Kuglerunde Otto fejrer 10 års jubilæum med den ambitiøse og grafisk knivskarpe “Citizen Otto”. Nummer 9 har snakket med ulykkesfuglens flittige far, Anders Brønserud.
Siden 2003 har stribeserien Otto – i de første år udstyret med undertitlen “Verdens ensomste palindrom” – levet sit eget, melankolske liv, først i antologiserien Free Comics og siden i tidsskrifter inden- og udenlands og i selvstændig bogform.
Striben har med tiden gennemgået en udvikling fra korte visuelle vitser til længere, tragikomiske fortællinger, men er forblevet tro mod sit udgangspunkt: Den grafisk rendyrkede sort-hvid, det konsekvente fravær af ord – også lydord – og den gennemtrængende melankoli.
I år fylder Otto rundt, og det fejrer serieskaber Anders Brønserud med en helt ny bog, “Citizen Otto”, der følger sin hovedperson fra krybbe til grav og tilsætter en række mindre sekvenser og fortællinger. Nummer 9 tog en snak med Brønserud om 10 års hårdt arbejde og kunstnerisk kompromisløshed i jagten på et kommercielt gennembrud:
Otto fylder jo 10 i år. Hvordan opstod den kuglerunde støder egentlig?
– Otto opstod i kølvandet på en række humoristiske stribeserier, som jeg forgæves havde forsøgt at afsætte til aviser og agenturer. I frustration over ikke at lykkes satte jeg mig ned og tegnede anti-tesen til de øvrige serier: En serie, der var humørforladt, visuelt skrabet og ordløs. Der blev noget back-to-basics over Otto, fordi jeg forsøgte at koge det hele ned til cirkler og kvadrater. Jeg havde lige opdaget Jim Woodring og Jason, og Otto var vel min fortolkning af det, jeg fandt dér; noget på én gang syret og sørgmodigt.
Når man læser hen over din Otto-produktion, så bliver serierne længere og mere komplekse, men deres byggeklodser forbliver i grove træk de samme. Hvor og hvordan oplever du selv, at serien har rykket sig – og hvor håber du, den er på vej hen?
– Siden jeg begyndte på materialet til “Otto Obscura” (2010 – læs Nummer 9s anmeldelse, red.) og “Citizen Otto”, har produktionen af Otto fulgt to spor: Gagstriberne med nagelfaste fire ruder og en humoristisk pointe, og de længere, mere kunstfærdige episoder, som ikke nødvendigvis har en punchline. Jeg har ikke udstukket en klar kurs for fremtiden, men efter at være blevet færdig med “Citizen Otto” vil jeg en rum tid koncentrere mig om at producere de fire-ruders gagstriber.
– Jeg har dog stadig lyst til at arbejde med Otto i andre formater, og skitsebogen indeholder flere gode idéer. Selvfølgelig har jeg en forfængelig ambition om at skabe den ultimative visulle gag, men ellers må et slutmålet være, at folk rent faktisk køber og “læser” Otto.
Kan du sige lidt om seriens publikationshistorie? Både i Danmark og i udlandet, hvor den jo har et oplagt eksportpotentiale?
– Efter at Otto fødtes i efteråret 2003 legede jeg en del med formen; striber, helsidesformat og enkelttegninger. Et halvt år senere blev jeg af Trine Nørregård Madsen fra hedengangne Blå Bil i Odense og gjort opmærksom på, at det nystartede blad Free Comics søgte tegneserier. Jeg sendte nogle striber afsted og fra og med nr 2 til sidste udgave i 2009 blev Otto bragt månedligt. Både i stribeform og i forskellige særformater, bl.a. en zombie-nisse-månedskalender. Free Comics‘ legendariske redaktør Torben Hansen og jeg faldt godt i hak, og hans forlag Forlæns udgav fire samlinger med striber i 2004, 2006 (hvor Otto vandt en Komiks.dk-pris), 2008 og 2010. Han udgav desuden “Otto Nullus Non” i 2011, en samling med Otto-rariter fra Free Comics plus en masse nyt materiale. Den indeholdt bl.a. også den syrede “Elskovsnegl”, som jeg selv er ret glad for.
– Siden seriens start har jeg forsøgt at afsætte den som stribe i aviser og er løbende rendt redaktører og agenturer på dørene. I 2006 bragte norske Aftonposten Otto som en del af en “stribe-tävling” hvor en serie fik seks ugers daglig eksponering hvorefter læserne stemte på om den skulle fortsætte eller ej. Otto tabte til en dårligere norsk serie – selvklart, the game was rigged! Men jeg fik et pænt honorar for perioden, og det gav mig i høj grad blod på tanden. Tilbagemeldingerne har dog typisk været, at Otto er for skæv, trist og for lidt mainstream. Først i 2009 bed PIB på og de fungerer i dag som mellemled for salg af Otto til diverse medier, pt. går den i Diario El Expreso i Equador! Jeg forventer mig meget af opsvinget i de sydamerikanske lande, forstås.
– Otto går desuden i fagbladet for Danske Musikterapeuter og det hollandske magasin Zone 5300. Serien blev også trykt i det kortlivede “Striber!” fra folkene bag “Basserne”.
To af de stribesamlinger, som Torben Hansen udgav, udkom også uden for landets grænser: “Otto Jacta Est” udkom i Sverige i 2008 og “Otto Nonchalangelo” udkom i 2010 i Tjekkiet, Holland og Finland – hér med titlen “Pallo kallellaan” som betyder “bolden vippes”, don’t ask!
