Stieg Larssons Män som hater kvinnor udkom i 2005 og er første del af Millennium-trilogien, der til dato har solgt over 70 millioner eksemplarer på verdensplan. Bogen er filmatiseret både i svensk og amerikansk udgave af henholdsvis Niels Arden Oplev og David Fincher. Og i december sidste år blev det annonceret, at Zlatan-biografisten David Lagercrantz er udset til at fortsætte bogserien, som Larsson selv havde planlagt 10 bind i, men som han ikke nåede at se nogen udgivet af før sin død. Endelig er første del af en tegneserie-trilogi baseret på bøgerne altså også udkommet.
Det interessante spørgsmål i den sammenhæng handler ikke så meget om underholdningsindustriens nuværende forkærlighed for at suge enhver dollardråbe ud af allerede etablerede og sikre koncepter, indtil de ikke længere er andet end en grå og på grund af blodmangel hensygnende skygge af sig selv, men snarere om hvorfor netop Millennium-trilogien og især den første del om mænd, der hader kvinder, har kunnet fascinere og erobre hele den vide verden uden for folkhemmet med dets ostemadder og Ikea-møbler og funktionssocialism? Hvad er det, den kan?
Det umiddelbart foreliggende svar ville måske lyde, at der ganske enkelt er tale om en god mordgåde i traditionel forstand. Hvilket heller ikke er helt forkert: Industrimagneten Henrik Vangers grandniece Harriet forsvinder uforklarligt under en familiesamling på en ø, der på netop det tidspunkt er afskåret fra omverdenen af en bilulykke på den eneste bro mellem den og fastlandet. Et klassisk aflåst rum-mysterium med en klart defineret kreds af mistænkte i de tilstedeværende familiemedlemmer på øen. Hertil kommer, at der er tale om en 40 år gammel sag, henlagt uopklaret af politiet, som skal stykkes sammen af sort/hvide fotografier, avisartikler på mikrofilm, dagbøger med kryptiske noter og mugne sagsmapper i støvede firmaarkiver.
Mikael ”Kalle” Blomkvist, der hyres af den aldrende hr. Vanger til at opklare gåden, er lige dele forfatterens alter ego og ideal som både mand og journalist. Han kæmper en idealistisk kamp mod storkapitalen med sit lille, uafhængige tidsskrift Millennium, præcis som Larsson gjorde mod højreekstreme grupper med sit Expo. Han er klædeligt venstreorienteret, som Larsson var erklæret kommunist, på en ufarlig og jovial måde, politisk korrekt og gennemført hæderlig på en ikke-hellig måde. Og så har han en bemærkelsesværdigt veludviklet evne til at få alle mulige typer kvinder til uden forudgående kurtisering eller opfordringer at hoppe op i hans seng. Mikael Blomkvist er et behageligt identifikationsobjekt for læseren, men historiens egentlige hovedattraktion er Lisbeth Salander, som han kommer til at gøre fælles front mod ondskaben med. Hendes demonstrative sociale utilpassethed og klejne statur gør hende ved første øjekast til et indlysende offer for alverdens uretfærdigheder – fra velfærdssamfundets formynderi over småborgerlig fordømmelse til fulde unge lømler og liderlige gamle mænds overgreb. Så meget desto mere frydefuldt er det, at hendes kompromisløse handlekraft, suppleret med lidt ”superkræfter” i form af hacking, fotografisk hukommelse og thaiboksning, mere end rigeligt opvejer de overfladiske svagheder og gør Lisbeth i stand til at gøre det samme for voksne læsere, som superhelte gør for skoledrenge per stedfortræder. At hun så oven i købet er udstyret med en pågående og ukompliceret (poly)seksualitet, ikke ulig Saga Norén fra tv-serien Broen, som synes næsten direkte kalkeret over Salander-karakteren, gør selvklart ikke attraktionsværdien mindre.
De to hovedfigurers helt uproblematiske seksualitet står i skærende kontrast til den perverterede sammenblanding af seksual- og dødsdrift, som alle (de mandlige) skurke i Mænd som hader kvinder repræsenterer. Stieg Larsson satte en ny standard for nordic noir bl.a. ved, hvor meget åbenlys fascination af perversionen man kan stable oven på konstruktionen, uden at den kollapser under vægten heraf og blotter sin kerne af rendyrket snuff, ved at indbygge sin egen store og tilsyneladende helt ærlige indignation over kvinders vilkår og position i det patriarkalske samfund som et bærende element. Fordi forfatteren så rigeligt har alle de rigtige holdninger til at retfærdiggøre den detaljerede skildring af rædslerne, fordi han med en troskyldig ligefremhed, der udelukker enhver mistanke om gustent overlæg, taler direkte til både de ædleste principper og de laveste instinkter i os, og så selvfølgelig fordi alle de lede svin – racister, nazister, kapitalister, volds- og voldtægtsforbrydere, mænd – får deres velfortjente røvfuld af en spinkel retropunktøs på lidt over 150 cm og langt under 50 kg, kan læseren i sikker forvisning om en fuldstændig ren samvittighed svælge frigjort i de slibrige nederdrægtigheder for en stund. At sex og vold sælger, er der ingenlunde noget nyt i, men Larsson lærte os, at det sælger endnu bedre ved at donere en procentdel af profitten til Greenpeace.
