Femi-nichen kaster sig over jule-dobbelt-konfekt i et indlæg om formidlende tegneserier og feministisk historieskrivning.
For nylig har Gyldendal udgivet en dansk oversættelse af den norske tegneserie Kvinner i Kamp af Marta Breen og Jenny Jordahl. Tegner/forfatterteamet har denne gang kastet sig over kvindekampens historie i internationalt perspektiv – domineret af engelske og amerikanske perspektiver, suppleret af især franske og et par norske fortællinger. Kapitlerne kredser især om vigtige historiske begivenheder og personer, og er da også gode til at trække linjer på tværs af de historiske perioder, ikke mindst ved hjælp af farverne, der bliver brugt symbolsk snarere end realistisk. Kvinner i Kamp er det, vi kan kalde en formidlende tegneserie, hvor tegneseriens virkemidler og fortællestrategier bliver brugt til at gengive faglig viden, typisk historisk, mere eller mindre frit fortolket. Det er en genre, der har været en del af tegneseriens historie i årtier (tænk på de amerikanske ’Classics Illustrated’ eller vore hjemlige Deleurans ’Illustreret Danmarkshistorie for Folket’), og som synes at vinde stigende popularitet efterhånden, som flere forskere og fonde får øjnene op for tegneseriers formidlingspotentiale. Se fx det nyligt publicerede interview med Bitten Bolvig Hansen, der arbejder på en statsfinansieret formidlingstegneserie om Grønlands geologi:
I kraft af mit arbejde som tegneserieforsker har jeg da også et par tegnede fagbøger på hylderne. Selvfølgelig Scott McClouds tegneserie om tegneserier; Understanding Comics, der trods sine mangler stadig vægter højt i mange forskeres forståelse af, hvordan tegneserier fungerer. Der er også et par mere filosofiske værker: en tegnet antologi, Portraits of Violence, om forskellige teoretiske perspektiver på vold (af virkelig svingende kvalitet), og Nick Sousanis’ banebrydende og eksperimenterende tegnede ph.d.-afhandling, Unflattening, som jeg endnu kun har bladret i (ikke mindst fordi den giver mig vanvittig præstationsangst!). I den mere feministiske ende står Kvinner i Kamp sammen med Liv Strömquists nyklassiker, Kundskabens Frugt, og her kunne i princippet også stå den nyligt udgivne Marie Curie – et lys i mørket, men den er stadig på kun på Femi-nichens indkøbsliste. Anmeldelsen af sidstnævnte her på Nummer9 er faktisk en del af anledning til dette blogindlæg, for et par af de udsnit, der fulgte med anmeldelsen, mindede mig om den blanding af begejstring og ærgrelse, jeg havde under læsningen af Kvinner i Kamp. Jeg har i et stykke gik gået og grublet over de muligheder og faldgruber, der ligger i at lave en god formidlingstegneserie – for jeg tror, at mange formidlingstegneserier ender med at fejle eller virke klodsede, fordi de ikke til fulde stoler på, hvad tegneserien kan.
Hvad mener jeg med det? Lad os se nærmere på et par eksempler. Først, denne side fra Marie Curie:
Her fortæller den øverste boks og Maries tankeboble nærmest præcist det samme. Marie selv er bogstaveligt en skygge bag masser af tekst, der fortæller os igen og igen, at hun skal arbejde hårdere end alle de andre for at nå til samme akademiske niveau. I stedet for at supplere teksten med en illustration af, hvordan Marie har det, eller hvordan hendes forberedelse ser ud, får vi bare mere tekst. Her kunne tegneseriens virkemidler, f.eks. gentagne motiver eller overdreven mimik, have illustreret pointen i stedet for at gentage den på skrift.
