Juleferien er ovre, og hverdagen har indfundet sig. Her er, hvad redaktionen læste, mens alle andre julehyggede!
“Det læser vi på Nummer 9” er en uregelmæssig artikelserie, hvor skribenter og andre omkring hele Danmarks webmagasin om tegneserier deler ud af tips og advarsler. Denne gang kommer vi ualmindeligt vidt omkring, fra blodige vikingeslag skildret på japansk til broderede og linoleumssnittede tegneserier om saml-selv kærester!
Mårdøn Smet, skribent
Det er blevet til en lille buket japansk denne gang. Først vikingerne, de er næsten mere True Metal i dag, end de var på Lindisfarne i 793, og selv japanerne bytter gerne deres Hopalong Cassidy-perlemorsbukseknapper for en Wonderful Copenhagen-hjelm med klappende Dannebrogshænder. Som Japans største forlag er Kodansha med sin amerikanske gren Kodansha USA Publishing en seriøs spiller på det vigende amerikanske manga-marked – om Makoto Yukimuras vikingeskrøne Vinland Saga så kan fylde skoene ud efter forlagets store mainstream-flagskibe Akira, Ghost in the Shell, Love Hina og Sailor Moon må tiden vise.
De små kompakte 570 siders hardcover-mursten stuvet med norrøn romantik er, hvordan man end vender og drejer det, tegneserie-pop af høj klasse. Researchet sobert lige efter bogen og det utal af publikationer, der sætter stort set identiske billeder på vores morderiske forfædres liv. Billedsiden er ikke ovenud fantasifuld, men kompetent og velfungerende, som man nu en gang forventer det af manga i superligaen.
Så er fortællingen så meget desto mere saftig. Det er år 1013, og Svend Tveskæg er i færd med at underlægge sig England. En af Svends håndgangne mænd, Askeladd, har stort held med sin krigsførelse, ikke mindst på grund af den uregerlige unge kriger Thorfinn. Der er så bare det, at Askeladd for år tilbage dræbte Thorfinns far og gjorde drengen til slave, og den bitre unge mand helmer ikke, før han har fået hævnet det. Det er sådan cirka, hvad der gennem flashbacks og tonsende kampscener bliver nået i bind et, men selvom der ikke er noget Vinland, så langt øjet rækker, lurer terror og ultravold bag hver en runesten. Det gælder også for noget, når lænestolen kalder.
Taiyo Matsumoto er et mere tyst bekendtskab, som han fortsætter stilen med sin sarte 70’er hverdagspoesi i Sunny bind 2. Det er et superfølsomt portræt af taberne i spillet om den lykkelige familie, de børn, hvis forældre af den ene eller den anden grund ikke kan have dem hos sig, men i stedet vælger at sende dem på børnehjem. Alle har de strandede et svigt at tumle med, og børnehjemmets bilvrag, en Nissan Sunny 1200, fungerer som en tidskapsel, der fører dem derhen, hvor deres drømme og længsler får liv.
Matsumoto håndterer sine karakterer med en hårfin fornemmelse for enkelhed, men tag ikke fejl. Under overfladen gemmer de på et kaotisk virvar af komplekse følelser, der bringer dem til live som kød og blod, og det er det, der lukker Sunnys univers op. Seriens art-stil kan umiddelbart virke traurig og svær at få hul på, men når først personerne kommer ind under huden på en, bidrager tegningerne med en drømmende stemning af solskin og barndom som kontrast til det tunge emne. Sunny er en oplevelse af de sjældne, som man ikke møder i tegneserier hver dag, og den kan varmt anbefales hvis man vil arbejde lidt for det.
