Lonely Journey
Ida Rørholm Davidsen debuterer med den fine og triste tegneserie, “Lonely Journey”. Det er flot, det er fint, og det er lovende. Men gør den ondt nok?
Anna bor alene med sin mor, og i det hele taget er hun ret alene. Hun er ikke lige som de andre og søger tilflugt i computerspil og sit værelses trygge rammer. De andre i skolen skifter emne, når hun nærmer sig, og Anna vil helst blive hjemme fra fester, hvilket er meget forståeligt, når hun nu godt ved, at hun ikke hører til blandt de andre og deres måde at leve på. Computerspillet “Lonely Journey” bliver et tilflugtssted for pigen, men det er ikke kun fredelig ensomhed, hun finder derinde.
Inspirationerne synes at komme fra en sund blanding af diverse nordamerikanske indietegneserier af den slags Koyama Press udgiver, vores egen Rikke Villadsen samt lidt Tove Jansson. Alt sammen gode inspirationer at have, og det lykkedes faktisk også Davidsen i nogenlunde grad at finde sig selv inden for de kasser, hun har valgt at sætte sig midt i. Man kan godt argumentere for, at der ikke er mange kanter i Davidsens stil, at den måske er lige en kende for fersk og pæn, men skildringen af Annas ensomhed og outsiderstatus er hjertesskærende og føles ægte. Davidsen placerer Anna i uoverskuelige, øde bylandskaber, der afspejler hendes sindstilstand. Et klassisk virkemiddel, men det fungerer.
Side 2 er et fremragende eksempel på, hvordan billeder kan formidle følelser og skabe en personkarakteristik på meget lidt tid i en god tegneserie. Anna alene i sin seng med ryggen vendt mod moren, der kalder på hende. Anna er i skygge længst inde i rummet. Dernæst Anna på vej i skole iført vintertøj i en rude uden baggrund. Kulde og ensomhed. Dernæst et tomt bybillede, hvor Anna ses som den eneste, lille skikkelse i en stor verden. Hendes verden. Siden er sort-hvid med undtagelse af morens lyserøde talebobbel. Så ved vi faktisk allerede, hvem Anna er.
Annas tre verdener.
I det hele taget er Annas verden uden farver, og det selvom det er en farvetegneserie. Det er kun i computerspillet Lonely Journey, at der kommer farver på i en række tableauer og dobbeltopslag, der viser spillets verden på tegneseriemediets præmisser og ikke spillets. Anna udskiftes med en mere fiks og laber avatar, og hun kan det hele. Ude i den virkelige verden er jeg virkeligt fascineret af Annas ansigt. Davidsen fanger den følelse af næsten trodsig tristhed, der sætter ind efter lang tids ensomhed. Hendes ansigt bløder op fra tid til anden, og vi bliver forvisset om, at hun gemmer på en blidere personlighed derinde, men det er nærmest altid, når der ikke er nogen, der kigger.
Morens verden er også i farver, men de har det med at forsvinde, når ensomheden melder sig. Jeg tænker, at moren gør, hvad hun kan, men hun skildres ikke som særligt lydhør over for Annas problemer. Hun ser datterens ensomhed som noget, pigen selv kan gøre noget ved. Hvis nu Anna bare tog med til den fest. Eller hvis hun nu bare fik nogle venner i stedet for at spille computerspil hele tiden. Det er lidt tonedøvt fra moderens side og ude af trit med den verden, som Anna lever i. Eller rettere, DE verdener, hun lever i. I Lonely Journey får hun lidt modvilligt en ven, som hun spiller sammen med online. Hun knytter en forbindelse. Jeg skal ikke sige, hvad der videre sker, men Davidsen kunne godt have valgt en mere nuanceret og moderne tilgang til digitale venskaber, end den vi ender med. Buskabet ender med at blive fint og opbyggeligt, men det er ikke overraskende og tør ikke helt stå ved den tristesse og melankoli, som resten af tegneserien ellers så fint har opbygget. I det hele taget er slutningen lidt brat, og jeg kunne sagtens have brugt mere tid i den lille, men meget troværdige og genkendelige verden af hverdag og magi, som Davidsen skildrer. Og det selvom jeg kun har gennemført cirka to computerspil i mit liv og ikke har planer om at kaste mig over flere.
Spillet fylder meget i bogen, og det er ikke som sådan fordi, at de mange flotte opslag rykker vildt meget ved handlingen (i hvert fald ikke før den digitale ven dukker op), men de er flotte og står i en stærk kontrast til de hovedsageligt sort-hvide hverdagssider. Det er i skiftene mellem disse to lag, at der opstår en spænding, der velsagtens retfærdiggør, at Davidsen bruger så meget tid i spillet. Jeg kan dog ikke lade være med at synes, at historierne fra den virkelige verden er der, hvor “Lonely Journey” fungerer bedst og føles mest vedkommende.
“Lonely Journey” er en rigtigt god og fin debut, der godt kunne have bidt sig lidt hårdere fast i historiens centrale spørgsmål og konflikt. Den tangerede at gøre ondt, men det endte med “kun” at være en snert af stille melankoli, jeg følte. Ensomhed er værre end bare at være en lille smule trist, og den kan næsten mærkes som fysisk smerte. Det ville jeg godt have følt, da jeg læste “Lonely Journey”. Men nu skal man selvfølgelig passe på med at anmelde den bog, man GERNE ville have læst i stedet for den bog, man læste. Faktum er, at det er en fin tegneserie, der lover godt for fremtiden. Jeg glæder mig til at høre endnu mere fra Ida Rørholm Davidsen.
