Shi 5 - Black Friday
Zidrou, med det borgerlige navn Benoît Drousie, der også er forfatter bag Jordi Lafebres smukke Sommerminder, har i samarbejde med catalanske Josep Homs startet en formidabelt kringlet fortælling om en gryende klassekamp i Dronning Victorias England.
Serien om den japanske gesandt – eller måske snarere udstillingsgenstand – Kitamakura, som ved Verdensudstillingen i London i 1851 forsvinder sammen med overklassekvinden Jennifer Winterfield, er lang og snørklet. Præcist hvor langt vi er med dette 5. bind er ikke helt åbenlyst, udover at det forrige bind afsluttede én fase i fortællingen – den såkaldt Første Samling. Men hvorom alt er, er det nok på sin plads at rekapitulere de foregående 4 bind i et kort resumé – uden at afsløre for mange detaljer.
Jennifer Winterfield er datter af eliten og vokset op i et overklassehjem. Hendes nye hobby er dagens seneste dille, fotografiet. Og, skal det forstås, blot én af en endeløs række af ligegyldige sysler. I hvert fald set fra familiens mægtige patriarks synspunkt. Jennifer er imidlertid stålsat i sit virke, vel vidende at det i den verden hun er født ind i, aldrig kan blive andet end en syssel.
På en udflugt til Verdensudstillingen i Crystal Palace (som vitterligt var opført i Hyde Park alene til det formål og efter udstillingen blev pillet ned og flyttet 1km sydpå) fotograferer Jennifer den japanske kvinde Kita, som i umiddelbart forlængelse heraf undergår en traumatisk hændelse og tvangsindlægges på et sindssygehospital. Således igangsættes en hæsblæsende historie, spundet af Jennifers egen trang til personlig frigørelse og den eklatante racisme Kita udsættes for, kombineret af den klassekamp der på dette tidspunkt vokser op omkring dem og deres allierede i gaderne. En vild fabulering over den kvindefrigørelse der i det 19. århundrede fandt sin dramatiske begyndelse og en kamp for lighed mellem racerne, som dog vel næppe var startet endnu i England på det tidspunkt.
Fra tid til anden, klippes der i historien frem til en omtrentlig nutid, hvor våbenproducenter over hele verden udsættes for angreb på deres familier. Angreb hvor man har gjort brug af våben fra producenternes egne fabrikker. En stribe af drab og lemlæstelser, med efterhånden tydelige forbindelser til den bevægelse Jennifer og Kita starter i 1851. En forbindelse der i begyndelsen blot antydes ved det japanske skrifttegn 死 (Shi) som kan betyde død. Et tegn som Kita tog i anvendelse i deres oprørsgruppe.
Zidrous og Homs har skabt en fantastisk thriller, med en veludviklet sans for at strø magi udover fortællingen, uden at man føler sig hensat til et fantasyunivers. Realismen er stærk; også når fantasien får fuld gas.
Et markant element i fortællingen, er kvindefrigørelsen. Vi ser de første optakter til engelske Women’s Suffrage, som var en del af kampen for stemmeret til kvinder. I England skulle det først ske i 1918 – for kvinder over 30 år! Men i Shi er der tydelige elementer fra bevægelserne der ledte frem til disse foreninger, endda ned til spejlingen af enkelte (anakronistiske) hændelser som f.eks. en engelsk suffragette som bliver løbet over ende af kong Georges hest til et derby og dræbt.
Det er lidt som at spørge sig selv: kan man forestille sig Manara som feminist?
Det er nærliggende at læse Shi som et feministisk værk. Der er mange absurde uretfærdigheder taget ud af vores egen faktiske fortid. Hændelser som uvægerligt må fremkalde forargelse. I samme åndedrag dyrker tegningerne imidlertid en udpræget maskulin erotik – også i de scener hvor der er tale om overgreb, vold og pression. Man kan vælge at se den temmelig seksualiserede fremstilling af kvinderne i historien som et bevidst valg – et kunstgreb til måske at plante en skamfølelse hos læseren og dermed skærpe budskabet. Men er dét ambitionen, så fungerer idéen ikke. Nej, indignationen over den lethed hvormed magthaveren forgriber sig, er tydeligt forankret i det der var – mænd forgreb sig på kvinder, forældre på børn, kolonialismen mod alt fremmed. Et horribelt system af sparken nedad. Men spejlingen til nutiden mangler. Der gøres anstalter til dét i nutidsafsnittene, men det kommer aldrig rigtigt ud og der er ellers paralleller nok at tage af. Ét er dog åbenlyst: ingen i denne historie er fri.
Selve historien er ualmindeligt velfortalt og har et væld af interessante bifigurer og små sidehistorier, som løfter læseoplevelsen gevaldigt. Samtidig er Josep Homs en vidunderlig tegner, der formår at bringe en modbydelig historie helt ud af papiret. Hovedsageligt er tegnestilen realistisk og let karikeret; i mange scener er det forunderlige, små tableauer med mindelser af danske Otto Frello. Det er vanvittigt flot eksekveret både i billede og i handling, men Shi formår (eller vælger) ikke at italesætte den kritik af nutiden, der ellers synes at være så ligefor at løfte ud af historiens blodige hændelser.
Del på