Det forbigår vi i tavshed. Otto er en relativt enkel figur, og selve formatet sætter visse grænser for, hvad du kan gøre med ham. Hvad har fået dig til at holde fast i serien og figuren?
– Ja, i “Citizen Otto” er der en episode, som fylder halvdelen af bogen, og som fortæller Ottos liv fra vugge til grav. Hér synes jeg, at jeg skraber loftet for, hvad jeg kan med serien. Der er helt klart grænser for, hvad jeg kan fortælle med så enkle virkemidler. Dén episode var en udfordring til mig selv og skulle oprindelig have fyldt hele bogen, men jeg syntes, at flere af de kortere episoder var så gode, at jeg forkortede livshistorien for at få plads til det hele.
– Af og til har det været svært at holde dampen oppe, specielt på grund af frustrationerne over ikke at kunne ramme det potentielle publikum, som jeg tror, at Otto har. Det har til tider fået mig til at lægge serien på hylden i perioder på halve år. Men strømmen af idéer til figuren og fomatet er uendelig, og jeg ser ingen grund til stoppe. Otto svinger simpelthen med den måde, jeg selv oplever verden på. Det kan være, at jeg på mit dødsleje stadig ikke har set Otto blive mere udbredt, end han er i dag, men jeg synes, jeg har tegnet i hvert fald en håndfuld striber, som jeg også tror, at jeg vil være stolt af til dén tid.
Jeg har set dig tegne gnidrede thumbnails i skitsebøger i jagten på nye Otto-striber. Forklar din ideudviklingsproces!
– Da jeg var omkring 10 år, begyndte jeg at tegne vittighedstegninger og -striber inspireret af Qvist, Füchsel, Mort Walker og Dik Browne. I mange år kom jokes’ene simpelthen til mig af sig selv, og jeg skitsede konstant for at fastholde alle idéerne. På det tidspunkt, hvor jeg skabte Otto, var kilden så at sige løbet tør, og jeg måtte bruge lang tid på at tvinge en ærlig vits frem. Det gjorde i starten processen slidsom, indtil jeg udviklede den metode, som jeg bruger i dag: Den går i al sin enkelhed ud på, at jeg sætter mig ned med skitsebogen, med en blank side og et blankt sind, og så begynder jeg i øverste venstre hjørne. Det indledende billede skal vise Otto i en helt genkendelig situation: Otto leger hent-pinden med sin hund, han kaster pinden og hunden stormer efter den, Otto venter, hunden vender ikke tilbage og på sidste billede sætter Otto plakater med den savnede hund op over hele byen.
– Jeg har måske 20 eller 30 skitser der viser de første tre ruder af denne stribe men hvor jeg ikke har kunnet finde på afslutningen. Hvis den udebliver helt, begynder jeg på den næste skitse: Otto står i kø hos bageren, Otto springer ud med faldskærm, Otto får et telefonopkald, osv. Der er potentielt en million steder, hvor jeg kan starte, og endnu flere, hvor jeg kan slutte. Jeg har enten en tidsmæssig ramme, eller et mål om at fylde f.eks. fire sider. I den bedste af alle verdener satte jeg mig ned i 15-30 minutter hver dag og ville i løbet af dén tid kunne producere 2-3 brugbare idéer. Jeg mindes ikke, at jeg på noget tidspunkt i løbet af Ottos 10-årige liv har fået en idé ud af det blå, og husker kun én, hvor jeg er blevet inspireret af en virkelig hændelse. Hos mig er kreativitet 100 % perspiration.
Kræver de længere fortællinger andre slags idéudvikling?
– De længere forløb er tit resultatet af den samme proces som med fire-ruders striberne. Det kan være en idé, som kræver mere plads, eller som simpelthen løber løbsk. Livshistorien i “Citizen Otto” er dog i højere grad et produkt af tankevirksomhed fremfor den ovenfor skitserede “automattegning”. Livshistorien er også i nogen grad stykket sammen af flere idéer til kortere episoder.
En detalje: I serien, hvor vi følger Otto fra vugge til grav, hvorfor må vi da ikke se de kvinder, han forelsker sig i?
Jeg havde et generelt dogme om ikke at vise andre personer i “Citizen Otto”. Jeg synes at “mennesker” i modsætning til dyr kan komme til at virke som fremmedelementer i Otto-serien – de får Otto til at fremstå som et “ikke-menneske”. Han er jo et slags koncentrat af menneskelige karakteristika fremfor at være en egentlig person. Jeg bruger “mennesker”, når en god pointe kræver det, men i den nye bog ville jeg se, om jeg kunne klare mig uden.
– Jeg er meget bevidst om, hvad jeg viser og ikke viser. Læseren skulle gerne selv digte med, og de abstrakte rum, som Otto bevæger sig rundt i, hjælper med til at berede overrumplende (scene)skift i fortællingen.
I bogens allersidste stribe står Otto over for et kvadratisk maleri, der er helt hvidt. Først er han begejstret, så bliver han irriteret, og til sidst falder han i en slags trance. Er det dén effekt, du håber at opnå med “Citizen Otto”s strenge sort/hvide minimalisme?
– Jeg var meget i tvivl om, hvorvidt den sidste stribe skulle med: Den er tænkt som en slags evalueringsskema til læseren, som kan svare på, om bogen var god, dårlig eller ingen af delene; de hvide kasser er afkrydsningsbokse. Trancen er nok den bedste tilstand at indtage Otto i, jeg burde alliere mig med en hypnotisør.
– Hvad minimalismen angår, så hænger min fascination af dén givetvis sammen med mange års arbejde med udvikling af logo types: Find ind til kernen og skær alt overflødigt væk. Less is more – but sometimes less is not enough.
