Nyeste bind i den gakkede finske børnebogsserie låner tematik og billedsprog fra klassiske superheltetegneserier.
Kalle og Palle elsker superheltetegneserier. Især dem om Hypercybermand, som i hæfte efter hæfte beskytter det idylliske Glædeskøbing mod nedrige skurke som Mariehønemand, Sanitetsmand og Sandpapirmand.
En dag beslutter Kalle og Palle sig for selv at træde ind i heltefaget; Kalle retter et TV-aktivt laserbestrålingsapparat (altså en fjernbetjening) mod sig selv og bliver prompte til Aktivdreng, mens Palle ifører sig målebånd og linealer for at forvandle sig til Målermand, ”forsvarer af ekstremt nøjagtig retfærdighed!”
Palle blev pludselig overvældet af en følelse af ubeskrivelig opmærksomhed, og det gik op for ham, at han med øjnene kunne skelne selv de mindste afstande, mål og størrelser.
En særpræget superkraft, som Målermand selvfølgelig alligevel finder anvendelse for, da han og Aktivdreng bliver rekrutterede af selveste Hypercybermand til at redde Glædeskøbing fra en superskurk. Og sådan går det ellers over stok og sten i ”Kalle og Palle som superhelte”, seneste bind i duoen Aino Havukainen og Sami Toivonens internationalt succesfulde børnebogsserie.
Tidligere bind har haft en snert af edutainment, f.eks. ”Kalle og Palle på job”, men her handler det kun om skæg og ballade. Bogen låner flittigt fra tegneseriernes formsprog, og ikke bare på det første opslag, der imiterer en klassisk superheltehistorie – sekventielle fortælleteknikker sniger sig ind overalt, se bare et opslag som dette (fra bogens engelsksprogede udgave):
I det hele taget er billedsiden lige så opfindsom, som den er appellerende cartoony. Den digitale streg synes inspireret af både fransk/belgiske klassikere og moderne tv-serier som “The Regular Show” og “Gumball”, og den tåler sammenligning med vores egen Jakob Martin Strids, hvad angår charme og særpræg. Mere udfordrede er finnerne i tekstafdelingen, hvor sproget ofte er knudret og lixtallet unødvendigt højt, se bare citaterne ovenfor: Tekstbidder som ”ekstremt nøjagtig retfærdighed” og ”ubeskrivelig opmærksomhed” vil være svære at sluge for langt de fleste i højtlæsningssegmentet.
Alligevel hænger ungerne på, eller det gjorde denne anmeldelsers i hvert fald, for Aino Havukainen og Sami Toivonens slingrende fortælling og hyperdetaljerede billeder vrimler med sjove indfald. Der kæles for detaljerne og spares ingen anstrengelser, når finnerne udforsker Kalle og Palles skæve univers, og fortælleglæden når langt ud over scenekanten.
Karakter: 4/5
Titel: Kalle og Palle som superhelte
Forfatter/tegner: Aino Havukainen, Sami Toivonen
Oversætter: Siri Nordborg Møller
Forlag: Turbine
Farve og form: Farve, hardcover
Sidetal: 54
Pris: 249,00
ISBN-13: 978-87-7141-049-5
Aktuelt udgivelsesår: 2013
Udgivelsesland: Danmark
Oprindeligt udgivelsesår: 2010
Oprindeligt udgivelsesland: Finland