På udflugt i USAs underverden og -liv med Henrik List og tre dygtige tegnere.
Henrik List er persona non grata i det gode, dannede og litterære selskab anno dagens Danmark. Den tidligere musikanmelder og gonzojournalist på Berlingske Tidende har med sine rejseskildringer, artikler, noveller, et par romaner og først og fremmest essaysamlingen ’Sidste nat i Kødbyen’ fra 2007 begået den utilgiveligste af alle tænkelige brøder: Ikke at skrive dårligt – det hverken gør han eller er videre vigtigt. Heller ikke at være grim og lugte af tobak og øl – det er kun en charmerende afveksling for det primært kvindelige publikum, bogbranchen lever af, og som aldrig ville have sådan en stodder liggende på sofaen hjemme hos dem selv.
Nej, problemet er, at List som midaldrende, utiltrækkende, hvid mand ikke blot har gjort sig til fortaler for legalisering af prostitution – det kunne man til nødt slippe af sted med ved at gøre det abstrakt-principielt eller til en rent akademisk diskussion om mere eller mindre uheldige følgevirkninger – han har delt sine egne erfaringer med sex med ofte yngre mennesker af ofte mindre privilegeret baggrund mod en mindre udligning af den økonomiske ulighed parterne imellem, og det endda uden at tage afstand fra sig selv og klart definere det som et overgreb ud over indlysende bare noget værre schweinerei. Så selvfølgelig kan han ikke komme med til festen og risikere at ødelægge den gode stemning.
Men så kan han da heldigvis udkomme i tegneserieform. “Pussyland Express” illustrerer tre af Lists noveller fra samlingen “Pussyland – Historier fra Amerika” (2001). I titelnovellens 1987 er forfatteren i New York og besøger et peep-show på 8th Avenue, der dengang husede metropolens røde lygter-distrikt, og hvis Greenwich Village-del er synonymt med det mest progressive homoseksuelle miljø og pride-optoget. I Mig og Mickey to år senere i Miami, med dens mafia-styrede og moralsk forfaldne, men cooler than thou-natklubscene. Og endnu fire år senere på et af de mere ubehagelige og uhumske moteller i en af de mest ubehagelige og uhumske byer langs route 66 og i alle de forenede ammerikanske stater, Alberquerque, hjemsted for Walter White og Breaking Bad.
Den første og den sidste novelle er om Lists gennemgående leitmotif, prostitution, mens den mellemste har det ofte underliggende tema at finde en plads og sig selv i en hel vid verden med alle muligheder liggende åbne, men ingen faste pejlemærker at støtte sig til – når man først har indset, at det moralske kompas alligevel altid bare viser, hvad vej vinden tilfældigvis blæser. Søren ”Fimbulvinter” Mosdal tager sig af New York med sin kantede, ekspressive og energiske stil, der kunne være frembragt med en brødkniv dyppet i kul. Pedro ”Graphic classics” Lopez tager sig med sine Tardi’sk ikonisk figurer og detaljerede bybaggrunde af Miami. Og Jørgen ”Overdanmark” Bitsch smører en tyk og glinsende hinde af fedt og sved og sur tømmermændsånde ud over Alberquerque.
Alle tre serieskabere er ret godt castet til rollerne. Man kunne godt lidt savne et modcast, men ikke på bekostning af nogen af de medvirkende, hvilket er undertegnedes eneste egentlige indvending mod denne udgivelse – at der godt måtte have været lidt mere af den. Tegneseriemediet og serieskaberne klæder Henrik List, og han klæder dem. Og det kunne snildt have båret mere end tre noveller. Selv om Pussyland Express er 100 sider lang, så føles den kort, som en appetitvækker mere end et helt måltid. Det, der er, er veltilberedt og -smagende, men man bliver ikke mæt af List med denne servering. Der vil selvfølgelig være dem, der mener, at retterne er en utiltalende omgang ruskomsnusk, som der ikke kan være for lidt af, men de skulle uanset omfanget alligevel bare have købt Ib Michaels seneste, så who cares hvad de synes.
Pussyland express er en rigtig solid dansk udgivelse. Den er godt tænkt og dygtigt udført. Med bare lidt mere kød af samme kvalitet på benet ville jeg nok have kaldt den fremragende. Men som den foreligger: stadig absolut læs- og prisværdig. Stort skulderklap til alle de involverede parter, forlaget Fahrenheit ikke mindst for initiativet.
Karakter: 4/6
Forfatter/tegner: Henrik List/Søren Mosdal, Pedro Lopez og Jørgen Bitsch
Forlag: Fahrenheit
Format: 100 sider, farver
Pris: 199,- kr.
ISBN: 978-87-7176-038-5