Detaljerigdommen kendetegner og udgør attraktionen i Henk Kuipers Franka-historier. Også her i nr. 22 med titlen Underverden, der historiemæssigt ikke hæver sig over gennemsnittet.
På et spisested på en rasteplads er Franka ved at sætte sig overfor sin søster. På bakken kan man se, de begge har bestilt en burgermenu med pomfritter. Det er juletid, og derfor står der et lille juletræ på bordet. Ved bordet bag ved Franka sidder en smart mor med sine to børn, den mindste sidder i en høj barnestol. Den ældste har sin lille bamse med og en tøjfugl. De spiser også burger. Moren har sin mobil liggende ved siden af sig. Bagved hende, ovre ved væggen er placeret møblet, hvor man selv skal sætte sin bakke efter spisningen, over den står der ”Danke”, og over den er en plakat af et sjovt rensdyr som drikker sodavand.
Vi er på side 26 i det nye Franka album, billede 3 ud af 7, ikke noget særligt stort billede, men fyldt med detaljer. Tegneren Henk Kuipers elsker at tegne detaljer.
Hov, jeg glemte at bagved Franka og børnefamilien har Kuipers designet restaurantens disk. Den er komplet med kasse, sodavandsautomat, billeder af samtlige burgermenuer, salat-rum og ved siden af er bestikket og bakkerne placeret. Der står også en ekspedient. Over hende navnet på stedet, ”Schnellsnack” opfundet til lejligheden af Kuipers. Og sådan et sted der gerne vil virke imødekommende for børn, skal da have et rart logo, så Kuipers har designet en glad burger på hjul som farer afsted. Jeg stopper beskrivelsen nu, men det gjorder Kuipers ikke, da han tegnede dette billede 3 på side 26, for der kunne sagtens være en cafe ved siden af burgerrestauranten, også med eget logo og meget mere.
Henk Kuipers´ tegneserie om Franka har altid været enormt detaljeret, og selvom Henk i dag er blevet 68 år og har tegnet serien i henved 40 år, har han ikke tænkt sig at slække på tøjlerne, eller detaljerne. Franka vil jeg kalde for en ”kigge-tegneserie”, man kigger hele tiden tegninger, for der er så meget at kigge på. Det bremser sine steder historielæsningen, men det gør heller ikke det store, for en Franka-historie river sjældent benene væk under nogen, det er tegningernes detaljerigdom som er seriens kvalitet. Og så selvfølgelig Franka, som stadig er utroligt velskabt. Nu med lidt mindre hoved men til gengæld med større bryster, men det er jo bare kroppens naturlige forfald. Med alderen bevæger alting sig nedad, det ved alle over 40.
Franka nummer 22 hedder Underverden og er en atypisk Franka-historie derved, at den er delt i to akter. Første akt går resolut til makronerne, allerede på side 1 bliver Franka vidne til en ung kvindes bortførsel, og straks tager hun affære, og de næste 15 sider er en hæsblæsende jagt, hvor Franka klarer ærterne. I andet akt påtager Franka sig for en ven at køre en 1961 Ford Thunderbird V8 6,5 190 Km/t 4 km literen 800 km til München, hvor en køber venter den. Hvad Franka dog ikke ved er, at de fjender hun skaffede sig i det første akt også venter hende i München, og med en grusom hævn.
Dele af andet akt fungerer næsten som en roadmovie, vi ser flotte landskaber, er med på rastepladser, hoteller og er vidne til færdselsuheld. Det er i disse sekvenser, jeg synes Underverden fungerer bedst. Resten af albummet vil jeg betegne som gennemsnitligt for de nyere bind i serien. Forsiden er til gengæld ret under middel, mens bagsiden er flot.
Karakter: 3/5
Værkets titel: Underverden
Serie: Franka nr. 22
Forlag: Cobolt
Forfatter/tegner: Henk Kuipers
Oversættelse: Anne Vibeke Mortensen
Farve og form: Hardcover, farve
Sidetal: 48 sider
Pris: 148 kr
Udgivelsesår: 2013
ISBN: 978-87-7085-507-5