Før sommer blev et nyt kuld dimittender udklækket fra den danske tegneserieskaber-uddannelse Grafisk Fortælling i Viborg. Vi introducerer de afgangsstuderende, én ad gangen.
– Jeg hedder Sarah Santangelo, jeg er 24, jeg er fransk-italiener og er født og opvokset i Italien.
Fortæl lidt om dit ”final project”!
– Mit projekt er en semi-selvbiografisk tegneserie/digtsamlings-hybrid. Det følger Juliette, som må gentænke alt hun ved om kærlighed, da hendes mand Diego får et psykotisk anfald mens hun er ved at føde deres første barn.
Hvad motiverede dig i sin tid til at søge ind på Graphic Storytelling?
– Jeg har altid tegnet. Jeg studerede egentlig kunsthistorie, men manglede det fortællende element i min uddannelse, og jeg har altid været interesseret i og inspireret af fortællinger. Så Grafisk Fortælling var den perfekte løsning.
Hvad har overrasket dig mest ved studiet?
– Jeg var positivt overrasket over, at uddannelsen var netop det, jeg havde ønsket. Jeg kan godt lide hele tiden at udvikle mig og blive bedre, især når jeg kan fremskridt i mit arbejde mens jeg laver det.
Har du nogle gode råd til andre, der overvejer at søge ind på skolen?
– Følg dine interesser. Hvis du går op i at fortælle historier og gerne vil gøre det i billeder, så er det Grafisk Fortælling, du har brug for. Og vær ikke bange, hvis du stadig leder efter din kreative stemme – den har du tid til at finde frem til, mens du er her.
Hvad er de vigtigste teknikker eller kreative metoder, du har lært på skolen, og hvordan har de påvirket din måde at arbejde på?
– Det hele har været værdifuldt – jeg har læst så meget bare ved at prøve de forskellige underviseres teknikker og arbejdsmåder af, og så kunne vælge det, der passer mig bedst.
Hvad er dine nuværende forestillinger om, hvad du skal arbejde med efter graduation?
– Jeg vil gerne arbejde på projekter, der inspirerer mig. Jeg er særligt interesseret i projekter, der oplyser eller uddanner, for eksempel for museer eller NGO’er. Jeg kunne godt tænke mig at lave historier om psykisk sygdom, køn og seksualitet – historier, der kan hjælper dem, der savner repræsentation af den slags temaer.
Hjemmeside: sarah-santangelo.com
Interviewet er oversat fra engelsk af Charlotte Johanne Fabricius