det at have skriveblokering:
Og så, efter et par standard-råd, et skarpt sving til venstre, og lige ud i galskaben:
Som så accelererer vildt og voldsomt, og lidt senere er vi her:
Det er klassisk Boulet. Han tager hverdagen, almindeligheden, og associerer, fantaserer den ud i vanviddet, i en slags ekstrem konsekvens, hvor vi fra et det ene billede til det andet bevæger os fra morgenånde og havregrød og ud i fremtiden, op i rummet eller ind til kontrolrummet i hjernen. Altså bogstaveligt talt: der er et kontrolrum. Fyldt med små mænd:
Det er som oftest morsomt, men Boulet bruger også de fantasifulde greb til at fortælle os noget om vores menneskelige dårskaber. Det er ikke lige dybt altsammen, men det er altid veloplagt leveret.
Han laver også andre ting. Der er nogle rejseanekdoter og rejseskitser, og så er de gange, hvor han leger med webformen, og ser om han kan tage mediet nye steder hen.
Som det her pixelerede trip, hvor han gør god nytte af skærmens scroll-funktion, eller den her, en poetisk ny-klassiker inden for animerede tegneserier:
(Den fremragende & fine “Our Toyota was fantastic” kan læses i sin fulde længde her)
Så selv om Boulet er sjov og selvbiografisk og på den måde en del af den populære trend af sjove og selvbiografiske serier, så er den også antitesen til dem. Til LineJensen og Kellie and Pete og Rubyetc og Tegnehanne og hvad har vi eller vist frem her i julekalenderen. Både fordi Boulet så vanvittigt og hårdt konsekvent trækker tæppet væk under hverdagen, men også fordi Boulet er en fraaaaaansk tegneserietegner. Han udvikler formen med udgangspunkt i det klassiske tegneseriehåndværk, og han tegner fandeme ikke nogen pindemænd og sjuskeskitser. Han tegner røven ud af bukserne hver eneste gang, og det er bare en stor, fed fornøjelse at se på den streg. Også i juleaction:
Bouletcorp kan læses på engelsk og fransk og koreansk (!). Den engelske er på english.bouletcorp.com/
“Jul på nettet” er årets julekalender på Nummer 9. De anbefalede webserier udgør et skønsomt udvalg plukket blandt alle de digitale tegneserier, der er tilgængelige netop nu, af skribenterne selv. Rækkefølgen, anbefalingerne optræder i, udgør ikke nogen kvalitativ rangordning.