Et andet eksempel fra Kvinner i Kamp:
Her må vi virkelig ikke være i tvivl om, hvad det er, der foregår: både tekst og billede fortæller os, at de to personer bliver henrettet. Og der er nok mange måder at læse det på, men for mig bliver pointen lidt flad, fordi den hamres fast med syvtommersøm. I stedet for at lade billedet stå alene og stole på, at læseren forstår sammenhængen, træder teksten til igen. Det er et greb, man især vil kende, hvis man har læst Liv Strömquist:
Strömquist er blevet kritiseret for at lave tekstcollager i stedet for tegneserier, og jeg er ikke uenig i kritikken. Personligt har jeg ikke noget imod tekst, selvom man måske skulle tro det ud fra eksemplerne her. Der, hvor jeg synes, at formidlende tegneserier fejler, er, når de ikke lader tegneseriens formsprog komme til sin ret og lade tekst og billede supplere hinanden. Især kan tegneserier noget, når teksten bliver billedlig, så billederne kan læses som tekst – især Strömquist benytter sig meget af forskellige skrifttyper og tydeligt håndtegnede tekstudtryk. Og rigtigt mange steder lader Breen og Jordahl billederne fortælle, så der siges andet og mere end teksten. For eksempel her, hvor de forskellige feministiske ’bølger’ tegnes som én lang protestbevægelse:
Formidlende tegneserier bliver bedst, synes jeg, når de tør risikere misforståelser og manglende præcision for i stedet at fortælle en god historie, og lade læseren selv opdage sammenhænge. Jeg forstår godt, at man kan føle sig forpligtet på at have meget tekst og være meget præcis, når man formidler historisk stof og kompliceret information. Det er bare så ærgerligt, når resultatet er kedelig og redundant læsning. En del af forklaringen kan måske ligge i den måde, vi stadig mistænker det tegnedes evne til at gengive verden præcist. Vi stoler mere på tekst og fotografier – og det er en skam.
Der er også en feministisk pointe her (selvfølgelig er der det!): tekst og billeders evne til at formidle sandhed og viden er historisk set blevet opfattet meget forskelligt. Det er ikke så nemt som at sige, at vi stoler på tekst og ikke på billeder (især fotografier komplicerer den ligning), men diskussioner om, hvad tekst kan, og hvad billeder kan, har huseret i vestlig filosofi og kulturvidenskab i århundreder. Oplysningstiden, ophavet til størstedelen af vores ’moderne’ tankegods og fordomme, har blandt meget andet rod i udbredelsen af trykpressen, der gjorde skrevne tekster til allemandseje. Tegninger har også spillet en vigtig rolle i den historie (husk på, at tegneserier er født ud af masseproducerede printmedier), men vi har nok i højere grad haft tendens til at stole på, at tekst kunne udtrykke et objektivt synspunkt, hvorimod tegningen (især satiretegningen, karikaturen og andre ikke-realistiske stilarter) læses som et subjektivt syn på verden – og det er i dén grad en feministisk gestus at problematisere den slags hierarkier!
Tidligere i år skrev Elise Dybvig, der blogger for vores norske søster-site Empirix.no, et blogindlæg om tegneseriers fravær fra feministisk historie. Selvom jeg er uenig i en del af Dybvigs læsninger, så fremhæver hun, at samfundets anseelse af (især akademisk) tekst som mere ’seriøs’ end f.eks. tegneserier har haft afgørende betydning for, hvordan feministiske synspunkter med tiden er kommet til orde. Tegneserier som Kvinner i Kamp, Kundskabens Frugt og Marie Curie bryder med den tendens. Historierne kan ses som udtryk for det, man kalder ’herstories’ – modsat ’histories’ – eller ’feministisk revisionisme’: et forsøg på at (gen)fortælle den kanoniske, vestlige historie med kvinder og minoriteter i centrum. Målet er, ikke mindst, at udfordre idéen om Historien som én, sand fortælling, der ikke kan fortælles anderledes.
Og her mener jeg, at tegneserier (når de udnytter alle de muligheder, de har til rådighed) har en unik mulighed for at tage den kamp videre fra indholdsplanet og helt ned på formplanet. At turde risikere misforståelser eller alternative fortolkninger ved at lade tekst og billede sige noget forskelligt, er at turde formidle flertydige perspektiver. Tegneserier er ikke ’bare’ illustrerede tekster, og de er heller ikke ’bare’ illustrationer med billedtekster. At udnytte tegneserieformen fuldt ud og turde gå ind på en form for historieformidling, der stoler på sin læser – dét er et feministisk projekt!