Samling af tegneserietegneres dagbøger er et kig i et broget udvalg af mere eller mindre kunstneriske liv. Bogen rummer guf, men niveauet havde været højere, hvis serieskaberne havde skruet op for enten sandheder eller løgne, og hvis de havde ladet være at leve så fredsommeligt, mener den inhabile anmelder.
En samling af 11 tegnede dagbøger er en original idé, og derfor føjer Jeg tegner når jeg skriver sig fint til rækken af lidt knaldede Aben-udgivelser, hvori tegnere tidligere har hakket hinanden i småstykker i tegnede dueller (“Tegn eller dø”, 2010) , eller eksperimentet og skabt skønhed og forvirring i pixiserien 676.
Det er også klogt tænkt, at de 11 tegneseriefolk ikke bare er blevet bedt om at skildre en vilkårlig periode. Alle dagbøger handler om ugen for 2013’s Comics.dk-festival i København; en begivenhed, som de fleste danske tegneserietegnere og -læsere betragtede som en ret big deal og investerede en masse krudt, fnidder, forhåbninger, penge til drinks i. Tegneseriefolket var ligesom fokuseret den uge.
Intet branchetræf
Aben Maler har nok håbet, at bogen med sit afsæt i en højspændt periode kunne blive et øjebliksbillede af den danske tegneseriescene. Og de fleste bidragsydere deltager da også i festivalen, hvor de drikker deres bajere og sludrer, deler tegneserieaviser ud, spenderer penge på hinandens bøger og hæfter og zines, medvirker i hinandens paneldebatter og står i kø for at se Anke Feuchtenberger tegne eller for at lytte til Jiro Taniguchi og alt det der.
Alligevel finder seriemenneskernes metamøde desværre ikke rigtig sted i Jeg tegner, når jeg skriver, for bidragsyderne afholder sig (ser man bort fra lidt smådrillerier fra Søren Mosdal) fra at gå i clinch med hinanden i deres dagbogsserier , ligesom de heller ikke reflekterer videre over det lille indspiste miljø, de er del af. Man forstår dem jo godt; det er så let at jokke hinanden over tæerne, når man deler en kunstnerisk topersoners-elevator, men et ucensureret og kun-til-dagbogen-betroet portræt – det får vi ikke.
Hvis jeg, altså anmelderen, havde tegnet dagbog – og det er nok passende at nævne, at det var meningen, at jeg skulle have medvirket i bogen og er indebrændt over, at jeg ikke magtede at levere et bidrag – ville jeg næppe heller have vovet at forholde mig kritisk til tegneseriemiljøet (som er vidunderligt). Men jeg håber, at jeg i mangel af ærlighed ville have løjet min egen adstadige hverdagsuge op på et lidt mere liret plan.
Hvorfor ikke tegne sig selv en mere viltert krattende pen? En større, mere svingende penis, sådan en penis, Moebius ville have tegnet? Eller et dybere tungsind, nogle pænere venner, en mere ørlende superbrandert? Når nu man kunne. Bogens overordnede problem er, at tegneseriefolket, det dagbogsskrivende undersegment i hvert fald, er nogle godmodige hyggefættere m/k, der luffer roligt gennem tilværelsen og glæder sig til deres dvd’er, varme te, fadøl, joints og suset ved at bladre i en frisk tegneserie.
Et funktionelt tegnerliv
Men nok om hvad bogen ikke er. Uanset hvordan man ellers fortolker dem, er de 11 dagbogsserier studier i, hvordan folk, der tegner tegneserier, får deres liv til at fungere.
Mest direkte tematiseret i Ina Korneliussens bidrag, som næsten er så afrundet i tanken, at det ligner en novelle, om savnet efter at hengive sig til kunsten og forsøget på at acceptere, at tegneserierne skal finde deres plads ved siden af lønslavejobbet, der skaffer figenpålæg til bollen og bleer til baby.
De yngre serietegnere sidder ikke i samme grad i lønslave-saksen, men lever formentlig på en sten, et par af dem også på en ret stenet måde – ikke mindst fremragende Anna Mørch Bendixen, hvis uges dramatiske højdepunkt er tabet af en yndlingsbong, der efterfølgende skal rimpes sammen med øjenvippelim og glimmerneglelak. Et højdepunkt i bogen.
Et andet fedt indslag er Zven Balslev, som fylder sine sider ud til kanten med sorte Rapidograph-streger. Hans kapitel er grimt og ret dårligt stavet; et krast ugeforløb med punk, indskudte black metal-anbefalinger, arbejde for at tjene til føden og en portion fiskefars, der ligner en røv.