Så virker Gyo 1-2, “The Death Stench Creeps” af Junji Ito (ham med Uzumaki – den med spiralerne) en kende mere fjollet, hvis man ellers kan styre sine brækreflekser under læsningen. Der er tale om endnu et grotesk opkastfremkaldende horror opkog uden hoved og hale fra en kultur, hvor det bare ikke kan blive grænseoverskridende nok. Okinawa bliver på uforklarlig vis hjemsøgt af edderkoppelignende havdyr og en altoverdøvende ligstank, der vælter ud af kropsåbningerne på alt og alle. Man forsøger sig med en videnskabelig forklaring, lidt bestialsk kirurgi og støvsugerslanger i tarmen, militæret bliver tilkaldt, men lige meget hjælper det. Civilisationen går til grunde alligevel. Af det kan man så om ikke andet lære, at kærestens hyggeprutter og drageånde også kan inspirere til noget kunstnerisk.
Kristian Bang Larsen, redaktionsmedlem
Jeg har back-to-back læst to gange erindringer fra hver sin side af Anden Verdenskrig, den fransk-amerikanske Alans krig og den japanske Onward Towards Our Noble Deaths.
Den lille tegneseriekrig vinder japanerne over amerikanerne.
I “Alans Krig” bliver Alan Ingram Copes anekdotiske soldater-oplevelser i Europa, mens 2. verdenskrig lukker ned, illustreret af franske Emmanuel Guibert. Han er en veloplagt tegner-neger med visuelt overskud og en smuk, stram stil, men Copes historier mangler dramatik, og som fortæller er han for blufærdig. Der ligger en dannelsesroman i krigstid gemt i ”Alans Krig”, men som læser får man aldrig lov til at være med når den unge mand for alvor rystes og ændres. Det er som at se en tv-serie som ”Band of Brothers” uden action og historie.
Så er der mere på spil i Shigeru Mizukis voldsomme “Onward Towards Our Noble Deaths” fra 1973.
En større deling japanske soldater udstationeres på stillehavsøen Baien. Det militære system er perverteret og sadistisk og den paradisiske ø grusom. Soldaterne begynder at dø af de overordnedes mishandling, af sygdomme, vilde dyr og underernæring. Men det er kun en ouverture. De amerikanske tropper er på vej, og soldaterne beordres på en selvmordsmission, der militært set ingen mening giver. De få overlevende sendes tilbage: I har fejlet ved at leve. Tilbage med jer. Dø nu!
Det er ingen nem tegneserie at komme ind i. Der forudsættes en vis forforståelse af japansk (militær)kultur, de mange groft tegnede personer er svære at skelne fra hinanden, og man skal vænne sig til tonen, der balancerer et sært og fascinerende sted mellem slapstick og horror: Mizukis personer er tegnet karikerede og cartoony, som var han en rå japansk slægtning til Bassernes Mort Walker, mens baggrunde (naturen, maskinerne, bunkerne af døde soldater) er hyperrealistiske.
Mizuki hører til delingens få virkelige overlevende, og ”Onward Towards Our Noble Deaths” er hans rasende opgør med umenneskeligheden og de absurde og ineffektive æresbegreber i den japanske hær under Anden Verdenskrig. Titlen er besk ironisk: der er intet nobelt ved soldaternes død – den er grim og meningsløs.
Tobias Bendixen, skribent
En af de ting, jeg har haft stor fornøjelse af fornylig, er at læse zines fra Oily Comics. Det lille forlag drives af Charles Forsman, manden bag ”The End of the Fucking World”, som Fantagraphics udgav sidste år. Min favorit af de Oily-serier, jeg har læst, er Benjamin Urkowitz’ Real Rap. Serien handler om den aspirerende rapper Duh Studge, der modvilligt bliver en slags kultfænomen på grund af sine ekstremt ringe skills. Forsman har desværre bebudet et foreløbigt stop for udgivelser på Oily, hvilket blandt andet også betyder, at hans egen serie Teen Creeps netop er blevet afsluttet mere eller mindre brat med sjette nummer (som jeg ikke har læst endnu – det er på vej med posten).
