“White Cube” er en tur ind i kunstsatirens spejlkabinet, hvor alt er lidt tvetydigt og underligt.
Til marts udkommer det canadiske forlag Drawn & Quaterly med en engelsk oversættelse af “White Cube”, den belgiske billedkunstner og illustrator Brecht Vandenbrouckes debut som tegneserietegner. Men du kan lige så godt købe den allerede udkomne tyske udgave, for det er en tegneserie uden ord.
“White Cube” indeholder halvtreds korte historier, eller “sketches”, der gør grin med moderne kunst, mode og almindelig småborgerlighed. Den gentagne præmis er, at to identiske og skaldede mænd iført blå kedeldragter trænger ind på et museum eller galleri, hvor de imiterer, modificerer eller direkte destruerer moderne kunst. Makkerparret er en slags kunstens drillenisser, og de to evigt smilende idioter er ret øretæveindbydende. Det må man give dem.
Det er ikke nogen let opgave, Vandenbroucke har sat sig selv på. Tegneseriefolket har længe gjort grin med ”the cool kids” ovre i billedkunsten. Det er en del af den klassiske kamp mellem det folkelige og det elitære, ”high versus low culture”. Men hvad er egentlig op og ned efterhånden?
Tillad mig at bringe et eksempel på dén problemstilling: For et par år siden blev to medarbejdere ved Kunstmuseet Arken bedt om at forklare tv-seerne, hvorfor museet havde spenderet et større million-beløb på et prik-maleri af den berømte kunstner Damien Hirst. Museumsfolkene forklarede, at handlen var kommet i stand ved en reception, som var finansieret af Saatchi Gallery og hvor man havde drukket dyr champagne med nogle selskabelige mennesker fra Londons overklasse. De to museumsfolk var ganske enkelt blevet lokket til at købe skidtet. Men, forklarede de to museumsfolk, champagnen og maleriets høje pris var udtryk for en tidstypisk dekadence, og simpelthen en del af selve kunstværket. Men vent lige lidt – det er jo egentlig lidt snyd. For på den måde kommer kunsten jo den folkelige satire i forkøbet!?
Ifølge det canadiske forlag får tegneserien “White Cube” os til at grine af ”the stuffiness and pretentiousness of the art world”. Spørgsmålet er bare, om det ikke er et forældet fjendebillede? Vandenbroucke afsætter rigelig plads til satire på bekostning af den nu hundrede år gamle tradition for abstrakt og ekspressionistisk maleri, den halvtreds år gamle popkunst, foruden udvalgte modernistiske malere, som Picasso, Munch og Seurat. Vandenbroucke er ikke bange for at lave sjov med det faktum, at det kan være svært at se, hvad der er op og ned på et abstrakt maleri, og med det andet ubestridelige faktum, at man ikke altid kan se om en genstand er en moderne skulptur eller bare en almindelig genstand. Og her bliver man som læser i tvivl. For måske er der i virkeligheden tale om den frygtede dobbelt-ironi? Prøver Vandenbroucke, som er uddannet ved Sint-Lucas Kunstskolen i Gent, at gøre grin med de sædvanlige argumenter, som fremføres af kunsthadere?
I “White Cube” er der heldigvis også fokus på aktuelle kunstnere, som man selvfølgelig skal kende for at fange pointen, og det gjorde jeg ikke hver gang. Men tag nu den om kunstneren Abramovic – det var hende performance-kunstneren, som i 2010 satte sig på en stol på MoMa i New York, og så kunne publikum, én efter én, få lov at sidde overfor hende og stirre hende ind i øjnene. I “White Cube” afbrydes seancen, da Abramovic pludselig flyver op i luften, hvorefter øjnene springer ud af hovedet på hende, og de to drillenisser tager flugten.
Den populære Street Art bliver også taget i behandling. Vores to venner sprayer ordet “Sucks” på et stort maleri, og straks bliver de jagtet af en kustode. I næste sekvens sprayer de ordene “White Cube sucks” på en mur, og nu bliver de jagtet af en politimand. Dernæst sprayer de ordene ”Fuck the Police” på en mur og bliver nu jagtet af en mand lavet af mursten. Der er en del sjove og tankevækkende pointer i bogen. Men lidt for ofte er der bare tale om den slags vitser, som højst kan fremprovokere, hvad Niels Hausgaard ville kalde en “Tøhø”. I virkeligheden fungerer “White Cube” måske bedst, hvis man betrager bogen som et kunstværk, og ikke som en tegneserie. Hvis man er til Rene Magrittes absurde humor, så vil man synes godt om bogen.
Der er noget overlagt klodset og primitivt over billederne, men i sidste ende kan manden ikke skjule, at han er teknisk dygtig. Vandenbrouckes naive og skingre stil fungerer godt. Jeg må også indrømme, at bogen faktisk irriterer mig, og det giver en ekstra stjerne. Og så er de to drillenisser så grove over for Damien Hirst, at han begår selvmord, hvilket hjælper kraftigt på det overordnede indtryk.
I “White Cube” bevæger Vandenbroucke sig ind i kunstsatirens spejlkabinet, hvor alt er lidt tvetydigt og underligt. Sådan skal det være. Vandenbroucke kommer godt rundt i hjørnerne, og han spidder flere af kunstens ikoner. Det kunne være sjovt, hvis han næste gang lavede en endnu mere tidssvarende satire over samtidskunsten.
Karakter: 4/5
Værkets titel: White Cube
Forlag: Avant-Verlag
Forfatter/tegner: Brecht Vandenbroucke
Farve og form: Hardcover, farve
Sidetal: 64 sider
Pris: 19,95 €
ISBN: 978-3-939080-86-2