Også Lars Horneman tager fat på tegneserietegneren-som-arbejdsmand-tematikken. Han har slet og ret travlt – og bliver træt (er faktisk træt fra starten) – i et dagbogskapitel, der desværre mangler nogle flere billeder til at balancere de ret mange ord. Kom nu, tegn hurtigere, Horneman!
Simon Bukhave må have tegnet hurtigt. Og det har fuldkommen forandret hans stil. Jeg er meget begejstret for effekten. Bukhave plejer at arbejde med omhu og akkuratesse som en træskærer, men her giver han den gas i en mere skødesløs streg (stadig fuld af detaljer). Kapitlet indeholder til overflod bogens mest bizarre indslag (og, gætter jeg, det sidste Lars von Trier drømte, før han trillede ned ad sofaen og fik afbrudt sin middagslur i går), et knæ, der ligner en kusse.
Det spændende er det kedelige
En enkelt bidragyder har valgt at gengive sin uge helt ordløst – det er Morten Schelde, som har tegnet en håndfuld sorte, uheldssvangre huse. Husene er fede nok, men som dagbog betragtet er det et lovlig introvert produkt.
Anna Degnbol bruger for meget plads på vejret og på at drikke kaffe, men bliver heldigvis i løbet af ugen syg med feber, hvilket giver mulighed for at tegne vildere og mere krøllet, så man ser hendes talent – også for komposition.
Katrine Marie Nielsen har tegnet en herligt varieret uge, der lader til at afspejle et myldrende sind. (Og hun trumfer lidt med en serie afsluttende sorte tegninger af interiører, der er federe end Scheldes sorte bygninger).
Mari Ahokoivu og Søren Glosimodt Mosdal danner par, og de har valgt at mikse deres dagbøger i en fællesserie, lidt på samme måde som Robert Crumb og hans hustru Aline Kominsky-Crumb har gjort fra tid til anden, så vi får begges perspektiv på samme begivenheder i henholdsvis Mari Ahokoivus overlegne og lidt ferske stil, og Søren Mosdals mere ekspressive.
Mosdal, der er blandt de dygtigste danske tegneseriemagere, der nogensinde har levet, tegner sig selv som en fandens karl (han ligner lidt en fandens karl, så fair nok), så det er hyggeligt at vende et blad og se ham omskabt til en lille blid babymand, der slumrer i lænestolen, i Ahokoivus kærlige streg.
Til gengæld er Mosdal og Ahokoivus fælles uge ret kedelig at læse, hvilket nok skyldes det paradoks, at folk, der laver noget særligt spændende, som regel er kedeligst at høre på, når de beretter om netop dét, jf. alle facebookopdateringer fra folk, der er på ferie, du har læst i dit liv. Og de to er i ugens begyndelse i Grønland, hvor de afslutter et kunstnerisk studieophold, der kun kan have været forunderligt.
Heldigvis slutter parret ugen af med nogle branderter i København, som er bedre læsning, også fordi Mosdal, som ovenfor nævnt, får dasket lidt til sine medtegneserieskabere i hovedstaden.
Med Werdelin på WC
Bogens trækplaster og årsag til dens (formoder jeg) yahyahassanske salgstal er Nikoline Werdelin – som er berømt og i relation til den danske tegneseriescene befinder sig i en af den slags pelsforede rumstationer med blanke klaverer, hvortil de rige flygter, når Jorden bliver skyllet over af lunkent havvand.
Eller, ok, hun bor i Berlin, men pointen er, at hun ligesom ikke er en del af slænget. Werdelin lever et (tilsyneladende) stilfærdigt liv med partneren Ib, to hunde, gode film om aftenen og – lige netop i ugen op til Comics.dk – en lægeundersøgelse, der kræver en udrensning af systemet, hvorfor vi finder den danske seriestribes største stjerne på lokum en væsentlig del af tiden. Bogens største berømthed viser sig også at være den mest selvudleverende kunstner.
Karakter: 3/5
Titel: Jeg tegner, når jeg skriver
Forlag: Aben Maler
Forfatter/tegner: Nikoline Werdelin, Morten Schelde, Katrine Marie Nielsen, Søren Glosimodt Mosdal, Ina Korneliussen,
Lars Horneman, Anna Degnbol, Simon Bukhave, Anna Mørch Bendixen, Zven Balslev & Mari Ahokoivu.
Format: Paperback, s/h, 194 sider
Pris: 180 kr.
Udgivelsesår: 2013
Udgivelsesland: Danmark
ISBN: 978-87-92246-61-5