Tegneserieadaptationen er forestået af den belgiske fødte, men svensk bosatte forfatter Sylvain Runberg (Den mörka sidan) og den spanske tegner José Homs (bl.a. Blade og Red Sonja). Førstnævnte følger i det store hele romanforlægget, men forsøger at udbygge figurernes baggrundshistorier en smule sine steder og foretager lidt småjusteringer. Der optræder imidlertid også en del umiddelbart umotiverede ændringer, som springer i øjnene. Fx er Harriet gjort til Henrik Vangers niece, ikke grandniece, givetvis af samme grund som i den svenske filmversion for at forenkle de noget komplicerede familieforhold – men hvorfor er det pludselig hendes mor Isabella, der er en Vanger af fødsel, og ikke hendes far Gottfried som i både bog og film? Hvorfor kan Blomkvist ikke huske, at Harriet var hans barnepige, da hans far en kort periode arbejdede for Henrik Vanger? Hvorfor ikke helt udelade barnepige-historien, hvis han alligevel ikke husker den, og det ikke bliver brugt til noget senere? Hvorfor skal vi hele fire gange præsenteres for en mystisk skikkelse med et gevær, der lurer på Blomkvist i skjul af skoven på øen, når vedkommendes identitet ikke er nær central nok for plottet til at begrunde en sådan overeksponering? Og så videre med andre små og større forskydninger, som ikke er i stand til at gøre sig fri af spørgsmålet ”hvorfor egentlig?”
Det kan være interessant at få fortalt en historie i et andet medie, med dette andet medies begrænsninger og styrker. Filmadaptationer er både begrænset af, men har også en potentiel stor styrke i at lade rigtige mennesker indtage rollerne. Peter Andersson som Bjurman i den svenske version og Stellan Skarsgård som Martin Vanger i den amerikanske gjorde deres figurer så synkebesværsfremkaldende modbydelige, som kun skuespillere af kød og blod kan med deres mimik, kropssprog og tonefald. (Og omvendt virker det helt forkert i den amerikanske version, at James Bond skulle have nogen problemer med at ondulere disse helt almindelige mennesker uden agenttræning og -fysik.) Tegneserien kan ikke hamle op med filmens karakterskuespil, og den kan heller ikke gengive den møjsommelige samlen brikkerne i mysteriet sammen så elementært spændende som romanforlægget. Men så kan tegneseriemediet så meget andet, tidselastisk, visuelt, fortælleteknisk, fabulerende, som jeg havde set frem til at se udfoldet over netop denne fortælling, om ikke andet så blot for sammenligningen af de forskellige mediers skyld.
Desværre bruger hverken Runberg eller Homs tegneseriens særegne virkemidler til at gøre noget nyt med Mænd som hader kvinder. Nogle af de mere makabre scener, som der kun berettes om i romanen og filmene, er skildret direkte, men det gør dem ikke mere uhyggelige – tværtimod. Andre af de mest pinagtige scener fremstår amputerede og lidt ligegyldige. En stor del af dette skyldes Homs’ tegnestil, der virker faret vild i transit mellem kontinentaleuropæisk nyklassicisme og amerikansk mainstream-action, og som især udmærker sig ved at være temmelig kønsløs, hvilket fortællingens primære fascinationskraft taget i betragtning synes et noget besynderligt valg. Og så kan jeg personligt ikke undgå at irriteres over, at de to ophavsmænd insisterer på at markere, hver gang det er meningen, læseren skal ”føle” noget, med en kæmpestor rude på bunden af siden, hvor der står (eller sidder) en person med bøjet hoved og virkelig føler igennem. Lige som med den mystiske geværmand og de gentagne snapshots af gamle drabsscener virker hensigten til at være en her-og-nu-effekt snarere end at etablere nogle tråde gennem hele fortællingen, der kunne føre frem mod egentlig forløsning.
Helt overordnet savner jeg en gensidig befrugtning mellem udøver(e) og oplæg, som der fx var mellem Finschers iskolde æstetik og det nordsvenske vinterlandskab, den protestantisk-renskurede ligestillingsmedaljes bagside og de gulnede flashbacks til 1960’erne, eller som der var mellem skuespillerne Noomi Rapace og Michael Nyqvist og rollerne Lisbeth Salander og Mikael Blomkvist. Der var også tale om bestillingsarbejde med et overvejende kommercielt sigte, men det udelukker jo ikke, at dygtige udøvere kan tilføre oplægget noget, der har en ikke-udelukkende kommerciel værdi. Jeg kan ikke se, hvad makkerparret Runberg og Homs tilfører af selvstændig værdi, hvad der skulle begrunde denne versionering, ud over det marginale bidrag til milliardboet efter Stieg Larsson, som hans familie og testamentebegunstigede vist stadig slås om. Det er ikke decideret dårligt, men det er heller ikke særlig interessant.
Karakter: 2/5
Titel: Millennium 1: Mænd der hader kvinder
Forlag: Forlaget Alvilda
Forfatter/tegner: Sylvain Runberg & José Homs
Oversættelse: Niels Søndergaard
Format: Hardcover, farver, 128 sider
Pris: 249,95- kr.
Udgivelsesår: 2013
Udgivelsesland: Danmark
ISBN: 978-87-7105-421-7