For nylig udkom Hernandez-brødrenes Love and Rockets: New Stories 6, hvilket selvfølgelig var lidt af en begivenhed, hvis man er fan af alternative tegneserier – for mit vedkommende især på grund af serierne underskrevet Jaime Hernandez. I dette og de sidste par numre drejer Jaimes historier sig primært om de nyere karakterer Tonta og Vivian ”Frogmouth”. Disse historier er måske ikke helt så fængende som dem, der tidligere har optaget siderne i Love and Rockets: New Stories, såsom dem om bizarro-world superheltegruppen Ti-Girls og ikke mindst ”Love Bunglers”, der vel for de fleste står som det bedste blandt Jaimes nyere værker, og indtil videre sidste installation i Locas-sagaen. Men ikke desto mindre er det selvfølgelig stadig pligtlæsning for Hernandez-fans – eller fans af alternative serier i det hele taget!
Woman Rebel har fået mere opmærksomhed end noget andet, Peter Bagge har udgivet i lang tid. Det er glædeligt, for han har tilsyneladende haft lidt svært ved at finde fodfæste på tegneseriemarkedet, siden han afsluttede den klassiske Hate-serie for efterhånden mange år siden – selvom han efter min mening har lavet et par udmærkede ting. ”Woman Rebel” hører afgjort til i den bedre ende af Bagges sene værk. Historien om Planned Parenthood-stifteren Margaret Sanger er interessant og bliver selvfølgelig ikke dårligere af at være sat til Bagges altid uforlignelige tegninger. Den meget komprimerede fortællestil er dog lidt synd, da noget af det allerbedste ved Peter Bagges tidlige serier er de lange og vanvittigt sjove dialoger, som ikke har meget plads her.
Jeg er gigantisk Adventure Time-fan, og æder alt, hvad jeg kan komme i nærheden af råt – dette gælder både den tegnede tv-serie, tegneserierne og nu også et playstation-spil. Fantastisk, når noget man er fan af for en gangs skyld rent faktisk bliver til et succesfuldt franchise OG holder niveau efterfølgende! Jeg har netop læst spin-off serien ved navn Marceline and the Scream Queens, der omhandler vampyr-dronningen Marceline, der er på turné med sit band, hvilket selvfølgelig medfører masser af sjove episoder med små referencer til klassiske punk- og rockbands. En anke er dog, at tegningerne i denne spin-off serie ikke er helt så flotte som dem, man finder i hovedserien eller på tv.
Erik Barkman, redaktør
I november slog jeg et smut omkring den tophyggelige Thought Bubble-festival i Leeds, England. Den britiske talentmasse var til at tage at føle på, og ikke kun, fordi de stod lige dér bag deres standborde: Jeg fandt og købte mange fine tegneserier, og jeg kunne have fundet og købt mange flere.
To gjorde ekstra stort indtryk. Playing Out er en slice of life-fortælling fra de sidste dage af tre drenges sommerferie. Serieskaber Jim Medways dialog er fremragende, figurernes ukunstlede talesprog er perfekt ramt og deres interaktioner lige så præcist observerede. Alle karakterer er afbilledet som katte, hvilket både skaber en vis antropologisk distance til de ærkebritiske lower middle class-typer og (paradoksalt nok) også gør det lettere at identificere sig med dem. En ekstraordinært solidarisk skildring af et lille stykke virkelighed – lidt af en britisk spidskompetence i tegneseriesammenhæng, se også f.eks. Joff Winterharts indfølte “Days of the Bagnold Summer” eller Dan Berrys sjove “The Suitcase”.
Gareth Brookes‘ langformsdebut, The Black Project, er som “Playing Out” en bog med fornemmelse for hverdagen. Specifikt dén, der udspillede sig i firserne i den tristeste middelklasseprovins, du kan forestille dig. Her hører lighederne så også op. “The Black Project” er en grotesk fortælling om en præpubertær knægt, som opvakt af vage lyster og længsler konstruerer kærestedukker ud af allehånde materialer. Brookes formidler sin fortælling gennem koncis prosa, skarptskårne linoleumssnit (!) og grove broderier (!!), og bogens håndlavede karakter spejler solidarisk hovedpersonens nøje skildrede formningsprojekter. Selvom netop detaljeringsgraden løber lidt af med Brookes hist og her, så er bogen gribende læsning, en funklende ener, der fuldt fortjent er blevet fremhævet blandt 2013s allerbedste britiske tegneserier.
