Det alfabetiske opsamlingsheat byder på alt fra digitalt genudgivne børneserier til mesterlige krigsskildringer.
Så er vi nået til forårsforskræppets store rodekasse, hvor alle forlag med relativt få titler på vej får deres tid i spotlyset. Nå ja, og så lige Faraos, der ikke fandt tid til at fortælle om deres udgivelser, men burde nævnes alligevel – af én ganske særlig grund.
Opsamlingsheatet i listeform:
Carlsen
- Bruno Gazzetti: Alene 2 (februar)
- Julien Neel: Lou! (maj)
Eudor
- Sussi Bech: Aida Nur 2 – “I Anubis’ skygge” (medio februar)
- Frank Madsen: Kurt Dunder 3 – “I Tyrol” (medio februar)
Fabel
- Arne Ungermann: Hanne Hansen 4
- Lars Jakobsen: Mortensens Mondæne Meritter 3 – “Den mystiske palæotyp” (A3 HC)
Faraos
- Jacques Tardi: Fandens til krig!
- Etc.
OFV
- Asger Grevil : Silas 1
Carlsen fortsætter den forsigtige satsning på nye, franske børnetegneserier. Alene fortsætter med bind 2, hvor børnene i den voksenforladte storby indlogerer sig på luksushotel, forsøger at få en bus op at køre og opdager, at byen måske ikke er helt uden voksne indbyggerealligevel … Og så runder Julien Neels topcharmerende Lou! bind 5, altid en fornøjelse.
Frank Madsen og Sussi Bechs forlag Eudor digitaliserer ældre album fra de tos hænder for øjeblikket, og selvom forårsforskræppene normalt styrer uden om rene genudgivelser, så vil vi omvendt gerne slå på tromme for Danske Tegneserieskaberes app. Og så er de pågældende titler angiveligt ret svære at opstøve i trykt form. “Egtved Pigen” kom allerede i januar, og i februar følger så bind 2 af Bechs løsslupne Aida Nur-serie, mens Kurt Dunder tager en tur til læderhosernes hjemmebane.
Fabel udgiver som tidligere annonceret fjerde bind af mesterillustrator Arne Ungermanns samlede Hanne Hansen – én af Danmarkshistoriens bedste stribeserier – komplet med luksustryk og andet godt. Senere følger et særsyn på dansk grund: En sort/hvid A3-udgave af forlægger Lars Jakobsens eget Mortensen Mondæne Meritter-album “Den mystiske palæotyp”, direkte affotograferet fra originalerne. En dansk pendant til amerikanske IDWs “Artist Editions“, med andre ord.
De travle godtfolk hos Forlaget Faraos har ikke fundet tid til at besvare Nummer 9s henvendelser, så forskræpsredaktøren skal ikke kloge i, hvad på forlagets Kommende udgivelser-oversigt, der kommer hvornår. Men én nyhed var for god til ikke at omtale, nemlig at forlaget er på vej med Jacques Tardis Fandens til krig!, et 140 siders pragtværk om første verdenskrig, som i den forgangne uge var emne for en skamrost udstilling på Angoulême-festivalen i serieskaberens hjemland Frankrig. Pligtlæsning!
Sidst, men ikke mindst, er Ondskabens Flydende Vatikan snart klar til at følge op på deres relancerede flagskibsantologi – nu med navnet Tuschmørke – med animationsuddannede Asger Grevils Silas. Dén omtalte vi også for et halvt år siden, men stadig: Lovende ser den ud.
Nummer 9s alfabetiske forårsforskræp afsluttes i morgen med den store overbliksliste. Bemærk, at artikelserien reflekterer de oplysninger, forlaget har udleveret, og at udeladelser kan forekomme, hvis Nummer 9s henvendelser ikke besvares.