Marshal Blueberry
William Vance, Michel Rouge, Francois Corteggiani, Colin Wilson, Michel Blanc-Dumont, og så selvfølgelig Jean-Michel Charlier og Jean Giraud. Kun de to førstnævnte og sidstnævnte er på banen i Marshal Blueberry, men ellers må man sige, at den gode løjtnant (i dette tilfælde marshal) efterhånden har været godt omkring blandt kokkene i køkkenet.
I min barndom blev der sendt et typisk langsommeligt quizprogram på DR, hvor deltagerne skulle gætte, hvem af tre personer, der alle udgav sig for at være den samme, der rent faktisk var den rigtige person. I Marshal Blueberry kan det straks konstateres, at den rigtige Blueberry ikke er til stede. I hvert fald ikke som man kender ham fra den kanoniserede hovedserie skabt af Charlier og Giraud tilbage i 1963. Godt nok har Giraud skrevet historierne, men tegnearbejdet er overladt til rutinerede Vance (XIII, Bob Morane, Bruno Brazil m.fl.) samt Rouge, der tidligere havde assisteret Giraud på hovedserien. Michel Rouge har stået for tegningerne i det sidste af de tre album, der er samlet i – og udgør hele serien om – Marshal Blueberry. Han er tydeligt på linje med Girauds tegnearbejde i specielt de sidste fem album af hovedserien. Så har man en udpræget længsel efter Blueberry a la Giraud-light, så leverer Rouge varen. Det er klart det tætteste man kommer på, at den rigtige Blueberry rejser sig. William Vance er mere sin egen, så i de to første album får man styret sin lyst til Blueberry a la Vance, hvis man skulle have sådan én.
Marshal Blueberry lanceres i vanligt lækkert udstyr fra forlaget Cobolt. Hardback, tykt, mat papir, men dog uden nogen form for ekstramateriale i denne omgang. Det gemmes forhåbentlig til senere i år, hvor forlaget tager hul på, hvad de kalder ”en definitiv samlebindsudgave af hovedserien BLUEBERRY”. Derfor står der også Den samlede krønike nederst på forsiden af Marshal Blueberry. Om det inkluderer, at forlaget senere udsender de øvrige sidegrene af serien som Den unge Blueberry, Blueberry i den amerikanske borgerkrig og Blueberrys unge år er uvist, men omvendt er det også hovedserien, der er en af hjørnestenene i såvel westerngenren samt den europæiske albumtradition.
Handlingen i Marshal Blueberry udspiller sig i 1968, et tidspunkt hvor Blueberry er udstationeret som løjtnant på Fort Navajo. Som fortets navn mere end antyder, så ligger det midt i et indianerterritorie. Kampene mellem indianere og de hvide tilflyttere er omdrejningspunktet i det første album, som det har været i centrale dele af hovedserien. Og lad det være sagt med det samme: godt nok var Jean Giraud en af de helt store tegnere, men det samme gjorde sig ikke gældende for hans evner som forfatter. Så det bliver en lidt tynd gentagelse af tidligere historier, hvor Blueberry som mediator skal forsøge at undgå en opslidende krig, mens andre netop har en interesse i at opildne til konflikt. Det hele bunder i en sag om våbensmugling, der i de efterfølgende to album sender Blueberry til byen Heaven, hvor han som marshal skal på en dobbelt opgave. Dels skal han skabe orden i en by, der i vanlig westernstil netop er et billede på det vilde vesten og dels skal han afsløre den illegale våbenhandel, der lagde grunden til indianeroprøret. Man savner uvægerligt Charliers sikre greb om fortællingerne, der med sine mange, fint spundne tråde og lange fortløbende historier og figurgallerier gjorde serien til en øjeblikkelig klassiker.
Marshal Blueberry tilbyder godt nok klassiske westerntemaer med en klassisk helt fra den europæiske tegneseriehistorie i hovedrollen. Det føles bare ikke på noget tidspunkt som den rigtige Blueberry. Som nævnt er Rouge en kapabel letvægtsafløser, mens Vance er sig selv, hvilket vil sige absolut stabil og med sine vante, kantede figurtegninger, men også en fluevægter mod sværvægteren Giraud.
Vil den rigtige Blueberry venligst rejse sig? Og helst i lige så lækkert udstyr suppleret med fyldigt ekstramateriale, der vil få de tidligere samlebind fra Egmont til at gemme sig i skammekrogen. Marshal Blueberry er pauseunderholdning, der fastholder interessen før hovedkampen, hvor Charlier og Giraud lader den fordrukne og illusionsløse løjtnant Blueberry ankomme til Fort Navajo for første gang.