Frankenstein: Junji Ito Story Collection
Science fiction-genrens moder og mesteren af horror-manga krydser fysiske og tidslige afstande og laver et fantastisk elskovsbarn: Junji Itos Frankenstein. Det er pomfritter dyppet i milkshake, det er peanutbutter i røræggene, det er peberbelagte agurkeskriver i Gin og tonic. Det er den perfekte kombination, man ikke så komme.
Den første halvdel af Frankenstein: Junji Ito Story Collection består af en 190 siders tegneserie, der vækker monsteret til live igen. Som i det klassiske værk støder vi først ind i Kaptajn Robert Walton, hvis ambition det er at finde nordpolens fastland. Blandt isbjergene i det mørke vand finder han i stedet Victor Frankenstein, der balancerer på dødens rand. Victor beretter sorgbetynget sin historie til den hædersøgende kaptajn, i håb om at han vil forstå hvad grådighed og storhedsvanvid bringer med sig. Historien bevæger sig fra en idyllisk barndom i Geneve, til et videnskabeligt eksperiment i Ingolstadt og tilbage igen. Denne gang, dog til alt andet end idyl. Undervejs møder vi den evigt blide Elizabeth, den trofaste barndomsven Henry, den uheldige Justine, den kvalte William og historiens kerne, Frankensteins monster.
For mange år siden, da jeg var dækket af bumser og mine kropsdele voksede uproportionelt i forhold til hinanden, læste jeg Mary Shelleys Frankenstein for første gang. Jeg følte Victor Frankensteins gru og væmmelse ved det den skabning han i sin iver havde skabt. Det vil sige, indtil monsteret/væsenet/djævlen/det usle insekt begyndte at fortælle mig sin version af historien. Ved et narrativt skift flytter læserens sympati sig fra skaberen til skabelsen. Monsteret beretter om sin søgen efter accept og omsorg, og kræver at vi genovervejer vores tidligere alliance. Vi kigger til den ene side hvor den tvivlende Victor, vores holdkammerat, står uroligt og betragter sine sko, og vi kigger modsat hvor Itos Monster står med sit døde spidstandede smil og sine slimede håbefulde øjne. Kan vi på klassisk horror vis, pege på det gode og på det onde?
Ved afbildningen af Frankensteins monster, og stort set alle stakkels kræ, der falder under kategorien monster, fungerer Itos tegninger fuldkomment. I mangaverdenen er Itos værker klassikere, men bryder også med formen. Han giver tekstur til det, der ellers i manga-stilen ofte er glat og poleret. Tegningernes detaljerighed gør billeder og fortælling levende, og en levende Ito tegning er absolut hypnotiserende og gruopvækkende. Dette er også tilfældet, når Ito bringer det 200-årige monster tilbage fra de døde.
Junji Ito er langtfra den første til at genoplive Shelleys gys. På Wikipedia læser jeg mig frem til over 50 tolkninger i form af skuespil, tv og film over de sidste 200 år. De sammensyede kropsdele, som Ito også illustrerer, blev først det almene billede af monsteret efter James Whales spillefilm Frankenstein fra 1931.
Ito holder sig ellers inden for den klassiske fortællings ramme, og bryder den kun når han synes, at grusomhederne bliver for ukrydrede. Hvor Mary Shelley lader de bloddryppende detaljer være op til læserens fantasi, træder Junji Ito ivrigt til for at udpensle dem for os. Et eksempel er indkøbene på kirkegården, hvor Victor Frankenstein indsamler materiale til sin revolutionerende forskning. På bedste Guldlok-manér bevæger han sig kritisk mellem kister og lig. Han er for rådden, den legemsdel er for kvæstet, dette organ er lige tilpas.
I modstrid med Shelleys fortælling får monsterets brud lov til at leve. Skønt det kun er for en ganske kort stund, inden hun ved Itos makabre pen bliver elimineret fra historien. Engelsk gotik møder japansk body horror. Den perfekte kombination. Jeg er vild med det.
Den sidste halvdel af Frankenstein: Junji Ito Story Collection består af kortere noveller. I de fleste af dem torturerer Ito sin hovedperson, den indelukkede Oshikiri, der har komplekser omkring sin lave højde. I de 6 noveller, der omhandler hans begivenhedsrige hverdag, kan vi blandt andet læse om en mose forbandet af ånder, en skizofren penneven og en morderisk dobbeltgænger. Stakkels usikre Oshikiri. Det er ikke nemt at være centrum for opmærksomhed i Junji itos vanvittige univers. Oshikiris beretninger er ikke det bedste, vi har set fra Itos side, hvor nogle af historierne virker lidt ugennemtænkte og fjollede. Men en middelgod Ito præstation er stadig fandens fin underholdning. Jeg er fan. Frankenstein: Junji Ito Story Collection er en alle tiders tegneserie.
