Egmont-udbryderne følger op på succesen med kioskdistributerede album i efteråret, der byder på en række velkendte serier.
Tiden er inde til en status over det næste halvårs tegneserieudgivelser, og dette efterår tager vi den ét forlag ad gangen. Denne gang Zoom, der blev dannet for et par år siden af Mads Stoumann og Michael G. Nielsen, der begge kom fra stillinger i Serieforlaget Egmont. Siden har forlaget overtaget en del af Egmonts serier, som de har kørt ufortrødent videre, og senest har de udsendt den første kioskdistributerede albumserie i årevis – gode gamle “Basserne”, såmænd.
Det var en succes, forlyder det fra forlaget, der i efteråret udsender yderligere to album med Mort Walkers folkekære serie, ét i september og ét i oktober.
Ellers er alt omtrent ved det gamle hos Zoom, der kører på med Natacha-skaber Francois Walthérys Rubine – “Skrøbelig arv” kommer i september – ligesom der er både Zits-, Pondus- og Blåfrakkerne-album på vej. Dertil kommer en række årshæfter, bl.a. med den Henrik Rehr-tegnede Kaptajnen og ungerne, og næste bind i Zooms Vakse Viggo-genudgivelse, “Øretæveindbydende Viggo”.
Så travlt et udgivelsesprogram kræver en oversigt, så her kommer den:
September
Walthéry: Rubine – “Skrøbelig arv”
Oktober
Mort Walker: Basserne årshæfte
Jerry Scott: Zits årshæfte
Rudolph Dirks og Henrik Rehr: Kaptajnen og ungerne årshæfte
Mort Walker: Basserne album 2 – “Kokkens overraskelse”
Franquin: Vakse Viggo – “Øretæveindbydende Viggo” (Gaston 13)
November
Mort Walker: Basserne album 3 – “Pløresødallejren kan regne med Jens Fup”
Willy Lambil: Blåfrakkerne – “Miss Walker”
Jerry Scott: Zits album 2
Frode Øverli: Pondus album 3 (Zoom)