Warner Brothers’ stort opsatte reboot af Superman markerer samtidig ikonets 75 års jubilæum. Men havde selskabet dog bare valgt en anden instruktør…
[SPOILER-WARNING, UNDGÅ DE SIDSTE TO LINJER]
Det er ironisk, at Zack Snyders reboot af Superman, Man of Steel, åbner med en fødende kvindes smerteansigt.
Ideen med at starte med fødselen af et barn – som selvfølgelig er Kal-El, søn af Lara og Jor-El – er fremragende tænkt. Et anslag, der rummer enkelhed, klarhed, renfærdighed, eksistentiel tyngde og – tør man sige det – naturlighed. Alle temaer, der knytter sig til popmytologien om Superman, den første, største og bedste superhelt.
Men allerede få sekunder efter går det ned ad bakke.
Jor-El, der spilles med stoisk nærvær og tyngde af Russell Crowe, tager i mod sin søn, mens et par jordmoderrobotter svæver rundt omkring fødselen. Robotternes design gør i det små lidt mere opmærksom på sig selv, end hvad godt er. De kan ligesom de der legetøjsdimser, som med stifter kan gengive en form, f.eks. et ansigt eller en hånd, simulere alting – også barnet inde i Laras mave, der er på vej ud. Krypton er selvsagt en anden verden end Jorden, og skal følgelig se anderledes ud, men lige med det samme mærker man en instruktør, hvis sensibilitet er fetichistisk og overfladefokuseret.
Mistanken bekræftes kort efter, hvor Jor-El flyver på øgler fra James Camerons Avatar, mens en rumarmada sprænger i luften i baggrunden, mens Krypton eksploderer, og Jor-El inden da også lige får svømmet i en inderligt unødvendig undervandsscene med scenografi fra The Phantom Menace.
En halv time senere klipper Man of Steel til jorden, hvor en yngre Clark Kent redder mandskabet fra en katastroferamt boreplatform. Faktisk brænder boreplatformen helt vildt: ALT står simpelthen i lækre CGI-animerede flammer, gnister, metal, røg, glimt, tunge ting, der falder ned, panik! Billederne er overlæssede med effektjageri, men fotografen (eller hvem der nu har lavet billederne) er tydeligvis ikke tilfreds, så derfor er ikke bare scenen, men hele filmen sovset ind i rastløst håndholdt kamera, hvor den helt dominerende manér er totalbillede (af for eksempel rumskibe der farer af sted), og så pludselig et vildt zoom, med forstærket, intenst rystet kamera til følge. Det er trættende.
Med andre ord står det lynhurtigt klart, at Man of Steels første og største brøde er udnævnelsen af Zack Snyder som instruktør. Snyder er udpræget ufølsom overfor sit stof, som han dog trods alt ikke er helt tonedøv overfor.
Snyder er dog begunstiget med en genial caster, der har sikret en bundsolid rollebesætning, der midt i Snyders trættende og tomme razzle-dazzle bringer stemninger og ansigtsudtryk i spil på en måde, der tilfører filmen de egenskaber, der i nogen grad lurer i manuskriptet. Russel Crowe har en overraskende stor rolle, og er slet og ret god som Jor-El. Han har et vejrbidt fjæs, der rummer både vildskab og blidhed, men først og fremmest et på en gang ædelt og fysisk nærvær, som klæder Supermans far.
Crowe flankeres af andre solide præstationer, men det er naturligvis Kevin Costner, der er filmens helt store stjerne i rollen som Jonathan Kent, bondemanden fra Smallville, Kansas. Costner er den eneste skuespiller jeg er bekendt med, som kan slippe af sted med at hylde en rendyrket konservativ patriotisme, med både oprigtig og følsom integritet.
Det er ham, der med sin snusfornuft og yderst ansvarsfulde eftertænksomhed forstår, at Clark Kent er et stort moralsk anliggende, som skal håndteres gelinde. Det er ham, der med eksemplets magt viser både heltemod og tilbagehold af heltemod, når det er påkrævet. Det er ham, der når en plaget teenage-Clark i frustration over sine kræfters byrde udbryder: ”Men kan jeg ikke bare blive ved med at lade som om, jeg er din søn?” svarer: ”Men du er jo min søn!” med afdæmpet, men alligevel intens nærværende kærlighed i stemmen. Fuck, Kevin Costner er god. I en ordentlig instruktørs film havde han været fantastisk.
Anyway: også manuskriptet rummer gode ideer. Superman trænger til en rigtig reboot efter Bryan Singers retroflop Superman Returns, og det er sådan set et forståeligt træk at bringe selveste Christopher Nolan ind som spindoktor i projektet, for Superman er en figur, der kræver intelligente forfattere, som på nærmest analytisk vis kan skabe situationer og relationer, der får den principielt uhyre kedelige, renskurede og almægtige helt gjort nærværende og relevant.
Nolan er dygtig til tankespind, dilemmaer og paradokser, og det passer fint til Superman. Læg dertil en tung vinkling på sci-fi-aspektet af Superman (ikke mange andre superhelte kom med rumskib fra en anden planet), som teoretisk set også er en frisk og legitim indfaldsvinkel.
I hænderne på Zack Snyder er gode intentioner desværre forgæves, og mod slutningen er man tæt på at få kvalme af uendeligt ligegyldigt bulder og brag, som er ligeså ukreativt håndteret som de klicheagtige rumskibsdesigns (organisk bille-look NO MORE!).
Ud over Kevin Costner (og Amy Adams som en perlefrisk, skarp og sødmefuld Lois Lane) er filmens bedste øjeblikke skildringerne af Clark Kents vanskelige barndom med løbske superkræfter og uviljen mod at anerkende dem og deres perspektiver. En scene, hvor Clark gemmer sig i skolens kosteskab, er fin i al sin enkelhed: lærerinden prøver at åbne døren for at hjælpe ham, men med sit varmesyn gør han dørhåndtaget glohedt, så hjælp altså straffes med brændte naller. Supermans følsomhed er i det hele taget et aktiv – i en senere scene ser vi General Zod (desværre ikke Terrence Stamp) troppe op foran Martha Kents gård, og kræver at hun udpeger hvor det rumskib, Superman ankom med, er gemt. Det vil hun naturligvis ikke svare på, hvorefter han slynger hende mod husets væg. Men SÅ kommer Superman d-r-ø-n-e-n-d-e gennem kornmarken, lige ind i mavsen på Zod, POW!, og Superman slynger kaskader af rasende knytnæver mod Zods ansigt (stadig med fræsende hastighed), mens han råber ”DU SKAL IKKE SLÅ MIN MOOOOOR!”.
Så meget desto værre føles det, at se en film, der faktisk viser gode takter og øjeblikke med store ambitioner, for så bare at drukne i de tommeste og mest buldrende tønder i nogen nyere actionfilm.
Den allerværste brøler må dog tilskrives manuskriptet: Superman dræber. Det er en stor pointe i filmen, men helt og aldeles misforstået. Det kan de lade Batman og andre om, men da absolut ikke Superman!
Karakter: 2/5
Titel: Man of Steel
Instruktør: Zack Snyder
Del på
