Cameron Stewart dykker med den trykte udgave af sin webcomic, ”Sin Titulo”, ned i et underbevidst mareridtslandskab, der (næsten) er David Lynch værdig.
Tegner og forfatter Cameron Stewart er vant til at have med sære tegneserier at gøre. Hele fem gange har han arbejdet sammen med særlingen over dem alle, Grant Morrison (begge ”Seaguy”-miniserier, ”Seven Soldiers of Victory”, ”Batman” samt ”The Invisibles”). Således kan det ikke komme som den store overraskelse, at hans første værk som både tegner og forfatter er en surrealistisk affære. Dog er det ikke Morrison, Stewart i interviews har nævnt som sin største inspirationskilde, men derimod filminstruktøren David Lynch.
Historien starter med en drøm om en strand, et ganske særligt træ og en person, som drømmeren ikke rigtigt kan se. Drømmeren viser sig at være den unge mand Alex Mackay. Da han møder op på et lettere gustent alderdomshjem for at besøge sin forsømte bedstefar, får han at vide, at den gamle gut har været død i en hel måned. Alex bliver straks ramt af den helt særlige skyldfølelse, der rammer unge mænd, der ikke har brugt nok tid på aldrende familiemedlemmer, men det varer ikke længe, før han kan kaste sig ud i noget håndterbart: Hvem er den unge solbrillebeklædte kvinde, der står sammen med hans smilende bedstefar på det billede, han finder i kassen med ejendele? Da han senere ser den samme kvinde på kirkegården, hvor han besøger bedstefarens grav, er han med et kastet ud i et sært mysterium, der kun bliver mere sært og uforståeligt, jo dybere han graver sig ned i det. Sære sammenfald og uforklarlige, næsten overnaturlige hændelser af den slags, der normalt kun findes i ubehagelige drømme, ramler pludselig ned over Alex. Desperat forsøger han at holde fast på sin kæreste, sit job og et normalt liv, men der er ikke noget at gøre, når mysteriet først er i gang.
Der er noget lækkert dvælende og mådeholdende ved Stewarts tegneserie. Virkelighed og drøm glider sammen, så man sommetider ikke er i stand til at kende forskel på de to, hvilket er en af de tydeligste inspirationer fra Lynch. Særheder alene gør ikke en ”Lynchsk” historie (faktisk irriterer det mig noget så grusomt, når enhver form for surrealisme kaldes for ”Lynchsk” – Det er simpelthen for letkøbt, da Lynch blot er en måde at lave surrealisme på), men her er inspirationerne tydelige. Stewart tør dog ikke gå linen fuldt ud og serverer en slags forklaring på vanviddet til sidst i historien, hvilket man så kan vælge at synes om eller ej. Forklaringen skal naturligvis ikke afsløres her, men jeg synes, at den holder rimelige mængder vand, selvom den måske også er med til at svække effekten af det drømmeagtige, mareridtsnarrativ, der er gået forud.
Et af de finere tricks i ”Sin Titulo” (spansk for Uden Titel) er blandingen af krimihorror og selvbiografiske elementer. Der er dele af narrativet, der er sande – også i den virkelige verden. At projektet er blevet til som en webcomic tegnet og fortalt ved siden af de mange betalte jobs fra store forlag peger sammen med disse elementer hen imod en fortælling, som er ret personlig for Stewart. Og det klæder den.
Hos Morrison skulle Stewart som oftest tegne syrede og vilde ting, men her tøjler han sig selv til fin effekt. Det tjener historien, at både drøm og virkelighed fortælles i et underspillet, næsten realistisk, visuelt univers. Derudover har han forenklet sin streg således, at den ikke alene var mere bæredygtig og nem at have med at gøre til et fritidsprojekt, men faktisk også er med til at adskille Stewarts mainstreamarbejde fra dette personlige projekt. Der er ikke helt tale om så ekstrem en skæren ind til benet, som den David Mazzucchelli foretog, da han hoppede fra superheltetegneserier til graphic novels, men sikkert og vist er det, at stregen virker mere personlig og passende til dette projekt.
Værket er i et liggende widescreen-format (helt perfekt for en webcomic og afvekslende for en trykt tegneserie), og uden undtagelser holder Stewart sig til sider med seks paneler. Ifølge tegneren er der tale om et forsøg på at undgå at bruge for meget tid på sidelayouts og således en tidsbesparende øvelse. Men at den sære historie er sat i faste rammer med en næsten monoton læserytme, er blot med til at forstærke det mådehold, som Stewart fortæller ”Sin Titulo” med. Der er nogle meget opfindsomme hop imellem drøm og virkelighed og i det hele taget er Stewart en rasende dygtig visuel fortæller med en god forståelse for mediets virkemidler.
Personligt ville jeg som sagt have foretrukket, at Stewart havde holdt kortene og forklaringerne lidt tættere ind til kroppen. Forklaringen skriger mere Grant Morrison end David Lynch, men i sidste ende betyder det ikke så meget. For størstedelen af tegneserien er helt og aldeles Cameron Stewarts. Og hans første forsøg på selv at skrive en tegneserie er aldeles vellykket, spændende og peger (forhåbentlig) fremad imod endnu mere spændende, kommende projekter.
Karakter: 3/5
Titel: Sin Titulo
Forfatter/tegner: Cameron Stewart
Forlag: Dark Horse Comics
Farve og form: Sort-hvid med brune toner, Hardcover
Sidetal: 168 sider
Pris: Cirka 159 kroner
Aktuelt udgivelsesår: 2013
ISBN: 978-1-61655-248-0
Udgivelsesland: USA
