Forlaget Afart er med vanlig sans for det sporadiske på banen igen, denne gang med intet mindre end et nationalt klenodie, ved det at der er tale om erotika fra den sene Jørgen mogensens hånd. For de der er bekendt med mandens sidste mange afstikkere fra avisserien Poeten og Lillemors klassiske univers, kommer det nu nok ikke som nogen overaskelse, at det her mere er manden end værket der kan bryste sig af adelsmærket klenodie, det fristende koloristiske i denne malede serie og dens smukke udstyr til trods.
Mogensen havde en sød tand for det voyeuristiske, snarere end for det regulært pornografiske, skønt han også lige fik berørt slagtermesterpornoen i sin rene form med antologibidraget Fra det halvgamle København i -87. En Victoriansk husmoders eftermiddag er dog mere naturalisme end voyeurisme, da sidstnævnte forudsætter at der er noget skjult at lure på. Det er der ikke her.
De prærafaelittiske malere fra midten af 1800-tallet Dante Rosetti og William Morris’ foretrukne model Jane Burden er historiens heltinde som i en tur i parken hurtigt får tøjet af, med liderlige gnomer og andre hankønsvæsner der vil gramse til følge. Herefter er ikke meget skjult bortset fra hensigten med det hele.
Ja – her er nøgne kvinder galore, men pornografen må kigge forgæves efter regulær sex, endsige noget pornografisk overhovedet, med mindre en nøgen kvinde i sig selv kan betegnes som et udslag af pornografi. Den tid er vist forbi hvor det var tilfældet, og den var det iøvrigt allerede i 1997 – 2000 da malerierne serien bygger på blev malet.
Ja – Mogensen var dybt optaget af prærafaelitterne og deres tid, som han paradoksalt nok beskriver i nærmest pointillistiske skillerier. Han hinter ivrigt til disse banebrydende maleres idéverden, og…?
For tilhængere af klassisk dansk illustrationskunst er nærværende udgivelse a trip down memory lane, men man skal altså tage sig til takke med at kigge billeder flankeret af en historie uden hoved eller hale. Bølgen af komplette bogudgaver af tegneserieklassikere som man har set det udenfor landets grænser det sidste tiår er gået Danmark forbi, og når man ikke en gang kan gennemføre en samlet udgave af Mogensens hovedværk Poeten og Lillemor, som vitterlig var et fyrtårn i sin tid, er denne publikation kun en meget ringe trøst. Hvis dette er erotik må man kalde en mødom for en kønskrans.
Karakter: 2/5
Titel: En viktoriansk husmoders eftermiddag
Forlag: Afart/Tellerup
Tegner/forfatter: Jørgen Mogensen
Form: Indbundet, 46 sider i farver
Pris: 250 kr.
Udgivelsesår: 2013
ISBN: 978-87-588-1378-3